Mens sundhedsvæsenet har fået øjnene op for værdien af strukturerede pakkeforløb i kræftudredning og behandling af kroniske somatiske sygdomme, halter psykiatrien stadig bagefter. Men er det ikke på tide, vi også får etableret psykiatriske udredningspakker? Ikke som en ny silo, men som en ramme for samarbejdet.
Praktiserende læger oplever i stigende grad, at patienter med psykiske symptomer ikke finder plads i systemet. Og vi er ofte de eneste, der ikke kan sige nej.
I de seneste år er mængden af psykiatrisk relaterede kontakter i almen praksis steget markant, uden at der følger noget med i struktur, ressourcer eller adgang til tværsektoriel hjælp.
Med etableringen af de 17 nye sundhedsfællesskaber og sundhedsråd håbede mange, at almen praksis ville få en aktiv plads i fremtidens tværfaglige samarbejde. Men det er stærkt bekymrende, at praktiserende læger er udeladt som faste medlemmer af sundhedsreformens sundhedsråd.
I en virkelighed, hvor det netop er os, der kender patienten bedst og ofte følger vedkommende i længst tid, giver det derfor ingen mening, at vi står udenfor.
Lad mig illustrere behovet med fire konkrete patienteksempler fra min hverdag:
Case 1: Den unge
En 13-årig pige med skolevægring, søvnproblemer, tristhed og angst sendes til egen læge af skolen med besked om ‘psykiatrisk udredning’. Regionspsykiatrien afviser. Kommunen tilbyder kun hjælp til unge fra 15 år. Privatyder? Op til tre års ventetid. Psykolog? For dyrt. Familien står alene – og det gør jeg også.
Løsning: En pakke med klar struktur: somatisk udredning i praksis, derefter vurdering hos kommunal psykolog inden 30 dage. Mistænkes psykiatrisk lidelse, henvisning til vurdering i regionen med behandlingsgaranti. Hvis ikke, fortsættes kommunal indsats.
Case 2: Den voksne med depression og misbrug
En 38-årig mand i dyb krise med depression, søvnproblemer, alkoholmisbrug, økonomiske og familiemæssige udfordringer. Psykiatrien afviser, for man taler ikke med misbrugere. Psykolog? Ikke råd. Kommunen har ingen relevante tilbud til aldersgruppen. Han henvises til misbrugscenter, men skal selv tage kontakten. Det sker ofte ikke, og han får ingen hjælp.
Løsning: Et struktureret forløb, hvor kommune og almen praksis i fællesskab vurderer patienten. Psykolog og misbrugscenter vurderer i samarbejde, om der er behov for psykiatrisk udredning og viderehenviser om nødvendigt inden for 30 dage.
Case 3: Den uvisse diagnose
En voksen patient med depressive symptomer og mulig ADHD, selvmordstanker, men ikke akut indlæggelseskrævende. Afvist af psykiatrien, for patienten falder udenfor målgruppen. Ingen økonomisk adgang til psykolog. Ventetid ved privat psykiater: op til tre år.
Løsning: En pakkemodel med hurtig adgang til kommunal vurdering. Ved indikation sendes patienten videre til psykiatrisk vurdering inden for 14 dage.
Case 4: Den multisyge
Patient med KOL, diabetes, stofskiftesygdom og tidligere skizofreni. Afsluttet fra psykiatrien til almen praksis grundet ‘stabil tilstand’. Patienten udebliver dog, tager ikke medicin, får det værre, og ingen har reelt ansvar.
Løsning: Indkaldelse til fælles tværfagligt møde inden for en måned med psykiatri, almen praksis og kommune. Der laves én plan, aftales én tovholder og laves et koordineret medicinansvar. Derudover findes der en mentor, der følger patienten til kontroller.
Ensartet vej i systemet
Alle eksempler illustrerer det samme: vi mangler struktur.
Vi skal ikke have flere instanser, men et bedre samarbejde. Der er ikke brug for flere ‘målgrupper’, men fælles ansvar.
Det hele handler om struktur, koordination og respekt for den virkelighed, vi som praktiserende læger dagligt står i, ikke om at tilføre mere bureaukrati
Det bør ikke være tilfældigt, om en patient får hjælp, fordi hun er 15 år og ikke 13 år, eller fordi hun har angst og ikke et misbrug. Psykiatrien er kompleks, og netop derfor bør vi sikre en ensartet, gennemsigtig vej ind i systemet.
Vi praktiserende læger er klar til at tage ansvar – men vi skal inviteres med ved bordet. Psykiatriske udredningspakker kunne være netop det værktøj, der forbinder almen praksis, kommune og region i et samarbejde med patienten i centrum.
Derfor er det stærkt bekymrende, at vi ikke er en del af de nye sundhedsråd, som netop skal sikre sammenhæng mellem region og kommune. Det er i disse råd, at idéer som psykiatriske udredningspakker kunne udvikles og implementeres – i samarbejde med dem, der kender patienterne bedst: os.
Vi skylder patienterne, at vi tager dette alvorligt.
