Overlæge Jens-Ulrik Stæhr Jensen (th.) har været hovedvejleder på Pradeesh Sivapalans ph.d.-projekt, der er gennemført på de lungemedicinske afsnit på hospitalerne i Herlev-Gentofte, Bispebjerg og Hvidovre. Undersøgelsen er for nylig blevet publiceret i The Lancet Respiratory Medicine.Foto: Joachim Rode

Enkel blodprøve kan halvere forbruget af binyrebarkhormon Undersøgelse, der tager afsæt i det landsdækkende KOL-forskernetværk COP:TRIN, kan være et væsentligt skridt på vejen mod mere målrettet anvendelse af prednisolon til KOL-patienter, der indlægges med akutte forværringer af sygdommen.

KOL-patienter, der indlægges med akutte forværringer af deres sygdom, klarer sig lige så godt, når deres behandling med binyrebarkhormon bestemmes ud fra målinger af en biomarkør, som de patienter, der får standardbehandling i form af en daglig tabletbehandling med binyrebarkhormon. Det viser resultaterne af en randomiseret undersøgelse, som det danske lungemedicinske forskernetværk COP:TRIN står bag, og som er gennemført på de lungemedicinske afsnit på hospitalerne i Herlev-Gentofte, Bispebjerg og Hvidovre. Undersøgelsen er for nylig blevet publiceret i The Lancet Respiratory Medicine.

Det vil kunne reducere forbruget af pred-nisolon og spare mange patienter for unødige, svære bivirkninger

Pradeesh Sivapalan, læge

I undersøgelsen fik 318 KOL-patienter, der blev indlagt med akutte exacerbationer på et af hospitalerne, en indledende intravenøs prednisolonbehandling, hvorefter de blev randomiseret til enten standardbehandling med prednisolontabletter dagligt i fire dage eller et forløb, hvor eventuel prednisolonbehandling blev bestemt af niveauet af eosinofile granulocytter i blodet. De dage, hvor eosinofil-niveauet var lavt, fik patienten ikke behandling med prednisolon.

Resultaterne af undersøgelsen er så overbevisende, at de bør føre til en revurdering af den måde, prednisolon anvendes på til KOL-patienter med akutte forværringer, mener læge, ph.d.-studerende Pradeesh Sivapalan, Herlev-Gentofte Hospital, der har stået i spidsen for undersøgelsen.Foto: Joachim Rode

Resultaterne af undersøgelsen er så overbevisende, at de bør føre til en revurdering af den måde, prednisolon anvendes på til KOL-patienter med akutte forværringer af sygdommen, mener læge, ph.d.-studerende Pra­deesh Sivapalan, lungemedicinsk afsnit, medicinsk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital, der har stået i spidsen for undersøgelsen.

»De patienter, der fik biomarkør-guidet prednisolonbehandling, havde samme dødelighed og indlæggelsesfrie dage inden for 14 dage som de patienter, der fik standardbehandling. Ved at styre behandlingen ud fra daglige målinger af eosinofile granulocytter i blodet kunne brugen af prednisolon desuden reduceres til under det halve i forhold til kontrolgruppen. Så vidt vi ved, er dette den første randomiserede undersøgelse, som har vist, at et behandlingsforløb med prednisolon guidet af en biomarkør er jævnbyrdig med den eksisterende standardbehandling til indlagte patienter med forværringer af KOL og samtidig kan halvere brugen af prednisolon,« siger Pradeesh Sivapalan.

Undersøgelsen viser også, at risikoen for en ny forværring af KOL eller at få en infektion ikke var højere i den eosinofil-guidede patientgruppe. Blandt de deltagere i undersøgelsen, der også havde diabetes, fik to tredjedele af de standardbehandlede patienter ringere blodsukkerkontrol i forbindelse med prednisolonbehandlingen, hvilket kun var tilfældet for 8 pct. af de eosinofil-guidede patienter.

Svære bivirkninger, ringe effekt

Overlæge Jens-Ulrik Stæhr Jensen har været hovedvejleder på Pradeesh Sivapalans ph.d.-projekt, som den aktuelle undersøgelse indgår i. Han hæfter sig ved den lave dødelighed blandt de akut indlagte KOL-patienter, der indgår i undersøgelsen.

»I en nyere amerikansk undersøgelse baseret på data fra KOL-patienter indlagt med akutte exacerbationer på 4.500 hospitaler varierede 30-dagesdødeligheden mellem 5,9 og 13,5 pct.

Dødeligheden blandt patienterne i vores undersøgelse var lavere, end vi hidtil har set, med henholdsvis 3,84 pct. i den standardbehandlede gruppe og 5,7 pct. i den eosinofil-guidede gruppe, og dermed lavere i begge grupper end i andre undersøgelser af svært syge indlagte KOL-patienter,« siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.

Pradeesh Sivapalan har tidligere stået i spidsen for et nationalt kohortestudie, hvor data fra flere end 10.000 KOL-patienter, der havde fået enten en 5-dages eller en 10-dages prednisolonbehandling, indgik. Dette studie viste, at 10 dages prednisolonbehandling var forbundet med væsentlig dårligere etårsoverlevelse og større risiko for indlæggelse på grund af lungebetændelse. Derfor har ønsket om at finde markører, som kan bidrage til en mere individuel tilgang til brug af prednisolon ved akut forværring af KOL, også været en væsentlig drivkraft for den aktuelle undersøgelse.

»På Herlev-Gentofte Hospital har vi nu taget hul på diskussionen om, hvorvidt vi skal indføre denne metode,« siger overlæge Jens-Ulrik Stæhr JensenFoto: Joachim Rode

»Prednisolonbehandling af KOL-patienter med akutte forværringer har været brugt rutinemæssigt i mange år, men er forbundet med en risiko for alvorlige bivirkninger som osteoporose, infektioner, dårligt reguleret diabetes, psykiske symptomer m.v. Derfor er der brug for strategier, som hurtigst muligt kan reducere den periode, patienterne er udsat for prednisolonbehandling,« siger Pradeesh Sivapalan og fortsætter:

»Vi vidste, at et øget antal eosinofile celler i blodet er en markør for eosinofil luftvejsinfektion hos de patienter med KOL, der har god effekt af behandling med prednisolon. Med de nye resultater kan vi vise, at vi kan reducere forbruget af prednisolon til de KOL-patienter, der indlægges med akutte exacerbationer, ved udelukkende at behandle patienter med forhøjet niveau af denne biomarkør.«

Nem at indføre i klinisk praksis

Ifølge Pradeesh Sivapalan og Jens-Ulrik Stæhr Jensen får de fleste akut indlagte KOL-patienter allerede målt deres niveau af eosinofile granulocytter i forbindelse med indlæggelsen. Baseret på de aktuelle resultater er Pradeesh Sivapalan og Jens-Ulrik Stæhr Jensen fortalere for, at landets lungemedicinske afdelinger overvejer at indføre biomarkør-guidet prednisolonbehandling frem for den nu anvendte, standardiserede 5-dages behandling til alle KOL-patienter, der indlægges med akutte exacerbationer.

»På de fleste danske hospitaler er måling af eosinofiltallet i blodet en relativt billig og let tilgængelig undersøgelse. Derfor vil prednisolonbehandling baseret på denne strategi være nem at implementere i daglig klinisk praksis og vil ikke kræve strukturelle ændringer på hospitalerne. Det vil kunne reducere forbruget af prednisolon og spare mange patienter for unødige, svære bivirkninger,« siger Pradeesh Sivapalan.

»På Herlev-Gentofte Hospital har vi nu taget hul på diskussionen om, hvorvidt vi skal indføre denne metode. Hvis dette besluttes, vil den i princippet kunne indføres i lokale behandlingsvejledninger og medicinmodulet i vores journalsystem inden for få måneder,« siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.

Undersøgelsen er finansieret af bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond samt regionernes medicin- og behandlingspulje, hvis formål er at fremme forskning og initiativer for et mere effektivt ressourceforbrug.

Kommentarer

Skriv kommentar