Foto: Joachim Rode

En psykisk hård periode Portør Emil Dinesen har sin gang overalt på ­Bispebjerg Hospital, og er bekymret for at bringe smitte med sig rundt på afdelingerne.

»Det har været et kæmpe puslespil at omlægge hospitalet til COVID-19 beredskab, men folk har stået sammen om at løse opgaven. Alle har været indstillet på at give det ekstra, som skulle til. Samlet er arbejdspresset ikke blevet større. Der er færre patienter end normalt, men de, der er her, er til gengæld mere tidskrævende.

Det har været en psykisk hård periode. Jeg er vant til patienter med tuberkulose, MRSA, svære tarminfektioner osv., men COVID-19 er så meget anderledes. Det er en ny situation, fordi sygdommen er så smitsom. Derfor har det også været en længerevarende utryg situation. Som portør færdes jeg over hele hospitalet og er naturligvis bekymret for at bringe smitten med mig rundt på afdelingerne. Det ene øjeblik er jeg på et COVID-19 afsnit, det næste i akutmodtagelsen, og bagefter skal jeg måske følge en patient mistænkt for COVID-19 videre fra hospitalets Corona Checkpoint. Jeg har flere gange oplevet at skulle hjælpe ikke-isolerede patienter, der bagefter viste sig at være COVID-19 positive. Så er det stort set umuligt at forsøge at rekonstruere, hvor jeg har været i den mellemliggende tid, og hvilke patienter og kolleger jeg har været i nærheden af.

Jeg er vant til patienter med ­tuberkulose, MRSA og svære tarminfektioner – men COVID-19 er så meget anderledes

Jeg er dagligt i kontakt med COVID-19 patienter, og selv om jeg tager de nødvendige forholdsregler for at undgå at blive smittet, er jeg nervøs for at bringe smitten videre. Som portør er jeg med fra start til slut: Patienter, der kommer til vores checkpoint for podning for smitte, hvor nogle skal følges op til en COVID-19 observationsafdeling. Traumepatienter, hvor vi er nødt til at tage samme forholdsregler, som hvis de havde kendt COVID-19. Patienter på intensivafdelingen, hvor jeg hjælper intensivsygeplejerskerne med at vende patienterne eller lægge dem i bugleje.

Patienter, hvor der er problemer med at intubere dem, og jeg hjælper til og dermed er meget tæt på patienterne. Altid med alle værnemidler på, også når vi transporterer patienterne mellem afdelingerne. Det værste har været de situationer, hvor jeg er blevet kaldt til en patient med hjertestop for at give hjertemassage. Jeg må ikke påbegynde hjertemassage uden at have alle værnemidler på, så uanset hvor akut situationen er, er jeg nødt til at stoppe op, selv om det ville falde mig mest naturligt at gå i gang med det samme. Det tager tid ud af hjertemassagen og kan måske gøre en forskel for patientens chance for at overleve. Og skulle COVID-19 patienten dø, er det også vores opgave at køre dem til en sekstimersstue (det lokale, hvori afdøde anbringes efter konstatering af umiddelbare dødstegn, red.), og senere til kapellet – fortsat selvfølgelig iført værnemidler.«

Skriv kommentar