Efter valget: Det vil sundhedspolitikerne

Efter valget: Det vil sundhedspolitikerne Som en del af serien »Mit Sundhedsvæsen« har Dagens Medicin i løbet af valgkampen været med landets ledende sundhedspolitikere rundt i kongeriget for at høre, hvilket sundhedsvæsen de ønsker at skabe, når valget er overstået. Få overblikket her:

Med Ellen Trane Nørby (V) hos hendes egen praktiserende læge i Sønderborg: Hvis ikke almen praksis ­fungerer, fungerer vores sundhedsvæsen ikke

»H.P. (praktiserende læge Hans Peter Henriksen, red.) er mit sundhedsvæsen. Helt konkret. Samtidig er lægehuset her et eksempel på, at almen praksis er stærk, når vi har en relation til vores lægehus,« sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby, da hun inviterede Dagens Medicin med til lægen.

Når sundhedsministeren valgte et lægehus med praktiserende læger som et eksempel på noget af det, hun gerne vil med sundhedsvæsenet, var det for at fremhæve en veldrevet praksis og for at markere, at hun satser på de praktiserende læger. Til gengæld var det absolut ikke for at sige, at alt er fryd og gammen hos de alment praktiserende læger.

»Vi har nogle meget store sorte skyer, der hænger over hovedet på almen praksis,« konstaterede Ellen Trane Nørby siddende i et af de mange konsultationsrum i det store alsiske lægehus.

»Almen praksis er forposten i vores sundhedsvæsen. Hvis ikke almen praksis fungerer, så fungerer vores samlede sundhedsvæsen ikke,« fortsatte hun.

Læs mere
Med Ellen Trane Nørby til lægen
Fem skarpe til Ellen Trane Nørby

Med Flemming Møller Mortensen (S) på Center for Mental Sundhed i Aalborg: Der skal mindre behandling og mere forebyggelse

»Aalborgs tilbud er et eksempel på, hvad der fungerer godt, og hvad der skal mere af. Vi skal investere mere i forebyggelse og understrege at sundhed er mere end behandling og læger,« sagde sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, da han inviterede Dagens Medicin med til Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune.

For ham er det kommunale tilbud et godt eksempel på, hvad han vil have mere af i sundhedsvæsenet: Mere forebyggelse og mere samarbejde på tværs af fagligheder.

»Aalborgs tilbud er et eksempel på, hvad der fungerer godt, og hvad der skal mere af. Vi skal investere mere i forebyggelse og understrege at sundhed er mere end behandling og læger,« sagde Flemming Møller Mortensen under besøget.

»Vi har ikke været dygtige nok til at forebygge, og vi har et etisk og moralsk efterslæb. Der skal mindre behandling og mere forebyggelse,« understregede Socialdemokratiets sundhedsordfører i forbindelse med besøget.

Læs mere
Med Flemming Møller Mortensen i Aalborg
Fem skarpe til Flemming Møller Mortensen

Med Liselott Blixt (DF) på Sct. Hans: Jeg ville ønske, at vi kunne tilbyde det samme til alle de hårdest ramte patienter i psykiatrien

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne tilbyde alle de hårdest ramte patienter i psykiatrien noget, der var på linje med det, man gør på Afdeling M. Det er det sundhedsvæsen, jeg gerne vil have,« sagde sundhedsordfører Liselott Blixt (DF), da hun inviterede Dagens Medicin med på Sct. Hans.

Afdelingen går for at være landets førende inden for arbejdet med patienter med dobbeltdiagnoser. Patienter, der ofte farer vild imellem kommunale misbrugstilbud og den psykiatriske behandling i regionerne.

Som sundhedspolitiker har hun været med til at etablere 150 pladser på tværs af landet, som grundlæggende skulle levere det samme som Afdeling M. Pladserne har ikke været en ubetinget succes, og efter at have set nærmere på afdelingen på Sct. Hans var Liselott Blixt klar med en ny model.

»Når nu vi har sagt, at de 150 særlige pladser skal være ligesom afdeling M, så lad os bare udvide afdeling M i stedet. Så kan I tage jer af Østdanmark, mens man kan etablere noget tilsvarende i Vestdanmark til at tage sig af resten af landet,« sagde Liselott Blixt henvendt til afdelingens klinikchef.

Læs mere
Med Liselott Blixt på Sct. Hans
Fem skarpe til Liselott Blixt

Med Peder Hvelplund (EL) i Skive Sundhedshus: Et sundhedshus skal ikke være et bofællesskab for læger

»Det her er et eksempel på et sted, hvor patienten er i centrum, og hvor borger- og patientkontakten foregår i de samme fysiske rammer – uanset om det drejer sig om forebyggelse eller behandling,« sagde sundhedsordfører Peder Hvelplund, da han inviterede Dagens Medicin med til Skive Sundhedshus.

Ligesom flere andre partier – finansminister Kristian Jensen (V) var på besøg et par dage tidligere – vil han gerne have flere sundhedshuse som det i Skive. I modsætning til regeringen mener han dog ikke, at det er nødvendigt at gennemføre en reform for at styrke sektorovergangene og det nære sundhedsvæsen.

»Skive Sundhedshus er et bevis på, at man sagtens kan håndtere de ting inden for den nuværende struktur. Der er ikke nogen grund til at kaste sundhedsvæsenet ud i en kæmpe reform for at få det til at fungere,« sagde Peder Hvelplund i forbindelse med besøget.

Samtidig understregede han, at det er vigtigt, at de sundhedshuse, der bliver etableret, bliver så godt integreret som muligt.

»Når man hører regeringen tale om sundhedshuse, så får man det indtryk, at det er et bofællesskab for privatpraktiserende speciallæger. Vi vil gerne gå længere end det, og vi vil også gerne have etableret flere sundhedshuse og også gerne permanente regionsklinikker, hvor lægerne bliver ansat af regionen i stedet for at være selvstændigt praktiserende,« sagde Peder Hvelplund.

Læs mere
Med Peder Hvelplund i Skive
Fem skarpe til Peder Hvelplund

 

Foto: Palle Peter Skov, Lars Horn, Joachim Rode og Lars Holm

Skriv kommentar