Martin Roest Christensen
Foto: Jesper Balleby

Død krop vidner lige så godt som en levende Retsmedicinere kan hos afdøde stole på gængse markører for det metabolske syndrom, som f.eks. stort taljemål og for højt blodsukker. Det viser ny dansk forskning.  

Taljemål og en simpel blodprøve giver retsmedicineren tilstrækkelige kort på hånden til at kunne afgøre, om en afdød led af det metaboliske syndrom.

Det konkluderer et ph.d.-studie under det retsmedicinske forskningsprojekt SURVIVE, hvor landets retsmedicinske afdelinger i en årrække har obduceret 500 afdøde med psykisk sygdom med håb om at belyse årsagerne til, at psykiatriske tilstande forkorter levetiden med op til 25 år. Målet med ph.d.-studiet var at give retsmedicinere nye pålidelige værktøjer til at kunne identificere det metaboliske syndrom, der hidtil kun har kunnet lade sig gøre at diagnosticere hos levende.

»Hvis de afdøde ifølge de respektive registre led af det metaboliske syndrom, kunne vi dokumentere, at vi med ret stor sikkerhed kunne finde dem udelukkende via vores postmortelle målinger,« siger Martin Roest Christensen, der som ph.d. i retsmedicin ved Københavns Universitet har stået i spidsen for studiet.

Vi målte, hvor gode vi var til at ramme det, vi kunne vride af registeret, og det var vi faktisk virkelig gode til

Martin Roest Christensen, ph.d.-studerende

Martin Roest Christensen var ikke helt på bar bund, da han begyndte at jagte brugbare markører. For selvom det er usandsynligt, at man vil kunne bruge præcis de samme slags prøver hos levende og døde, så kan man godt lade sig inspirere af dem. Hans udgangspunkt var derfor de fem kriterier – forhøjede værdier af triglycerid, kolesterol, blodtryk og blodglucose, eller behandling af de respektive tilstande, samt et for stort taljemål – hvoraf tre skal være opfyldt,for at borgeren kan siges at lide af det metaboliske syndrom.

»Mit studie gik på, om vi kunne måle på de faktorer, når personen er død, og her kastede vi os ud i at lave nogle analyser af blodprøverne, hvor vi bl.a. analyserede blodet for medicin for forhøjet blodtryk, triglycerid og kolesterol og holdt dem op imod registerdata på de enkelte afdøde,« siger han. Via e fik han oplyst, hvad de afdøde havde fået ordineret, og hvilke diagnoser de havde fået i forbindelse med indlæggelser på sygehus.

»Og så målte vi, hvor gode vi var til at ramme det, vi kunne vride af registeret, og det var vi faktisk virkelig gode til,« fortæller han.

Tydeligt sprog

Og resultaterne talte deres tydelige sprog: Det postmortelle langtidsblodsukker var helt fint at bruge som biomarkør for forhøjet blodsukker såvel som diabetes. Det samme gjaldt rester og nedbrydningsprodukter af lægemidler mod forhøjet blodtryk, triglycerid og kolesterol. Også taljemålet, som man normalt bruger til at afgøre, om en person har for meget mavefedt i forhold til anbefalingerne, er hos afdøde fuldt ud pålideligt som indikator for det metaboliske syndrom, så længe kroppen ikke er ramt af fremskreden forrådnelse. Det eneste, retsmedicineren skal være opmærksom på, er, at den afdøde ligger ned frem for at stå op under målingen. Det medfører en forskydning i tallene, som man dog kan tage højde for via en fast omregningsfaktor.

Martin Roest Christensen glæder sig over sine resultater.

»Vi har nu en metode til bedst muligt at afgøre, om de havde udviklet det metaboliske syndrom, mens de stadig levede,« fortæller han.

Han lægger dog ikke skjul på, at metoden har en klar svaghed ved kun at finde et udpluk af den samlede gruppe af afdøde, som før deres død led af det metaboliske syndrom.

»Problemet er, at metoden ikke kan tegne det fulde billede, bl.a. fordi psykisk syge går lidt sjældnere til lægen og derfor ikke har registerdata i samme omfang som den øvrige befolkning. Det har den konsekvens, at vi med vores metode sandsynligvis underestimerer forekomsten af syndromet. Vi får et for lille antal i forhold til, hvad vi burde,« siger han.

Han henviser til, at han med sin metode kun kunne identificere det metaboliske syndrom hos ca. 20 pct. af populationen, hvilket er i underkanten i forhold til andre studier, der vurderer andelen til at være på 30 pct.

»Når det er sagt, så var de afdøde, som metoden peger på, vitterligt ramt af syndromet. Dem, vi finder, er altså med sikkerhed en del af den gruppe, som vi ved har det metaboliske syndrom. Det giver for første gang retsmedicinere mulighed for at afdække, hvor stor en andel af de afdøde der led af det metaboliske syndrom, som man ved kan føre til alvorlige hjerte-kar-sygdomme og tidlig død. I sidste ende kan det hjælpe os med at belyse årsagerne til, at mange psykisk syge dør alt for tidligt,« siger Martin Roest Christensen.

Skriv kommentar