Dårlig tone er fyringsgrund

Betydelige menneskelige og økonomiske omkostninger er det foreløbige resultat af, at samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere på medicinsk center ved Sygehus Vestsjælland er ved at ende i kaos.

Der hersker åbenbart en så giftig atmosfære mellem centerledelse og ledende medarbejdere, at det uvilkårligt må tære hårdt på kræfterne. Og det kan ikke undgå at ramme patienterne.

72 mellemledere, heraf 42 overlæger fra de tre funktionsbærende enheder på Holbæk, Slagelse og Kalundborg sygehuse retter en ualmindelig voldsom kritik mod ledelsen af medicinsk center. Centerledelsen bliver angrebet for at have en autoritær, tillukket og egenrådig ledelsesstil og for at være komplet uinteresseret i input fra sin mellemlederflok.

Klagerne har i et åbent brev beskrevet en række eksempler på, hvordan ledelse og medarbejdere kommunikerer med hinanden. Centerledelsen ønsker forståeligt nok ikke at svare offentligt på personsager. Derfor står medarbejdernes kritik uimodsagt. Med det forbehold taget er det dog påfaldende, at de offentliggjorte eksempler er gennemsyret af en fuldstændig uantagelig omgangstone, båret af arrogance og unødige magtdemonstrationer fra ledelsens side.

En gentagen negativ, destruktiv tone fra en medarbejder kan være med til at ødelægge en hel arbejdsplads og kræver, at ledelsen øjeblikkeligt griber ind. En gentagen dårlig tone bør føre til en advarsel og er ganske enkelt fyringsgrund.

Kommer tonen fra en ledende medarbejder ? ikke mindst en topleder ? er det ekstra graverende. Når den negative kommunikation går hånd i hånd med magten til at lede og fordele arbejdet og til at hyre og fyre mennesker, kan den udløse frygt og lamme al positiv udvikling. Jo flere striber på ærmerne, desto større krav kan arbejdsgiveren tillade sig at stille til en åben, overskudspræget omgangsform.

Der er mennesker, som ganske enkelt ikke har lederevner ? uanset hvor mange kurser, de tager og hvor mange konsulenter, de får hjælp af. Politikerne i Vestsjællands Amt må hurtigst muligt vurdere, om ledelsen af medicinsk center hører til denne kategori, eller om der er en realistisk vej ud af den fastlåste situation.

Det er i al fald uansvarligt over for patienterne at lade den nuværende stemning og den medfølgende personaleflugt fortsætte.

Marion Hannerup, Chefredaktør

Skriv kommentar