Bharatpur, Nepal

Nepal vågner tidligt, og det samme gør familien Raut/Malik. Klokken fem begynder arbejdsdagen i det travle hjerte af byen Bharatpur nær den sydlige grænse til Indien. I gadebilledet sidder gadefejere og affaldssamlere her tidligt om morgenen og drikker den i Nepal så karakteristiske søde mælkete.

Hos familien Raut/Malik arbejder alle, dvs. fem børn og mor og far, med affald. Deres overlevelse afhænger af den svimlende skraldeproduktion i Nepals tredjestørste by med næsten 300.000 indbyggere.

Som i mange andre byer i Asien kæmper Bharatpur med en voksende affaldskrise, der forværres af systemisk ineffektivitet og manglen på en ordentlig losseplads. Der tømmes næsten 100 ton affald om dagen i byen, og forholdene betyder, at bjerge af affald hober sig op nær Nepals hellige Narayani-flod.

Med temperaturer over 30 grader er stanken ulidelig. Og det samme gælder hverdagen for familien og de mange andre lokale, der tjener til dagen og vejen i skraldebranchen.

Dansk projekt underviser skraldearbejdere

Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin, DASAM, har de seneste tre år arbejdet med et waste management-projekt i de tre nepalesiske byer Bharatpur, Pokhara og og Janakpur.

Projektet er støttet af den danske stat gennem organisationen Civilsamfund i Udvikling, CISU, og man har blandt andet undervist arbejderne i risici og brug af beskyttelsesudstyr og også udleveret udstyr som sko og handsker til skraldesamlerne.

Det skønnes, at der i hele Nepal arbejder omkring 75.000 personer med håndtering af skrald og renovation i alle afskygninger.

Her på lossepladsen i Bharatpur lever knap 150 personer, overvejende fra de lavere kaster, af at gennemsøge affald med henblik på genbrug. De knokler uden beskyttelsesudstyr eller tilstrækkelig adgang til lægehjælp.

Skraldemænd bliver syge

Familien Raut/Maliks daglige kamp er indbegrebet af de udfordringer, som millioner af mennesker i udviklingslande står over for på grund af utilstrækkelige affaldshåndteringssystemer. For familien, der hører til den nederste del af det hinduistiske kastesystem, er jagt på skrald og sortering af affald mere end blot et levebrød – det er virkeligheden.

Deres arbejde er præget af farlige forhold med ringe eller ingen hensyn til personlig sundhed og sikkerhed midt i de giftige dampe og farer ved affaldsbehandling.

Den danske overlæge Kurt Rasmussen er som udsendt for DASAM i Nepal for at besøge affaldsprojektet. Kurt Rasmussen har tidligere ledet en stor arbejdsmedicinsk klinik på Herning Sygehus og undervist i arbejdsmedicin for lægestuderende i Aarhus.

De seneste 13 år har han været involveret i forskellige udviklingsprojekter, og nu er han i Nepal for at se, hvordan det går med det danskstøttede affaldshåndteringsprojekt.

»Her produceres den samme type affald, som derhjemme, men her ryger det alt sammen – farligt affald og noget, der kunne genbruges – ud på lossepladsen. Floden er møgforurenet, flodbrinken er jo fyldt op med affald i en længde på 1-2 kilometer. Og der er nogle skraldemænd, som skal tage sig af det her affald, og det bliver de syge af,« fortæller Kurt Rasmussen.

To måltider om dagen

I skraldefamilien har faren, 40-årige Manoj Malik, arbejdet de seneste 15 år som chauffør på de traktorer, der fungerer som skraldebiler. Inden da var han skraldesamler på lossepladsen i otte år, men da arbejdet begyndte at kede ham, tog han kørekort for at opgradere sig til chauffør, fortæller han.

Nu arbejder han dagligt fra fem morgen til fem aften, og han er glad for arbejdet, fordi han kan tjene penge.

»Det er godt, at være chauffør, for så slipper jeg for at løbe rundt udenfor i varmen og lave hårdt arbejde. Og jeg får penge for det. Nogle gange får jeg lyst til at sige op, men så tænker jeg på min familie. Hvis jeg siger op, har vi ikke længere råd til to måltider om dagen. Jeg må også tænke på mine børn,« siger Manoj Malik.

Han fortæller, at tilværelsen ofte er svær for familien, fordi resten af befolkningen ser meget ned på skraldemændene og nærmest anser dem for menneskeligt affald:

»De respekterer os slet ikke, og nogle gange behandler vores chef os også dårligt. Men jeg har brug for arbejdet, og jeg kan ikke bare lige finde et andet job. Jeg har kun haft én dags skolegang i mit liv – det er sandt, det er det hele,« siger Manoj Malik.

Skraldemænd med mange skader

En af aktiviteterne i det dansk støttede projekt har været at organisere en health camp for Bharatpurs skraldemænd for at screene dem for forskellige sygdomme og arbejdsrelaterede skader. Her får de også tilbudt en stivkrampevaccination og bliver testet for hiv, hepatitis og tuberkulose.

Omkring 125 af Bharatpurs 140 skraldemænd har deltaget i health camps i forbindelse med DASAM-projektet.

Her viser resultaterne, at knap halvdelen af skraldemændene havde lidt af øjeninfektioner den seneste måned. Og en betydelig del har den seneste måned skåret sig (40 pct.) eller stukket sig på nåle eller kanyler (27,5 pct.), mens de sorterede skrald.

»Jeg synes, at det mest perspektivrige er at gøre noget godt for de skraldemænd, sådan som vi har gjort. De går fra health campen med en oplevelse af, at de er blevet lyttet til, og at de har fortalt en læge, hvad deres største problemer er. Der er for eksempel blevet opdaget noget sukkersyge og andre ting. Nogle har fået medicin, alle har fået en vaccine. Det er noget, der har betydning for dem. Og de her skraldemænd er en meget udsat gruppe,« fortæller Kurt Rasmussen.

Næsehorn døde efter at have spist skrald

Mennesker er ikke de eneste, som lider under generne fra Bharatpurs bjerge af skrald. Tæt på lossepladsen snor de lokale næsehorns foretrukne sti sig, som de bruger, når de skal ned til floden for at drikke vand. Et par af skraldemændene fortæller, at der for nogle år siden var tre næsehorn, som døde efter angiveligt at have spist giftigt skrald.

For en stor sæk fyldt med sorteret plastik kan skraldemændene få 15 rupees. Det svarer til cirka 75 danske øre. Metal er mere værd. En kvinde sidder og slår mod noget skrald med en sten for at skille metallet fra. Skraldemændene på lossepladsen går barfodede eller i sandaler og i bare ben rundt mellem dyngerne af usorteret affald.

Men hvad får egentlig en dansk overlæge som Kurt Rasmussen til at rende rundt på en losseplads i Nepal og interessere sig for lokale skraldemænds arbejdsforhold?

»Arbejdsmedicin er jo ting, som man kan blive udsat for på arbejdspladsen, sygdomme etc. Men ulighed grænser op til det, og det har altid været et interesseområde for mig. Det har ikke kun med arbejdsmedicin at gøre, men også med social ulighed i et globalt perspektiv. Det er jo uretfærdigt, at de folk, som bor her, skal have andre vilkår, end du og jeg har. De burde jo være født med vilkår, der svarer til vores, ikke? Så det handler om global social ulighed, landene og befolkningerne imellem,« mener Kurt Rasmussen.

»Ingen af mine børn går i skole nu«

Tilbage hos skraldefamilien kan moderen, Umrawati Malik, 37 år, som de fleste af familiemedlemmerne, ikke skrive sit eget navn. I stedet sætter hun sit fingeraftryk, hvis hun for eksempel skal underskrive noget. Hun arbejder som gadefejer.

»Jeg har ingen uddannelse, så hvad skulle jeg ellers arbejde med? Ingen gav mig arbejde. Derfor begyndte jeg som gadefejer, for hvis ikke jeg arbejder, har jeg ingen mad. Jeg bliver nødt til at udføre det her arbejde, selv om jeg ikke er vild med det. Det er nødvendigt for min families overlevelse,« siger Umrawati Malik.

Hun ville ønske, at hun kunne tilbyde sine børn en anden fremtid:

»Vi er en fattig familie, så vi bliver nødt til at gøre det her. Hvis vi fik mulighed for at lave noget andet, ville vi naturligvis gerne det. Min søn Bikash var nødt til at gå ud af skolen, da min mand blev syg for nogle år siden, og vi ikke længere kunne betale for skolen. Ingen af mine børn går i skole nu. De arbejder alle sammen på lossepladsen,« fortæller Umrawati Malik.

Fløjter til signal

Skraldetraktoren kører sin vante rute rundt i Bharatpur, og jeg følger med. Familiens søn Bikash Raut på 16 år har til opgave at puste i en fløjte af plastik som signal til områdets beboere om, at det er tid til at komme ud med skraldeposerne.

Han begyndte at sortere skrald, da han var ni år, og han gik ud af skolen i 4. klasse.

»Hvis jeg var fortsat i skolen, ville jeg snart være færdig, så ville jeg gå i 11/12. klasse nu. Jeg ville gerne have læst til læge eller ingeniør, hvis min familie havde haft råd til det. Det er derfor, jeg arbejder her, selv om jeg ikke er vild med det. Når folk taler grimt til os, behandler os dårligt eller bare ignorerer os, får jeg tårer i øjnene,« fortæller Bikash Raut.

Kun knap halvdelen af dem, der arbejder med affald i Bharatpur, kan læse og skrive.

De urørlige

Da morgen bliver til formiddag, gør vi holdt for at finde noget morgenmad. Det bliver til en portion ristede kikærter, et kogt æg og lidt mælkete.

Det gør indtryk, da drengene og mændene fortæller, at det aldrig kunne falde en almindelig nepaleser ind at sætte sig ned og spise morgenmad sammen med dem. Eller for eksempel at hilse på dem med håndtryk eller berøring i det hele taget.

For skraldemændene tilhører de allerlaveste kaster, hvilket skal tages bogstaveligt i lande som Nepal og Indien.

»Det er vores kastekultur, vi er de urørlige. Hvis vi rører ved noget, vil andre bare smide det væk,« siger Bikash Raut, mens han fløjter og fløjter, og beboerne i kvarteret strømmer ud med plastiksække med affald.

Teenageren samler rutinemæssigt poser op fra gaden og smider dem op til alle de andre på traktorens ladvogn. Bikash Raut drømte tidligere om at få en uddannelse, men den drøm har han droppet.

Med et opgivende udtryk i øjnene fortæller han, at han håber, at hans nevø kan undslippe den samme skæbne og få en uddannelse og en anden og mere lys fremtid end resten af familien.

»Nu hvor det ikke er muligt for mig at blive læge, håber jeg, at min drøm går i opfyldelse for min brors børn. Så min nevø kan blive læge og tjene masser af penge.

Lise Josefsen Hermann var inviteret til Nepal af Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin, DASAM. DASAM har betalt udgifterne i forbindelse med rejsen (flybillet, hotel, transport og mad) samt et mindre honorar.