Dette indlæg er skrevet af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab: Merete Nordentoft, forperson, professor; Mikkel Vossen Rasmussen, næstforperson, speciallæge i psykiatri; Lene Høgh, næstforperson, ledende overlæge; Christian Legind, bestyrelsesmedlem, overlæge, ph.d.; Kirsten Ilkjær, bestyrelsesmedlem, speciallæge i psykiatri; Thomas Kirkegaard, bestyrelsesmedlem, overlæge, og Signe Wegmann Düring, bestyrelsesmedlem, overlæge, ph.d.

Ventetiden, fra en patient bliver henvist til en praktiserende speciallæge i psykiatri, til vedkommende får en tid til første konsultation, er svimlende 63 uger i gennemsnit.

Helt generelt er det afgørende, at behandlingen af patienter med psykiske lidelser foregår på lavest nødvendige specialiseringsniveau

Det er altså over ét år, hvor en patient, som den praktiserende læge har vurderet bør udredes og eventuelt behandles af en psykiater, går rundt i venteposition. 

Det er helt uacceptabelt. I Dansk Psykiatrisk Selskab ser vi et stort behov for at få nedbragt ventelisterne, og vi har også flere bud på, hvordan det kan ske.

Det handler om at skaffe flere hænder i den praktiserende psykiatri, lette arbejdsbyrden på den enkelte speciallæge og sikre, at patienter, der kan behandles i mindre specialiserede funktioner, ikke står på ventelisten. 

Flere hænder

Hvis vi skal have flere hænder i den praktiserende psykiatri, er det nødvendigt at etablere flere ydernumre.

Flere speciallæger med ydernummer, som har overenskomst med det offentlige, vil alt andet lige betyde, at henviste patienter får lettere adgang til konsultation uden egenbetaling. Aktuelt er der netop kommet en ganske beskeden øgning i antallet af ydernumre, men der er behov for endnu flere.

På grund af ventetiden til speciallæger med ydernummer søger en del af de henviste patienter hjælp hos psykiatere, der arbejder privat uden overenskomst. Udgifterne til denne behandling kan patienten få helt eller delvist dækket, hvis de har en sundhedsforsikring, eller hvis de vælger at gå over i sygesikringsgruppe 2.

Dette er med til at øge uligheden i adgangen til behandling, da det ofte vil være mere velstillede, der har en sundhedsforsikring eller har råd til at lægge ud for privat behandling. 

Frigive tid

Ved at fjerne arbejdsopgaver, som andre fagligheder kan varetage, fra den praktiserende speciallæges bord, vil han eller hun få frigivet tid til at tage flere henviste patienter ind.

Det siger sig selv, at ventetider på mere end et år for at komme i behandling medvirker til at forværre situationen for patienter, der i forvejen er dybt forpinte

For eksempel kan psykologer og sygeplejersker varetage opfølgende samtaler, bestilling af blodprøver, vejning, EKG og psykoedukation, altså undervisning af patienter og pårørende i deres psykiske lidelse og håndteringen af den. 

Derudover bør den praktiserende speciallæge i højere grad kunne ansætte assisterende speciallæger på deltid og læger, der er under uddannelse til speciallæge i psykiatri. Det sidste vil samtidig bidrage til en kapacitetsøgning, ikke bare til den praktiserende psykiatri, men til hele området generelt.

For at alt dette skal kunne lade sig gøre, kræver det en ændring i speciallægernes overenskomst, der definerer speciallægens ydelser, og hvilke opgaver der må uddelegeres. 

Henvise visse patienter til anden behandling

Der er flere veje til at nedbringe tilstrømningen af patienter til ventelisterne.

Helt generelt er det afgørende, at behandlingen af patienter med psykiske lidelser foregår på lavest nødvendige specialiseringsniveau for at undgå at trække unødigt på ressourcer i væsentligt dyrere og mere specialiserede funktioner i hospitalspsykiatrien. 

I visse tilfælde kan den praktiserende læge for eksempel varetage behandlingen med sparring fra en praktiserende psykiater eventuelt inkluderende en vurderende samtale hos en psykiater. Denne ordning er allerede etableret for de tre regioner vest for Storebælt.

I andre tilfælde kan en hurtig ambulant tid i regionspsykiatrien ved en speciallæge og et akut tværfagligt team løse den helt akutte situation. Herefter kan der gives et kortvarigt forløb i det akutte ambulatorium i psykiatrien med videre opfølgning i almen praksis. Denne ordning er implementeret med gode resultater, for eksempel i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital.

En tredje model er ‘shared care’, hvor regionalt ansatte sygeplejersker med efteruddannelse i kognitiv terapi tilbyder behandling hos den praktiserende læge til patienter, der behandles i almen praksis for angst og depression. 

Det er helt afgørende, at vi får nedbragt ventelisterne til de praktiserende speciallæger i psykiatri.

For det siger sig selv, at ventetider på mere end et år for at komme i behandling medvirker til at forværre situationen for patienter, der i forvejen er dybt forpinte på grund af deres lidelse, og det er en meget stor belastning for deres pårørende og dyrt for samfundet.