Cheflægen blev patient på sit eget hospital

Cheflægen blev patient på sit eget hospital INTERVIEW: Da daværende cheflæge på Skejby Sygehus, Kristjar Skajaa, blev syg, gik han direkte til de kolleger, der kunne hjælpe ham, og sammensatte selv sit udredningsforløb.

Kristjar Skajaa peger skråt bagud. Det var dér, på infektionsmedicinsk afdeling, han var gået hen, da den første mistanke om, at en sygdom havde indtaget hans krop, var dukket op. Dengang var han cheflæge på Skejby Sygehus, i dag er han institutleder på Institut for

Da kræftdiagnosen blev stillet, fokuserede han på udelukkende at være patient

Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, men stadig med kontor på hospitalet.

Det hele begyndte i foråret 2010. Kristjar Skajaa var 56 år og havde i en periode følt sig meget plaget af feber. Til sidst bad hans kone, som er kardiolog, ham om at få klarhed over det. Han var subfebril, og samtidig var han begyndt at svede om natten. Han kunne have pådraget sig en infektion under en rejse til Bali. 

Derfor henvendte Kristjar Skajaa sig til en god ven på infektionsmedicinsk afdeling på sygehuset for at blive undersøgt. Men blodprøverne viste ingen spor af infektion. Derfor sendte vennen og lægekollegaen ham videre til en PET-scanning. Den ville kunne vise infektioner, som ikke kunne spores i prøverne.

Det viste sig hurtigt, at det ikke var en infektion, men en krop fuld af hævede lymfeknuder, der var årsag til Kristjar Skajaas ubehag. 

»Måske havde jeg et sted langt væk en frygt for, at jeg kunne have kræft. Jeg ved godt, at scanningen var til for at finde infektionen, men det var også for at udelukke andre ting,« siger Kristjar Skajaa.

Han har selv speciale i gynækologi, så selv om han er i stand til at se, hvad en scanning viser, havde han slet ikke det fulde overblik.

»Jeg kunne ikke se ud fra scanningen, hvor udbredt det var. Det fortalte lægen mig, og så tænkte jeg, ’åh nej, nu rabler det’,« siger han.

 På samme måde vidste han heller ikke ret meget om lymfekræft.

»Jeg vidste, at jeg skulle have opereret en lymfeknude ud, som kunne blive undersøgt. Da jeg havde været til scanning, gik jeg direkte op på den afdeling, til ham, jeg gerne ville have skulle gøre det,« siger Kristjar Skajaa. Lægen sagde, at Kristjar Skajaa skulle bedøves og derfor være fastende før operationen, så de aftalte, at han skulle komme igen næste morgen.

Tæppet blev revet væk
»Om morgenen blev lymfeknuden fjernet, og da jeg vågnede efter den lille operation, gik jeg ned på mit kontor og forsøgte at arbejde,« siger Kristjar Skajaa. Det lyder måske, som om han var upåvirket af situationen. Det var han langtfra.

»På det punkt adskiller jeg mig ikke fra andre kræftpatienter. Det var, som om tæppet blev revet væk under mig. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt spurgte min kone, om hun troede, at jeg ville komme til at se mine på det tidspunkt kommende nye børnebørn,« siger Kristjar Skajaa.

Allerede samme eftermiddag som lymfeknuden var blevet fjernet, fik Kristjar Skajaa et foreløbigt svar på, hvilken type kræft der var tale om. Det så ud til at være den af de to hovedtyper af lymfekræft, som har den bedste overlevelse. Kristjar Skajaa var dog nødt til at vente på det endelige svar, der først kom efter en uge. 

»I den uge var jeg meget nervøs,« husker han.

Der var tale om Hodgkins lymfom. Den er der mere end 80 pct., der bliver helbredt for, hvorimod overlevelsen efter fem år er på 40-50 pct. for den anden type lymfekræft, Non-Hodgkins lymfom. Til gengæld var sygdommen i stadie 4B.

»Da jeg fik det endelig svar på prøven, tog jeg kontakt til hæmatologerne og satte dem ind i situationen, og så tog de over derfra,« siger Kristjar Skajaa.

Naturligt at gå direkte til kollegerne
Fra sygdommens helt spæde start var det Kristjar Skajaa selv, der sammensatte sit udredningsforløb. Ingen ventetider og ingen henvisende praktiserende læge. 

Dagens Medicin: Tænkte du på noget tidspunkt, at du sprang ventelisterne over?

»Nej, jeg syntes, at det var helt naturligt, at det foregik sådan,« siger han i dag.

»I lægestanden er vi opdraget til at hjælpe hinanden og hinandens familier. Jeg har selv altid sagt, ’bare kom’, hvis der var andre læger eller deres familier, der havde brug for min hjælp. Når man er en del af systemet og har så meget kendskab til sygdommene, som man får som personale i sundhedsvæsenet, så synes jeg ikke, det er urimeligt,« siger han.

Og alle vegne blev han mødt af læger, der gerne ville hjælpe.

»Jeg spurgte alle de kolleger, som jeg involverede, om de havde noget imod at undersøge eller behandle mig,« siger Kristjar Skajaa.

»Og generelt oplevede jeg ikke, at der var nogen, der havde svært ved at være læge for mig,« siger han.

Selv om han selv ville have hjulpet kolleger i samme situation, var det alligevel stort for ham at opleve, hvor utroligt søde alle var til at hjælpe ham. Men der var også en bagside ved selv at sammensætte forløbet.

»Når man gør, som jeg gjorde, går man jo uden om rutinerne. Man skal tænke på, at rutiner og standardforløb ofte er til for at give patienterne den størst mulige sikkerhed. Når kolleger behandler hinanden, er der risiko for at springe noget over, der kan være vigtigt for det samlede forløb. Derfor giver kræftpakkerne god mening, både fordi det reducerer ventetiden, og fordi det sikrer patienten et standardiseret undersøgelsesprogram,« siger Kristjar Skajaa.

Nogen kunne tro, at en kræftsyg læge ville gå hjem og sætte sig ind i alt, hvad der findes af viden om lymfekræft. Det var ikke tilfældet for Kristjar Skajaa.

»Jeg orkede ikke at læse op på det. Jeg havde brug for at sige: ’Jeg er patient, og jeg stoler på lægerne’,« siger Kristjar Skajaa.

»Det er egentlig mærkeligt, fordi for nogle år siden havde jeg en god ven på min egen alder, der fik kræft og døde, og dengang læste jeg alt, der var at læse om sygdommen,« siger Kristjar Skajaa. Til gengæld satte hans kone sig godt ind i sygdommen og prognosen.

20 kemobehandlinger
Hun og deres ældste søn, som på det tidspunkt var tæt på at være færdig som læge, var også med til alle samtalerne med de hæmatologer, der stod for Kristjar Skajaas behandling.

I april skulle han til den første af 20 planlagte kemobehandlinger. De foregik hver anden onsdag, og dagen efter en kemobehandling blev han hjemme. Resten af tiden passede han sit arbejde.

»Det har aldrig ligget til mig at være hjemme fra arbejde. Siden jeg blev læge i 1983, har jeg kun én gang været hjemme fra arbejde på grund af sygdom, og det var, da jeg brækkede benet,« siger Kristjar Skajaa. 

»Og det er jo egentlig dumt, for så er jeg kommet her med snotnæse og har smittet de andre,« siger han.

»I det her tilfælde betød det meget for mig at arbejde. Det passede ind i det billede, jeg havde af, at jeg selvfølgelig nok skulle blive rask,« siger han.

Kemobehandlingen var hård, men effektiv.

Det viste sig hurtigt, at han tålte behandlingen godt, og allerede efter fire gange var der store fremskridt. 

»Efter fire kemokure viste min livlæge, som jeg kalder ham, scanninger fra før og efter, jeg begyndte i kemobehandling. Det var virkelig overvældende at se, hvor meget det havde bredt sig, inden jeg kom i behandling, « siger Kristjar Skajaa. 

Han blandede sig aldrig i lægernes behandling, og han havde fuldstændig tillid til de beslutninger, der blev truffet. Men efter at have set scanningerne, og de synlige gode resultater, kunne han ikke lade være med at tænke, om det virkeligt var nødvendigt med 20 behandlinger.

»Det holdt min læge fast i, at det var, og det accepterede jeg fuldstændig.«

Uge efter uge blev behandlingerne hårdere.

»Det var som at blive slået i hovedet med en kølle, og for hver gang blev køllen større,« erindrer Kristjar Skajaa.

Den skaldede chef
Undervejs i sit sygdomsforløb skrev Kristjar Skajaa om det i personalebladet på Skejby. 

»Hvad er det, der er med cheflægen,« lød overskriften på artiklen. Den blev ledsaget af et foto af en ældre, skaldet mand: kræftpatienten Kristjar Skajaa. Men selv om han ændrede udseende undervejs i forløbet, var det vigtigt for ham at være meget åben omkring sin sygdom.

»Der er nogle, der ikke vil behandles på det hospital, de selv arbejder på. Sådan havde jeg det slet ikke, og jeg havde ikke brug for den anonymitet,« siger han.

»Jeg synes faktisk, det er synd for dem, der ikke kan være åbne omkring deres sygdom. Jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger, og jeg har oplevet et genuint ønske fra rigtig mange mennesker om, at jeg skulle blive rask igen. Det har virkeligt haft en stor betydning for mig, fordi det har støttet og opmuntret mig igennem hele forløbet,« siger Kristjar Skajaa.

Han er helt overbevist om, at den behandling, han fik, er den samme behandling, som enhver anden kræftpatient ville få. Og den var lige så god, som han havde forventet, den ville være.

Kummerligt
Til gengæld overraskede det ham, hvor dårlige forholdene var på det gamle amtshospital i Tage-Hansens Gade, hvor hans kemobehandling foregik.

»Som cheflæge tænkte jeg, at de fysiske rammer var kummerlige. Det var virkelig elendige forhold, personalet arbejdede under, og jeg var imponeret over deres overskud til trods for rammerne,« siger han.

En enkelt gang efter en behandling blev han indlagt, fordi han fik feber.

»Jeg kom til at ligge på en fire-mandsstue, og jeg hadede det. Dér tænkte jeg, at det bliver rigtig godt, når der kommer et nyt hospital kun med enkeltstuer,« siger Kristjar Skajaa.

I dag ser Kristjar Skajaa sund og rask ud. Hans smil er stort, og håret er brunt og kraftigt. Han er solbrun efter 14 dages efterårsferie i Californien. Omstillingen til vintertid har gjort, at han ikke længere cykler de knap 30 km til og fra arbejde, fordi det bliver for mørkt, når han skal hjem.

Kun de halvårlige kontroller minder ham ubarmhjertigt om, at selv læger bliver ramt af sygdomme.

»Jeg er meget ydmyg over for kontrollerne, og jeg er nervøs hver gang, jeg skal derhen,« siger Kristjar Skajaa, men fastslår:

»Jeg føler mig fuldstændig rask og har en klar fornemmelse af at være rask.«

Skriv kommentar