Bent Hansen bliver politisk kommentator på Dagens Medicin Regionernes tidligere formand vil analysere ideologien bag beslutningerne i sundhedssektoren. Og ingen vil blive skånet.

Dagens Medicin styrker sin sundhedspolitiske dækning og indsigt mærkbart.

Sundhedsmediet har nemlig engageret de seneste mange års vel nok mest indflydelsesrige sundhedspolitiker, Bent Hansen, som politisk kommentator.

Med fynd og frækhed vil han fremover levere sundhedspolitiske analyser og indsigt, hvor han vil trække på sin erfaring fra næsten tre årtier i toppen af sundhedsdanmark.

»Jeg er utrolig glad for, at Bent Hansen vil skrive for Dagens Medicin,« siger chefredaktør Nicolai Döllner, der kalder aftalen for »et scoop«.

»Ingen anden har så dyb indsigt i sundhedssektoren, politisk såvel som administrativt, og så er han fræk som en slagterhund. Det passer utroligt godt til Dagens Medicin, og jeg glæder mig enormt til at læse hans analyser.«

Bent Hansen selv glæder sig til at komme igang.

»Jeg vil gerne bruge den viden, erfaring og indsigt, jeg har fået ved at være en del af systemet i alle de år, til at give læserne min analyse af det, der foregår,« siger Bent Hansen.

Han vil have fokus på ideologi og på at demaskere de sundhedspolitiske aktører og deres reelle bevæggrunde.

»Politikerne fortæller sjældent om, hvorfor de i virkeligheden gør, som de gør. Der har jeg tænkt mig at gå ind og give mine bud på, hvorfor sundhedspolitikerne og -aktørerne i virkeligheden gør, som de gør,« siger Bent Hansen.

»Ingen taler om ideologi på sundhedsområdet, selv om det i virkeligheden ofte er det, der driver dem.«

Bent Hansen har indtil torsdag haft en nøgleposition, hvor han har plejet omgang med topfolk i alle dele af sundhedsvæsenet. Men han kommer hverken til at lægge fingre i mellem eller frede politiske venner, siger han.

»Jeg er typen, der siger min mening, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Så jeg kommer til at levere den bedste analyse, jeg kan præstere – uanset, om det drejer sig om en socialdemokrat, SF’er eller LA’er,« siger Bent Hansen.

»Jeg kommer dog ikke til at referere ting, jeg i løbet af min politiske karriere har fået at vide i et lukket rum,« tilføjer Bent Hansen, der også kommer til at se fremad.

»Jeg vil forsøge at spotte nogle af de dagsordener, der er på vej, som kommer til at fylde rigtigt meget fremover,« siger Bent Hansen.

Bent Hansen debuterer med en blog i Dagens Medicin kort efter påske.

Skriv kommentar