Da regeringen hen mod slutningen af forrige uge havde gennemført sættemøder med partierne uden for regeringen, stod tre partier tilbage. Tre partier, som regeringen følte sig nogenlunde på linje med, og som derfor blev inviteret til videre forhandlinger.

Støttepartiet Dansk Folkeparti var selvskrevent, og det er heller ikke den store sensation, at midterpartiet Radikale Venstre, der nu er blevet sat uden for døren, i første omgang blev inviteret til videre drøftelser. Få havde dog forudset, at det var Alternativet, der skulle gøre Dansk Folkeparti og den borgerlige regering selskab ved de forhandlinger, der i disse dage kører på højtryk.

Alternativet har ved forhandlingerne særligt sat fokus på borgerinddragelse. Men hvad vil Alternativet egentlig ellers med sundhedsområdet?

I et forsøg på at blive klogere på det, har Dagens Medicin sat Alternativets sundhedsordfører Pernille Schnoor stævne på hendes kontor på partiets grønne gang, yderst på Christiansborgs Ridebane-fløj.

Sundhedsordfører Pernille Schnoor, hvordan vil du beskrive Alternativets sundhedspolitik?

»Vi vil gerne se mere helhedsorienteret på sundhed og på det enkelte menneske, og samtidig give borgerne mere medbestemmelse over deres eget liv. Når man ikke har det godt fysisk, kan det påvirke psyken og omvendt. Vi vil gerne have mere fokus på forebyggelse frem for behandling, og vi bryder os ikke om den voldsomme medicinering, der finder sted. Og så ser vi gerne, at der kommer flere produkter på hylderne hos den praktiserende læge. Hvis man f.eks. har udfordringer omkring sin mentale trivsel, så skal man ikke kun have mulighed for at blive henvist til psykiatrien, men også til en diætist, en fysioterapeut eller, i højere grad end i dag, en psykolog. Vi ser også gerne, at der kommer et mere seriøst fokus på alternativ behandling, så alternativ behandling eksempelvis kommer til at indgå som en del af de sundhedsfaglige uddannelser.

I skriver på jeres hjemmeside, at »den vestlige kulturs evidensbaserede praksis […] bør komplementeres af erfaringer og behandlingsformer, der findes inden for andre sundhedsparadigmer«. Vil det sige, at I vil have flere behandlinger, der ikke er evidensbaserede?

»Nej, sådan kan man ikke sige det. Vi vil gerne have et mere helhedsorienteret perspektiv, hvor man er opmærksom på, at man nogen gange har mere glæde af noget helt andet end at blive opereret eller få medicin. Og det er der ikke nødvendigvis evidens for. Det kan være, at vi måske hellere danser med dig på et plejehjem – hvilket der ikke nødvendigvis er evidens for. Men det kan alligevel være det, der gør, at man ikke skal have så meget medicin, når man er gammel. Vi er evidensbaserede i alt, hvad vi gør. Men der er bare nogen områder, som man desværre ikke har forsket voldsomt meget i endnu. Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke arbejder evidensbaseret. Tværtimod.«

Typisk vil det vel være sådan, at så snart der bliver evidens for, at en alternativ behandlingsform virker, så vil den ikke længere blive betragtet som alternativ?

»Hvis man tester den alternative behandling ud fra den samme positivistiske, naturvidenskabelige tilgang til sundhed, som man anvender til konventionel behandling, så er det klart, at der vil være nogle alternative metoder, der ikke vil blive godkendt i den test. Derfor skal vi udfordre de videnskabelige paradigmer.«

Hvordan kan vi vide, om behandlingerne virker, hvis der ikke er evidens for dem?

»Jeg har en humanistisk basisuddannelse, og der behøver man ikke lave blindtest og alle mulige andre ting. Der er faktisk andre måder, hvorpå man kan finde ud af, om folk bliver raske og trives. Det kan være, at du får et hyggeligere og sjovere liv, hvis du undgår en operation, men det er der ikke nødvendigvis evidens for i de sædvanlige metoder. Men der er altså andre videnskabsteoretiske udgangspunkter. Evidens er ikke kun én ting. Det er rigtigt ærgerligt, at der er nogen, der påberåber sig retten til sandheden eller retten til at vide, hvad der er rigtig videnskab, og hvad der er forkert videnskab. Det ser man f.eks. på Twitter. Men jeg har selv en ph.d. (i marketing, red.), og jeg synes, at det er ærgerligt, når man stiller sig på sådan en flage og siger, at ‘hvis ikke det bliver gjort lige præcis sådan, som jeg er uddannet videnskabsteoretisk, så er det ikke rigtig videnskab’. ‘Så baserer I det ikke på evidens’. Naturterapi er der f.eks. fuldt dokumenteret evidens for, men ikke nødvendigvis ud fra den samme måde at måle det på, som du bruger til at måle psykofarmaka. Som person synes jeg, at det er ærgerligt, når folk ikke vil mødes, men påberåber sig retten til at kende sandheden og kun anerkender det ståsted, de selv har. Men det er nok fordi, jeg har en en humanistisk baggrund.«

Handler det ikke netop om, at der inden for naturvidenskaben i højere grad end inden for humanioraen er noget, der er sandt, og noget, der er falsk?

»Jo, men sådan er verden ikke. Det må du gerne skrive, at jeg har sagt. Verden er ikke nødvendigvis sådan, at der er noget, der er sandt eller falsk.«

Heller ikke inden for medicin og naturvidenskab?

»Nej, for hvis man ser helhedsorienteret på et menneske, så er der ting, der er sande for dig, men falske for mig. Det kan være, at du har glæde af en bestemt behandling, men det kan være, at jeg ikke har. Der er du nødt til at kigge mere kvalitativt på hver enkelt borger.«

I skriver, at vi skal »have tillid til sundhedspersonalets faglighed«. Er du ikke bange for, at jeres tilgang til alternativ behandling og evidens kan svække tilliden til netop fagpersonerne?

»Nej, for det vi mener, er, at vi skal lægge meget mere beslutningskraft ud til den enkelte fagperson i stedet for at bygge nogle systemer op med kataloger over, hvad det er er rigtigt, og hvad der er forkert. Ved at gøre det, fratager du sundhedspersonerne deres beslutningskraft. Så bliver behandlingen sådan noget, der udløses i et new public management-regime, hvor du næsten ikke ser patienten, men bare sætter vedkommende i en kategori.«

Skal der være færre standarder og behandlingsvejledninger?

»Der skal i hvert fald være mindre ‘one size fits all’ og mindre standardisering og mere ‘commen sense’. Når man f.eks. laver en udredelsesgaranti i børnepsykiatrien på 30 dage eller giver alle fødende en todagesgaranti, så synes jeg ikke, at det er modellen. Der skal vi have mere tiltro til, at fagpersonerne og borgerne i fællesskab kan finde ud af, hvad der er bedst i det enkelte tilfælde.«

Er I generelt imod patientrettigheder og ventelistegarantier?

»Nej, det er vi ikke. Det er fint, at man har nogle rettigheder, men hvis du ser på vores politik, så havde vi hellere set, at vi havde et system, hvor man kunne stole fuldstændig på den faglighed, der er hos sundhedspersonerne, til at vurdere det enkelte menneske.«

I mener, at der skal udskrives »mindre unødig medicin«. Hvilken medicin er det?

»Vi kan se det, når ældre mennesker kommer ud på et plejehjem, hvor der er fokus på omsorg. Så kan de smide en stor del af medicinen. Og det er helt banale ting med at gå ud og klappe en ged og gå en tur og sidde og drikke kaffe, at sætte sig ned og snakke med de ældre, at spille noget musik, at der må være børn, at vi ikke har det her meget fabriksagtige syn på institutioner, hvor børn, ældre og handicappede bliver holdt for sig. Hvad nu hvis man integrerede det meget mere? Så ville der helt sikkert komme nogle rigtigt gode effekter på den mentale trivsel.«