Et paradigmeskift i sundhedsvæsenet. Sådan betegnede en vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital for nylig et nyt tiltag, der betyder, at hospitalet fra omkring 1. juni i et pilotprojekt indfører såkaldte sikkerhedsassistenter på flere afdelinger, herunder akutmodtagelsen. Der er tale om en helt ny funktion, der blandt andet skal kunne komme personalet til undsætning, hvis de bliver udsat for fysisk vold eller trusler fra patienter og pårørende, når de er på arbejde.

Inden for videnskaben beskriver et paradigmeskift normalt en udvikling i retning af noget bedre. At en hospitalsledelse ser sig nødsaget til at indføre vagter på flere afdelinger for at passe på deres medarbejdere er et paradigmeskift i retning af noget værre. At ingen i sundhedsvæsenet skal finde sig i trusler eller vold, når de går på arbejde, burde være en selvfølge. Og naturligvis skal arbejdsmiljøet for personalet være sikkert og trygt, hvilket er arbejdsgiverens ansvar. Men når vi indfører vagter på hospitaler, bør vi samtidig spørge os selv, hvordan vi som samfund er havnet her, og hvad det er, vi mister?

Introduktionen af sikkerhedsassistenter på Hvidovre Hospital kommer i kølvandet på to særdeles alvorlige sager, hvor sundhedspersonale i marts og april er blevet fysisk overfaldet af en patient. I den ene sag blev flere sygeplejersker jagtet rundt på afdelingen af en ung mand, der formentlig var påvirket af stoffer – en ansat kom fysisk til skade. I den anden og langt grovere sag blev en sygeplejerske forsøgt kvalt af en yngre indlagt mandlig patient, der var påvirket af stoffet GHB.

Sygeplejersken var i livsfare og blev kun reddet, fordi andre hørte hendes råb om hjælp og nåede at gribe ind i tide. Overfaldet fik hospitalets øverste direktør til at udtale, at man aldrig havde oplevet en så voldsom episode før. Samtidig kom hospitalsdirektøren med en bøn til politikerne om hjælp til at håndtere en udvikling, som hun oplever som en generelt stigende vold og aggression i samfundet, og som nu også slår igennem i sundhedsvæsenet. 

Er vi parat til at ofre alle de grundlæggende værdier, uden at vi som minimum har diskuteret det?

At udviklingen går i den helt forkerte retning, viser en opgørelse over antallet af interne registre­ringer af både fysisk og psykisk vold begået af patienter og/eller pårørende i årene 2022-2024 i somatikken og akutberedskabet i Region Hovedstaden. Hvad angår fysisk vold er der tale om en stigning på 69 pct. fra 2022 til 2024, mens antallet af sager om psykisk vold er steget med 92 pct.

Det er fuldt forståeligt, at hospitalsledelsen griber til det mest håndgribelige tiltag for at passe på medarbejderne, nemlig at opruste på sikkerheden. Det er deres ultimative ansvar at sikre, at ingen medarbejdere eller patienter for den sags skyld risikerer at blive udsat for fysisk eller psykisk vold. Alligevel er vi som samfund nødt til at forholde os til, at der med den ekstra sikkerhed også sker et tab af uskyld på et højere samfundsmæssigt niveau.

Et hospital er et offentligt rum, hvor både ansatte, patienter og pårørende skal kunne føle sig trygge og velkomne. Men når der er vagter til stede, kan det sende et signal om det stik modsatte, nemlig mistillid, som om patienter og besøgende udgør en potentiel trussel. Vagter risikerer også at styrke en oplevelse af, at visse patienter er mindre velkomne end andre, hvilket strider mod sundhedsvæsenets princip om lige adgang og respekt for alle. 

Med andre ord står vi med et vanskeligt dilemma, hvor sikkerheden for personale og andre patienter på den ene side må og skal sikres, samtidig med at de udadreagerende patienter på den anden side også har krav på behandling, hvis de er syge. Og midt imellem de to yderpunkter er der hensynet til alle andre patienter og brugere, der ligeledes har krav på at kunne få hjælp og omsorg i trygge omgivelser.

Derfor kommer vi som samfund ikke udenom at diskutere, hvordan og hvorfor vi er havnet i en situation som denne, og om der måske er andre og mindre indgribende tiltag end sikkerhedsassistenter, der kan testes sideløbende. Vi kommer heller ikke udenom at diskutere, hvilke værdier vi går på kompromis med, hvis der bliver indført et nyt sikkerhedsparadigme på landets hospitaler.

Det er blandt andet værdier som dialog, åbenhed, tryghed og tillid overfor og til hinanden, som vi med rette er stolte af i Danmark, når vi sammenligner os med de fleste andre samfund i verden. Er vi parat til at ofre alle de grundlæggende værdier, uden at vi som minimum har diskuteret det?

Så hvorfor ikke indlede en national kampagne med eksempelvis Sundhedsstyrelsen for bordenden, der involverer uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, medier, kulturliv, den offentlige sektor, fonde, foreningsliv og resten af civilsamfundet i en fælles åbenhjertig samtale om, hvordan vi taler til og opfører os overfor hinanden, ikke kun når vi er på hospitalet, men i det hele taget?

Fordi vi netop ikke vil acceptere, at nogle få borgeres destruktive adfærd skal erodere og ødelægge de værdier, som ikke kun sundhedsvæsenet, men hele vores samfund bygger på.