C-vitamin givet intravenøst kan forbedre effekt af kemoterapi Intravenøs behandling med c-vitamin kan mindske bivirkninger ved kemoterapi.

En høj dosis C-vitamin givet intravenøst parallelt med kemoterapi kan både forbedre effekten af og nedsætte bivirkningerne ved, kemoterapi.

Det beskriver amerikanske forskere i et studie offentliggjort i tidsskriftet Science Translational Medicine. De opdagede, at intravenøst C-vitamin opfører sig farmakologisk anderledes i kroppen end oralt C-vitamin, så det både får kræftdræbende egenskaber og dæmper bivirkninger fra kemoterapi.

Siden 1970’erne er C-vitamin blevet anset som en alternativ terapiform mod kræft, men en række kliniske undersøgelser påviste ingen effekt af C-vitamintilskud på tabletform mod kræft. I dette studie kortlægger forskerne C-vitamins rolle i både kræftceller, mus og patienter med æggestokkekræft.

27 patienter, der lige var diagnosticeret med æggestokkekræft i stadie 3 eller 4, og som alle modtog traditionel kemoterapi med paclitaxel eller carboplatin, blev enten tildelt C-vitamin intravenøst eller placebo, og alle blev fulgt i fem år. Resultatet viste, at de giftige bivirkninger ved kemoterapi var formindskede i kvinderne, der også fik C-vitamin i forhold til kvinderne, der kun fik kemoterapi.

I et andet eksperiment observerede forskerne, at C-vitamin dræbte kræftceller i mus med æggestokkekræft, men kun i så høje C-vitamin koncentrationer, der svarede til intravenøst behandling. Der var samtidig ingen tegn på giftige bivirkninger eller funktionsændringer som følge af kemoterapi i musenes levere, nyrer og milt.

På det molekylære niveau viste det sig, at C-vitamin stimulerede dannelse af hydrogenperoxid i væsken omkring kræftcellerne, og på den måde virkede som en pro-oxidant. Mekanismerne involverede stimuli af celledød og beskadigelse af DNA i kræftcellerne uden at påvirke det raske væv.

Studiet giver dermed en bedre forståelse af C-vitamins kræfthæmmende egenskaber samt en god sikkerhedsprofil af vitaminets bivirkninger, hvilket vil være et stærkt fundament til at undersøge effekten af at tilføje C-vitamin til eksisterende kemoterapi.

Science Translational Medicine 2014; 6(222): 222ra18: High-Dose Parenteral Ascorbate Enhanced Chemosensitivity of Ovarian Cancer and Reduced Toxicity of Chemotherapy

Skriv kommentar