Vi lever i et økonomisk ulige samfund. Mindre lige end for 25 år siden, men mindre ulige end de fleste andre lande.

Skal sundhedsvæsenet bidrage til mindsket ulighed, kræver det, at behandlingen har større effekt på kortuddannede

Vi har også ulighed i sundhed – nogle dør tidligt i ulykker eller af kræft, andre kan leve et langt rask liv og dø af alderdom, når de er 100. Det, som er det politiske problem, er, at de to uligheder i stigende udstrækning er korrelerede. Mennesker med kort uddannelse og små indkomster lever kortere liv, og ud af disse færre år er flere præget af sygdom. Det er politisk besværligt, fordi et veludbygget sundhedsvæsen og velfærdssystem har vist sig ikke at være en tilstrækkelig løsning.

Det er også et aktuelt problem. Dødeligheden i COVID-19 er mere ulige fordelt end de fleste andre folkesygdomme.

To perspektiver

Der er to perspektiver på den ulighed. Nogen procent af den danske befolkning lever social meget udsat. Ofte er den sociale udsathed en konsekvens af mange års ond cirkel af dårligt helbred, arbejdsløshed, misbrug og hjemløshed. De dør ofte af sygdomme for hvilke, der findes effektiv behandling. De får bare ikke del af den hjælp. Mange har ikke engang en egen læge at vende sig mod. Vores boligpolitik og socialvæsen kan blive bedre til at løse hjemløsheden, og vores sundhedsvæsen kan blive bedre at hjælpe den udstødte og multisyge patient.

Det andet perspektiv handler om hele befolkningen, hvor der er en systematisk negativ association mellem uddannelse, indkomst og sygdom. Det er en ulighed, som både gælder risikoen for at blive syg og konsekvenserne af at være syg.

Tre årsagsmekanismer

Der er tre typer af årsagsmekanismer: For det første er der genetik og forhold i børns tidlige opvækst, som påvirker både deres uddannelse og deres helbred. Børnefattigdom er et eksempel, forældres sygdom og omsorgssvigt et andet. En målrettet svangreomsorg og sundhedspleje, daginstitutioner og skoler, som er ekstra gode i udsatte områder, kan kompensere for en del. Her gøres allerede meget, men krav om frit skolevalg og øget boligsegregation gør kommunernes arbejde mere op ad bakke.

Vi skal bruge vores sociale intelligens til at se og leve os ind i både sociale årsager og sociale konsekvenser af sygdom

For det andet er der sygdomsårsager senere i livet, som er socialt meget skævt fordelt. I Danmark handler det mest om arbejdsmiljø, og hvad vi stopper i munden. Der er en meget stor social ulighed i, hvor tidligt folk forlader arbejdsmarkedet. Førtidspension er ti gange så hyppigt blandt mennesker, som kun har grundskole. Det handler først og fremmest om psykiske lidelser og smerter i bevægeapparatet, men når man sammenligner personer med sammenligneligt helbred, så viser det fysiske arbejdsmiljø sig afgørende for den ulighed.

Tobak og alkohol skaber ulighed

Uligheden i dødelighed er vokset langsomt i over 50 år. Det er den, samtidig med at dødeligheden blandt kort uddannede yngre kvinder i alderen 25-44 år ikke er mindsket de sidste 25 år. Den ulighed er for en stor del skabt af tobak og for meget alkohol. WHO har så sent som i 2018 påpeget, at Danmark stadig slæber langt efter andre lande, når gælder at beskytte befolkningen mod industriens markedsføring.

Danmark er et lille land med en stor multinational tobaks- og alkoholindustri. Scandinavian Tobacco Group og Carlsberg er kraftfulde spillere på verdensmarkedet og i magtens korridorer i Bruxelles og København. WHO siger, at en ’sund’ skattereform med højere afgifter på det usunde og lavere på det sunde både vil være det mest omkostningseffektive vi kan gøre, og samtidigt mindske uligheden.

Det tredje er, at der er ulighed i konsekvenserne af at være syg. Uligheden i kræftoverlevelse og tilbagevenden til arbejdet efter sygdom er steget. Skal sundhedsvæsenet bidrage til mindsket ulighed, kræver det, at behandlingen har større effekt på kortuddannede. Det er et stort krav. Mere realistisk er det at se til, at patienternes ulige behov mødes på lige vilkår, uanset om de bor i Gentofte eller Grenå.

Brug for flere generalister og tovholdere

Nogle egenskaber ved sundhedsvæsnet har vist sig særligt vigtige for den kortuddannede og sårbare patient: Og det er, at ressourcerne og lægerne fordeles geografisk efter behov og ikke klumper sig sammen i velhavende, sunde bydele. Det er, at nogen har et områdesansvar, således at ingen tabes bort.

Der er brug for flere generalister, som kan være tovholdere for de multisyge, og vi skal samarbejde effektivt med den social sektor. Vi skal bruge vores sociale intelligens til at se og leve os ind i både sociale årsager og sociale konsekvenser af sygdom. Den kortuddannede behøver desuden oftere at kunne føle tillid, og det kræver kontinuitet, mere geografisk nærhed og oftere hjemmebesøg.