Dennis Kristensen har sejret ad helvede til Man taler meget om sosuers store ansvar, men ansvaret er blevet dem frataget forlængst. Når jeg bliver gammel, vil jeg hellere have en kærlig ufaglært hjemmehjælper til at passe mig end et FOA-medlem.

Tak til alle de sosu’er, som er engageret og omsorgsfulde overfor landets ældre og hjælpeløse borgerne. Det er en fornøjelse, når man som læge oplever sosu’er, der kender sin borgere og udviser dem omsorg og kærlighed.

Desværre oplever jeg også sosu’er, der ikke opfylder deres rolle. Der bliver ringet efter lægen, selvom de ikke har sat sig ind i borgerens situation. Nogle sosu’er kan ikke svare på simple spørgsmål angående patientens tilstand.

Er patienten dement? Hvor længe har patienten haft de symptomer, som lægen nu skal komme akut og tilse? Har patienten kastet op i dag?

Det faglige argument for lægebesøg kan være meget mangelfuldt. »Patienten er ikke som hun plejer«.

Fagpersoner bør være mere objektive i deres vurderinger, eller også bør man gøre det obligatorisk, at patienter tilses af en sygeplejerske inden lægen kontaktes. Sosu-lønnen ligger efterhånden ikke langt fra en sygeplejerskeløn. Spørgsmålet er, om det samfundsmæssigt ikke er mere økonomisk kun at ansætte sygeplejersker.

Man taler meget om sosuers store ansvar, men ansvaret er blevet dem frataget forlængst.

Sosu-hjælper må ikke tage BT eller undersøge en urin for blærebetændelse (stikke en papirstrimmel i urinprøven og se om den skifter farve). Beder en ældre patient om en Panodil, så må sosuen ikke åbne pilledåsen og give panodilen til patienten.  Lægen skal først kontaktes. I bund og grund en umyndiggørelse af borgeren.

Sosuer har 70 pct. flere anmeldelser af mindre arbejdsskader end andre faggrupper. Ofte løfte- og vridsmerter. Smågener, som i andre brancher næppe ville blive anmeldt.

FOA-medlemmer må ikke afhjælpe faldende borgere, så de slår sig mindre. Sosuer må heller ikke hjælpe personer op på bækken eller lignende. Borgers hjem invaderes derfor af store hjælpemaskiner for at skåne FOA-medlemmer og der stilles krav til borgere om total rygestop, da lugten genere.

Det, der gør en sosu dygtig er om hun er kærlig og engageret, ikke om hun er uddannet, har været på kursus eller har høj anciennitet.

Når jeg bliver gammel, vil jeg hellere have en kærlig ufaglært hjemmehjælper til at passe mig end et FOA-medlem.

Dennis Kristensen skal passe på, at han ikke sejrer sig ihjel.

Kommentarer

  1. Når man taler om de omhandlede faggruppers kompetencer, skal man være opmærksom på at “en sosu” ikke bare er “en sosu”.
    En Social og Sundheds- hjælper har en kort (1 år 2 mdr) og overvejende praktisk uddannelse.
    En Social og Sundheds- assistent har en hjælper-uddannelse + en overbygning på 20 mdr.
    To meget forskellige uddannelses-niveauer som det kan være svært at holde styr på, hvis man nøjes med at notere sig at en given person er “sosu”.

    Derudover er det næppe FOA’s skyld hvis deres medlemmer ikke må eksempelvis stix’e urin og udlevere medicin: De regler står Sundhedsstyrelsen for.

    Skulle man løbe ind i en Sundhedsperson der ikke har forberedt sig ordentligt inden vedkommende tager kontakt til en kollega, så er det som oftest heller ikke vedkommendes fagforening der er årsagen hertil: Den skal nok nærmere findes hos dem der har stået for uddannelsen og så naturligvis i den pågældendes personlighed.

    Tilbage til FOA står så hvor meget fysisk arbejde/dårlige arbejdsstillinger deres medlemmer må udsættes for.
    Og her er det naturligvis en balance mellem hvad der er et rimeligt niveau for fysisk belastning af medarbejderne versus hvad der skal til for at hjælpe borgerne mest effektivt uden at fylde deres hjem op med løfteudstyr o.lign., der skal findes.

    Hvad der, for os der ikke står med det til dagligt, kan synes at være en latterligt lille ting, kan hobe sig op over et langt liv hvis man gør det fra man er 18 til man er 65, 5 dage om ugen- år efter år.

    Min skralde-container må ikke længere står ved huset, idet jeg har grus (ikke har “fast underlag”) på stien ud til vejen.
    Det er jo super-irriterende at min skraldespand skal stå ude ved vejen, bare for at skåne byens renovations-folk for at rulle en plastic-container sølle 20 m over grus en gang om ugen.
    Men med lidt viden om “askepot-fibre” og repetitivt arbejde er det ikke svært at se problemet:
    Hvis samtlige skraldespande på ruten skulle trækkes (ekstra) 20 m over grus, så er det noget der uundgåeligt vil give ryg- og skulder-nedslidning i løbet af et langt arbejdsliv.

    Hvis vi gerne vil have at vores “kærlige hjemmehjælpere” (faglærte eller ej) skal kunne holde til at være i branchen i mange år (og vedblive at være kærlige og glade for deres arbejde) så er det nødvendigt at FOA og arbejdsgiverne bliver ved med at finde måder hvorpå medlemmernes fysiske og psykiske helbred kan sikres bedst muligt.

  2. Det er lidt pinligt at Marianne Mørk Mathiesen (3M) som både læge og ansvarlig regionspolitiker ikke har bedre styr på sit fagområde. 3M sætter lighedstegn mellem FOA og sosu. Men FOA er en fagforening og sosu en uddannelse/faggruppe. Den ufaglærte hjemmehjælper kan således godt være medlem af FOA og sosu’en behøver ikke være medlem af FOA.

Skriv kommentar