Sundhedsvæsenet år 2030 Det danske sundhedsvæsen presses mere og mere, og samtidig er både behandlingsformer og teknologiske løsninger i rivende udvikling.

Derfor bør hele sundhedsområdet gentænkes, og hellige køer bør slagtes.

Danskernes behov har ændret sig markant over det seneste årti, men organiseringen i sundhedsvæsenet står næsten uændret og peger bagud. Ser man fremad, f.eks. til år 2030, kan sundhedsvæsenet med fordel have udviklet sig på følgende områder:

Personligt tror jeg, at vi skal arbejde mod langt mere personlig medicin, og ikke kun i kræftbehandling, men også til kroniske sygdomme. Det vil sikkert vise sig, at de mange patienter med flere diagnoser også skal have mere personlig medicinsk behandling. Mere præcis og individualiseret medicinering er der masser af fornuft, kvalitet, sikkerhed og økonomi i. Det kræver dog styret anvendelse af genteknologi.

Vi vil udvise en bevidst øget differentiering, så ressourcestærke patienter i højere grad behandles hjemme og holdes ude af de dyre, højtspecialiserede hospitaler. Speciallæger vil vi primært bruge til ydelser, hvor specialisering kræves, og til uddannelse af yngre læger. Jeg er overbevist om, at vi i 2030 naturligt vil inddrage pårørende langt mere end i dag, ja, måske vil det være et krav til de borgere, der kan?

Dialogen mellem patienter og væsen vil være præget af digitale løsninger med apps mv., og behandlingen vil understøttes af digitalt styrede pumper, robotter og andre intelligente maskiner. Det er ikke fagre nye verden — det er allerede muligt nu.

Patientsikkerheden og kvaliteten er dog det altafgørende for, hvad og hvordan vi implementerer. Langt færre patienter vil komme til kontrol på hospitalet, da den vil foregå i hjemmet eller i det udbyggede primære sundhedsvæsen. Og samarbejdet om forebyggelse vil være udbygget — med nogle måske større kommuner?

Et hospital anno 2030 vil indeholde en lang række specialister, som skal behandle borgere, der er syge af komplicerede sygdomme og skader, som kræver netop en speciallægelig ydelse. Mens borgere med lettere symptomer og lidelser vil blive behandlet i det nære, primære sundhedsvæsen, om nødvendigt med støtte fra det sekundære sundhedsvæsen.

Vi lever længere og er på mange måder sundere end vore bedsteforældre. Vi har ikke længere så hårdt fysisk arbejde som tidligere, mens vi udfordres på f.eks. den mentale sundhed og health literacy.

Det skal afspejles i vore strukturer for samfund og sundhedsvæsen. Er opgaven svær? Ja. Er det nødvendigt? Ja!

Udviklingen i folkesundheden og aldringen af befolkningen gør, at der skal tænkes nyt, og den økonomiske udfordring kræver, at man tør prioritere. Og tør flytte på opgaver til borgernes bedste — bare fordi sygehusvæsenet kan tilbyde en plads og (endnu) en behandling, er det ikke sikkert, at det skal. Slet ikke hvis ydelsen kan leveres f.eks. i hjemmet i samarbejde med almen praksis, og i et samspil mellem social- og sundhedsvæsen.

Skriv kommentar