Hvad har folkeskolen med sundhedsvæsnet at gøre? Umiddelbart intet, bortset fra at befolkningens sundhed afhænger af et positivt forløb for eleverne. Et godt og langt liv afhænger af børneinstitutioner og skoler.

Men det er et andet aspekt, jeg tænker på. Det handler om ødelæggelsen af folkeskolen som følge af overenskomstforhandlingerne i 2013. Strejke/lockout efterfulgt af regeringsindgreb. Et indgreb, der efterlod lærerne dybt frustrerede.

Mit bud er, at sammenbruddet i folkeskolereformen for en stor del skyldes forløbet. Når jeg minder læserne om dette, skyldes det, at jeg i stjernerne kan ane et lignede scenarie for sundhedsvæsenet i fremtiden.

Vi har allerede set tilsvarende på sygeplejerskeområdet efter deres strejke og regeringens efterfølgende indgreb. Og jeg frygter, at det samme kan ske på praksisområdet for de praktiserende læger. Jeg synes, man kan ane udtalelser fra de offentlige arbejdsgivere, der kan skabe en tilsvarende situation, som den vi så i folkeskolen. Man indfører tiltag, som vil frustrere de praktiserende læger i en sådan grad, at selv fornuftige tiltag vil gå i vasken.

De praktiserende læger er en yderst vigtig gruppe i sundhedsvæsenet. De behandler langt de fleste patienter og virker som visiterende til hospitalerne. Uden dem vil hospitalerne bryde sammen, hvilket jeg tror, langt de fleste, selv på hospitalerne, erkender.

Desværre ser det allerede nu ud til, at mange af de praktiserende læger er meget stressede. Det viste en nylig undersøgelse fra Praktiserende Lægers Organisation. Det er et dårligt tegn. Alle er enige om, at der mangler læger, men alle erkender også, at de ikke er lige om hjørnet. Desværre. Det er situationen, selvom der er taget mange gunstige tiltag for at øge antallet af praktiserende læger.

Vi har behov for ændringer i almen praksis. Men hvilke?

Ledelse er et tema, der ofte går igen. ‘Vi må have en hård og fast ledelse’, er et ofte gentaget mantra. Men vil det løse problemerne?

At det kan være svært at skille sig af med dårlige læger, er et af hovedargumenterne fra arbejdsgiverne. Jeg tvivler på, at det er rigtigt, idet man i dag har fora til den slags sager. Der er læger, der snyder og sjusker, men er det rigtigt, at man ikke kan skille sig af med dem? Jeg savner de mange eksempler, der må være, siden kravet er så bastant.

Det gælder vel for almen praksis som for alle andre ansatte, at der skal være en retssikkerhed. I øvrigt er en betingelse for god ledelse, at man er synlig, men det er noget nær en umulig opgave, fordi almen praksis er spredt ud over landet. Og der er forhåbentligt ingen, der forestiller sig, at man vil koncentrere praksis til færre, men større klinikker.

Skal de praktiserende læger være ansatte eller fortsat selvstændige? Det bliver diskuteret jævnligt, og mange politikere har faste holdninger til det. Det må da blive meget lettere at styre lægerne, hvis de er ansatte i staten.

Jeg var i efteråret til et stort møde, hvor de svenske erfaringer for almen praksis blev præsenteret. Her er man ansat, og forskeren, som også var praktiserende læge, var bestemt ikke begejstret for den model. I øvrigt vil det efter min mening være ekspropriation af virksomheder på lige fod med mink-sagen. Det har godt nok kostet mange penge. Så man skal slå koldt vand i blodet.

Jeg er helt tryg ved sundhedsstrukturkommissionen, og jeg har stor tillid til de mennesker, der sidder i kommissionen. Men jeg frygter andre aktører med hurtige meninger. Der kommer kun dårligdomme ud af at føre krig mod medarbejdere.

Husk blot på folkeskolen.