Danske Regioner har lavet et forkætret udspil om almen praksis, som på mange måder minder om et frustreret ægtefælles partsindlæg i et mangeårigt, dysfunktionelt ægteskab.
Det har selvfølgelig fået alle automatreaktioner i gang hos den anden part i ægteskabet, nemlig de praktiserende læger. Danske Regioner skriver i mine øjne mange forkerte ting i deres oplæg, men en ting har de fanget helt rigtigt; der mangler faglig ledelse i almen praksis. Det har DSAM så valgt blankt at afvise med førnævnte automatreaktioner in mente.
Men hvad er faglig ledelse i almen praksis egentligt? Og i hvor høj grad har vi det i dag?
1. Kvalitetskontrol af patientbehandlingen:
Hvem i almen praksis sikrer implementeringen af kliniske retningslinjer for at sikre høj kvalitet i patientbehandlingen? Hvem i almen praksis sørger for regelmæssige gennemgange af patientjournaler for at sikre, at behandlinger følger de nyeste evidensbaserede metoder? Det er i dag helt op til den enkelte klinik. Der er ingen konsekvens, hvis du undlader at gøre det.
Vi skal ud i grov fejlmedicinering eller mistænkelig omgang med f.eks. morfika, før nogen gør noget. Tag eksemplet med Ozempic. Nogle klinikker (ikke kun de mere eller mindre lødige onlineklinikker) har åbenlyst ikke overholdt de kliniske retningslinjer. Hvem gør noget ved det? Ingen.
2. Uddannelse, udvikling og supervision:
Hvem i almen praksis organiserer uddannelsesprogrammer for sundhedspersonalet, herunder løbende faglig udvikling og supervision? Hvem sikrer, at personalet forbliver opdateret med de seneste medicinske fremskridt og praksis? PLO-E har nogle glimrende tilbud, men det er i dag helt op til den enkelte klinik, i hvilket omfang man vil bruge dem. Der er i realiteten ingen konsekvens, hvis du som praktiserende læge undlader at holde sig selv eller sine medarbejdere fagligt opdaterede.
3. Protokoludvikling:
Hvem udvikler kliniske protokoller og behandlingsvejledninger, som hjælper med at standardisere pleje og behandling, hvilket forbedrer effektiviteten og konsistensen i patientbehandlingen? Det gør DSAM faktisk på et glimrende niveau. Tjek ved den. Men obs på pkt. 1 – du kan i realiteten lade være med at følge vejledningerne, når du føler for det eller bare ikke lige har tid til at følge med i det nye.
4. Samarbejde og netværksopbygning:
Hvem i almen praksis sørger for etablering af partnerskaber med andre sundhedsinstitutioner og specialister, f.eks. kommunens ældrepleje eller speciallægerne på sygehuset eller i praksis? Vel ikke rigtigt nogen? Enkelte sygehuse gør noget. Enkelte klynger gør noget. Men sådan for alvor? Ingen.
5. Innovation og forskning:
Hvem i almen praksis fører an i implementeringen af innovative behandlingsmetoder og teknologier? Dette kan også omfatte deltagelse i eller bidrag til klinisk forskning. Her har vi nogle fine forskningsenheder, så tjek ved forskningsdelen. Men minus ved at nogle tager ledelse på at implementere forskningsresultaterne i klinikken.
Så, kære DSAM, I må gerne komme med jeres bud på, hvem der står for faglig ledelse i almen praksis. Fuld overladelse til hver enkelt klinik er laissez faire ledelse, som kan fremme kreativitet og innovation hos de dygtige og engagerede. Men det kan også føre til manglende retning og struktur, og det duer ikke til dem, der ikke er dygtige og engagerede.
Hvis ikke DSAM eller PLO kommer med bud på ovenstående, så overlader man den faglige ledelse af almen praksis til statslige og regionale myndigheder, som aktuelt ikke har megen faglig indsigt i almen praksis.
Det er også en slags valg. Et ærgerligt valg, synes jeg.
