Er der en patient-uansvarlig læge til stede?

Er der en patient-uansvarlig læge til stede? Er der nogen læge i Bent Hansens kongerige, som vil betegne sig selv som patient-uansvarlig?

‘Den patientansvarlige læge’.

Prøv lige at smage på denne sætning. Er der nogen læge i Bent Hansens kongerige, som vil betegne sig selv som patient-uansvarlig?

Det er der selvfølgelig ikke, og derfor er der også al mulig grund til at hugge hælene i, når alle sundhedens organisationer, politikere og en dominerende patientforening i en næsten uset fælles begejstring sætter sig for at indføre et nyt regime med afsæt i en falsk præmis.

Det er ikke lægen, som er uansvarlig, det er sundhedsvæsenets organisering og kommunikation, som trænger til en overhaling, og hvis man ikke anerkender det, så har ‘Den patientansvarlige læge’ ikke gang på jord. Så bliver det bare endnu en fluffy plan, en gang symptombehandling, som en masse sundhedsprofessionelle skal bruge oceaner af tid på at mislykkes med.

Der er ingen tvivl om, at mange patienter og pårørende efterspørger en fast og rolig hånd, som tydeligt demonstrerer, at systemet har en plan. Den plan, som man i en skrøbelig situation har mere brug for end på noget andet tidspunkt. Den plan, som signaleres ved, at patienten føres sikkert gennem alle faserne uden at skulle svare på de samme spørgsmål igen og igen og uden at føle usikkerhed omkring næste trin. Uden at skulle have massiv backup fra de pårørende til at undersøge det ene og det andet og presse på. Uden at opleve, at papirer og prøver bliver væk og skal genskabes. Uden at vente på genoptræningen.

Det ønske er ikke længere til at ignorere, og efterhånden overdøver de ydre omstændigheder ved et behandlingsforløb i for mange tilfælde det faktum, at kerneydelsen — den kliniske indsats — som hovedregel leveres i topkvalitet.

Med både et regions- og et folketingsvalg inden for den korte horisont er der med andre ord stemmer i at italesætte (som det desværre hedder på nudansk) en stor forandring, og det lyder da også forjættende at kunne trække på den samme læge hele vejen gennem sygdomsforløbet. Næsten ligesom i gamle dage på landsbyhospitalet.

Problemet er bare, at 100 fiskekuttere i løbet af få årtier er blevet til 22 supertankere, og besætningerne arbejder dybt nede under dæk. Lægen arbejder ikke længere con amore 80 timer om ugen, men er vagtsat hen over døgnet i det halve antal timer. Lægen er ikke en lonely rider, men del af et multidisciplinært team, som ejer patienten. Subspecialiseringen er udtalt. Og der er mangel på speciallæger. Temmelig forenklet, jo, og med mange varianter, men alligevel…

»Vi vil ikke være episodelæger,« siger speciallægernes Anja Mitchell i denne avis med henvisning til, at patienterne triller forbi lægerne som biler på et samlebånd, men det ER hospitalslæger nu altså langt hen ad vejen, og det er forbløffende, at hun taler om ’kulturændringer’ og ’forandringsvilje’, underforstået at hendes egne medlemmer er ansvarlige for systemets nuværende mangler. Hvad med at erkende, at sygehusene for stedse har forandret sig, både på godt og på ondt, og at patienterne ikke nødvendigvis efterspørger en læge som den sikre hånd gennem systemet.

Der er god inspiration at hente hos hæmatologerne i Roskilde, hvor sygeplejersker og sekretærer står for forløbskoordinationen, mens lægerne bagved hver især har ansvaret for forløbet for de patienter, som de oprindeligt visiterede. Det giver god mening for alle.

Investér derfor massivt i de forløbskoordinatorer, som rundt omkring har så stor succes, og lad lægerne om det, som de er bedst til, nemlig den teambaserede kliniske indsats.

Hverken læger eller patienter er tjent med en illusion om maksimal tilgængelighed til læger. Men det lyder smart i en valgkamp.

Skriv kommentar