Foto: Privat

Topcheferne i Region Sjælland er en del af problemet, Jonatan Schloss Der er massive problemer i regionen, som kalder på handling fra Christiansborg nu. Men efter 20 år som speciallæge i Region Sjælland oplever jeg ikke, at ledelsen og topcheferne gør, hvad de kan.

I Stikpillen ‘Danmarks største sundhedsudfordring …’ i Dagens Medicin nr. 13 fra 2. september 2022 påpeger djøf’eren Jonatan Schloss, direktør i Komponent, at Region Sjælland er Danmarks største sundhedsudfordring, men at ledelsen og topcheferne i Region Sjælland ikke er problemet og gør, hvad de kan. 

Jeg har de seneste 20 år dedikeret mit arbejdsliv som speciallæge og overlæge i børneneurologi til Region Sjælland. Jeg er enig i, at der er massive problemer i regionen, som kalder på handling fra Christiansborg nu. Men samtidig oplever jeg ikke, at ledelsen og topcheferne i Region Sjælland gør, hvad de kan. 

Jeg har følgende kommentarer til Stikpillen:

1. Det er et massivt problem, at de danske medicinstuderende og læger lever i et ekkokammer i Region Hovedstaden.

Danske læger øst for Storebælt er ofte vokset op i Storkøbenhavn, og 20 pct. af de medicinstuderende i Odense pendler frem og tilbage mellem København og Odense og flytter kandidaten til København. De ønsker sidenhen ikke at forlade Region Hovedstaden, derfor står Region Sjælland med et voksende problem.

Men mange af de udenlandske læger, vi har været nødt til at ansætte i Region Sjælland, er på trods af sproglige udfordringer dygtige til det kliniske arbejde og er ikke opdraget til at profilere sig med unødvendige ph.d.er, som for yngre danske læger efterhånden er blevet obligatorisk. Så der er glimrende patientbehandling i regionen, og blandt andet fik Nykøbing Falsters behandling af børnediabetes næstbedst placering i Dagens Medicins sidste måling – efter jyderne, som altid er bedst.

Tavse på trods af masser af advarsler

2. For snart otte år siden, 13. januar 2014, havde en kollega og jeg et debatindlæg i Berlingske med overskriften ‘Er børn uden for København mindre værd?’ Her anmodede vi hospitalsledelserne om at interessere sig for lægeflugten fra Region Sjælland. Intet er sket siden, og topcheferne i Region Sjælland er stadig tavse.

Da de fleste af dem er bosat i Region Hovedstaden, er mit gæt, at de udnytter stillingerne i Region Sjælland som trædesten til en lederkarriere i Region Hovedstaden. Det er der adskillige eksempler på. Derfor ønsker man formentlig ikke at tage en konflikt med kollegerne i hovedstaden om at skaffe danske læger til Region Sjælland, men vælger i stedet at betale rekrutteringsfirmaer for at gennemtrævle Europa efter udenlandske læger.

Oven i prisen til rekrutteringsfirmaerne skal derudover lægges sprogkurser og indkvartering. En dyr omgang. Fordelen ved udenlandske læger kan også være, at de ikke kender deres rettigheder, hvilket fra et ledelsesperspektiv kan være smart. 

3. Hele problematikken omkring indførelsen af Sundhedsplatformen (SP) afslørede en uselvstændig tankegang blandt lederne i Region Sjælland. Hospitalsledelserne i Region Sjælland valgte for eksempel at skrotte it-systemet OPUS Medicin, som fungerede fint her, selvom der var en del rapporter om, hvor uduelig Sundhedsplatformen var i Region Hovedstaden, allerede længe før Sundhedsplatformen ‘gik live’ i Region Sjælland i efteråret 2017.

4. Mange borgere i Region Sjælland er ganske rigtigt syge og svage borgere, som bliver flyttet til billige boliger i regionen – også fra København. I Elsebeth Lynges artikel ‘Overdødelighed på Lolland-Falster er forbundet med tilflytning‘ i Ugeskrift for læger 2021;183 påpeger hun, at overdødeligheden på Lolland-Falster er forbundet med tilflytning. Region Sjælland pålægges dermed en stor omsorgsopgave af Region Hovedstaden.

Tre forslag til at løse problemet

Udover Stikpillens tre forslag til problemets løsning har jeg yderligere tre: 

1. En tredjedel af pladserne på medicinstudiet på Københavns Universitet er forbeholdt unge fra Region Sjælland, som ønsker at blive læger. Dermed sikrer vi os i højere grad, at de færdiguddannede danske læger ikke per automatik fravælger Region Sjælland.

2. Hospitalsledelserne i Region Sjælland skal frigøre sig fra Region Hovedstaden og indrømme, at der ikke kommer nogen lægehjælp fra den kant. 

3. I nødstilfælde må regeringen indgå en aftale med andre lande om, at de medicinstuderende, der ønsker at komme til Danmark efter endt studium, får danskundervisning. Det koster nok adskillige milliarder, men det gør det nuværende system også.

I sidste ende er Christiansborg nødt til at komme på banen og indse, at de har et ansvar for at løse det her problem. 

Læs også:

Det handler i høj grad om ledelse, Jonatan Schloss

Danmarks største sundhedsudfordring …

Skriv kommentar