Kronik: Magtens sundhedstilstand
Foto: Lars Andersen

Kronik: Magtens sundhedstilstand Årets liste over de 100 mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen er et interessant billede på, at det sundhedsfaglige felt i stigende grad specialiseres indefra, men domineres udefra.

Når man ser den øverste del af Dagens Medicins magtliste for 2021, springer én ting i øjnene. Der er forbløffende få med en sundhedsfaglig baggrund i den øverste top. 

I top-10 finder vi f.eks. kun tre med baggrund i sundhedssektoren: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum og formanden for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke. Selvom alle tre er læger, er det nok mere i kraft af deres position i henholdsvis centraladministrationen og faglige organisationer, at de vurderes som magtfulde.

Derimod er der en masse djøf’ere med karriere i enten politik eller embedsværk på listens top. Fælles for mange af dem er, at de ikke engang har sundhedspolitik som deres vigtigste ansvarsområde. 

På den måde bliver listen et interessant billede på, at det sundhedsfaglige felt i stigende grad specialiseres indefra og domineres udefra. Vi har at gøre med et interessant paradoks. I takt med at sundhedsvæsenet vokser mere og mere både i økonomisk vægt og i vælgernes bevidsthed, bliver de sundhedsprofessionelle i stigende grad ekskluderet fra magtens cirkler.

Det viser sig, både når man gransker magtlisten i denne publikation nærmere, og når man analyserer nuværende og historiske elitenetværk. Derfor bør aktørerne på det sundhedsfaglige felt overveje, hvordan de vil navigere i nutidens magtlandskab.

Kan man tælle magt?

Inden vi når så langt, bør man naturligvis spørge, hvad man egentlig kan bruge en opgørelse som Dagens Medicins til. 

Blandt de øverste 40 på årets liste er der således kun 9, der arbejder i sundhedsvæsenet. Magten opleves som kommende udefra

Grundlæggende trækker magtlisten på en anerkendt metode inden for eliteforskningen – reputationsmetoden – hvor man lader en række nøglepersoner på et felt (eller f.eks. i et bysamfund, som 1950’ernes pioner bag metoden, den amerikanske sociologi Floyd Hunter, gjorde) udpege afgørende spillere på feltet. Naturligvis påvirkes resultaterne til dels af, hvem man spørger, og hvilke parametre man spørger efter. Men grundlæggende giver det et godt billede af, hvem folk på feltet navigerer i forhold til.

Naturligvis kræver en videnskabelig kortlægning af magtfordelingen inden for sundhedsverdenen langt mere end dette. F.eks. en systematisk kortlægning af netværk, karrierer og ressourcer samt interviews med nøgleaktører, som jeg og mine kolleger gjorde det i vores studier af den danske magtelite, f.eks. i bogen ‘Personer forgår – Magten består’ fra 2019. 

Men som en grundlæggende indikation på, hvor magten opleves, er listen et glimrende udgangspunkt.

Kigger vi nærmere på magtlisten, er det meget tydeligt, at magt opfattes som knyttet til organisatorisk position. Ud over de læger, som spiller nøgleroller i forbindelse med coronapandemien som f.eks. Jens Lundgren, Lars Østergaard og Tyra Grove Krause, skal vi forbi 45 politikere, lobbyister, embedsmænd, erhvervsfolk, fagforeningsledere og hospitalsdirektører, før vi møder personer, der må antages at være valgt af panelet på grund af deres sundhedsfaglige ekspertise og ikke på grund af den organisation, de har en ledelsespost i. 

Blandt de øverste 40 på årets liste er der således kun 9, der arbejder i sundhedsvæsenet. Magten opleves som kommende udefra.

Sundhedsfaglighed findes ikke i magteliten

Men kunne det ikke blot skyldes en form for magtarrogance, hvor eksempelvis lægestanden kun oplever magt som noget udefrakommende og helt overser deres egen magtposition? Ser man på, hvordan sundhedsvæsenet fremstår i vores analyser af magteliten, er det ikke tilfældet.

I vores seneste analyse fra 2017 er der således ikke en eneste lægeuddannet blandt de 396 personer i magteliten, og de eneste med direkte tilknytning til sundshedsvæsenet var fagforeningsformændene Grete Christensen (Dansk Sygeplejeråd) og Mona Striib (FOA). 

Til gengæld fandt vi naturligvis en række personer fra toppen af Dagens Medicins magtliste, fra Novo-direktører over ministre og regionsrådsformænd til direktører i interesseorganisationer som KL og Danske Regioner. 

Men udover at personer med baggrund i det sundhedsfaglige felt ikke formår at træde ind i magtens cirkler, er det også tankevækkende, at de, der administrerer sundhedssektoren, heller ikke er specielt interessante at knytte bånd til for den øvrige magtelite. 

Selvom daværende sundhedsminister for Venstre Ellen Trane Nørby var med på yderste mandat i vores 2017-analyser, var daværende departementschef Per Okkels ikke med blandt de 40 embedsmænd i kernen af det danske magtnetværk. Okkels var heller ikke med i vores kortlægning baseret på 2012-data, hvor heller ikke SF’s daværende sundhedsminister, Astrid Krag, klarede cuttet.

Et fald fra magtens tinder

Har det så altid været sådan, at sundhedsfagligt personale højst befinder sig i periferien af magtens netværk? Bestemt ikke. I et igangværende forskningsprojekt forsøger vi at måle netværks- og karrieremæssige overlap mellem de i alt næsten 30.000 danskere, der er blevet portrætteret i Kraks Blå Bog.

I dette værk over ‘betydningsfulde danskere’ har lægerne fra 1910 og frem til i dag udgjort mellem 7 og 10 pct. af de, der findes værdige til at blive omtalt. Ser vi til gengæld på, hvem der træder ind i de centrale cirkler blandt de portrætterede, udgjorde lægerne frem til 1950 faktisk mellem 15 og 25 pct. Altså en ret betydelig del. 

Men andelen faldt i løbet af de følgende 50 år til blot et par procent, hvor det har stabiliseret sig i perioden efter år 2000. Med andre ord: Lægestanden er efter 2. verdenskrig gået fra at være en central gruppe i danske magtcirkler til at være særdeles marginal.

hvis sundhedsfeltet igen skal etablere sig som en relevant magtfaktor for hele det danske samfund, drejer det sig om at etablere nye alliancer

En forklaring er naturligvis, at en meget lille andel af befolkningen i 1950 havde en videregående uddannelse, således at teologer, jurister, ingeniører, økonomer og medicinere udgjorde de toneangivende professioner. Det gjorde, at langt flere læger engagerede sig i civilsamfundsorganisationer, der ikke udelukkende havde et snævert sundhedsfagligt sigte.

Med udviklingen af nye professioner, f.eks. statskundskab og senere folkesundhedsvidenskab samt tabte professionskampe omkring, hvem der skulle vurdere værdien af det, der skabes i sundhedsvæsenet, til især økonomerne, har lægestanden trukket sig tilbage til et langt mere snævert domæne.

Sundhedsmagt i det 21. århunderede

Coronapandemien kan måske på lang sigt gøre sundhedsfagligheden relevant i selve magtnetværkene igen. Fastholdes vores samfund i en form for permanent beredskabstilstand, vil beslutninger, der tages i Sundhedsstyrelsen og SSI, have store konsekvenser for magtelitens kernetropper i toppen af erhvervsliv, politik, embedsværk, forskning og fagbevægelse. 

Det kan på sigt gøre sektorens top som Søren Brostrøm og Henrik Ullum langt mere attraktive at skabe netværksbånd med for den øvrige elite. 

Men hvis ikke sundhedstilstanden bliver set som et lige så afgørende konkurrenceparameter i vores samfunds vækstmodel, som f.eks. forskningsverdenen ses i dag, er der stor risiko for, at sundhedsfeltet ses som et specialistfelt, der kun har relevans for sin egen sektor.

Så hvis sundhedsfeltet igen skal etablere sig som en relevant magtfaktor for hele det danske samfund, drejer det sig om at etablere nye alliancer. Enten ved at pege på, hvordan et sundhedsfagligt perspektiv kan afhjælpe nogle af de faktorer, der koster magtelitens nøgleaktører dyrt, f.eks. nedslidning og tidlig tilbagetrækning. Eller ved sammen med andre kræfter at skabe et alternativt samfundsprojekt, hvor fysisk og mental sundhed kommer før hensynet til konkurrenceevnen.

Skriv kommentar