Onsdag 26. februar

»Efter de foregående dages rapporter om udbredt smittespredning i Norditalien er vi allerede begyndt at forberede os på, at der nok vil komme en justering af beredskabet til at håndtere undersøgelser af mulige smittede, og til at tage sig af de smittede patienter, der har brug for indlæggelse. To centre med isolationsstuer på Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital kan hurtigt blive for lidt. Og tirsdag kom der en forespørgsel fra Sundhedsstyrelsen til regionen om, hvorvidt hospitalet kan være et af seks nationale centre til at håndtere patienter med mistænkt COVID-19. Derfor er vi allerede i gang med at planlægge, hvilket set-up vi skal have for at kunne håndtere opgaven: Hvor megen plads har vi brug for? Hvordan skal de praktiserende læger ude i frontlinjen kontakte os med spørgsmål? Og vi skal lave aftaler med hospitalets øvrige afdelinger om, hvordan de kan aflaste os.«

Torsdag 27. februar

»Jeg har givet vagtholdet på afdelingen besked om, at de skal kontakte mig uanset tidspunkt, hvis en person bliver testet positivt for coronasmitte. Kl. 2.30 om natten ringer telefonen derhjemme. Jeg ved næsten allerede, hvad det drejer sig om, og samtalen bekræfter min antagelse: Det bliver Sjællands Universitetshospital, som får det første bekræftede tilfælde af coronasmitte i Danmark. Umiddelbart efter ringer jeg og orienterer sygehusdirektør Niels Würgler Hansen og lægefaglig vicedirektør Jesper Gyllenborg, og vi bliver enige om at fremrykke et planlagt beredskabsmøde til torsdag morgen. Bagefter prøver jeg at få sovet igen, men det bliver kun til et par timers overfladisk søvn.

Da jeg mødes med sygehusledelsen torsdag morgen, er vi klar over, at der venter en større opgave, hvor der med kort varsel skal tages stilling til mange spørgsmål: Har vi kitler og værnemidler som mundbind o.l. nok? Hvordan skal vi kommunikere budskabet internt og eksternt? Har vi tilstrækkeligt personale og plads til at efterkomme behovet? Morgenen bruges også til at orientere medarbejderne om situationen, og til interviews med pressen.

Allerede ret tidligt torsdag begynder der at komme flere henvendelser fra praktiserende læger om, hvordan de skal forholde sig, og om hvordan de skal håndtere konkrete patienter med mulig smitte. Sammen med konstitueret oversygeplejerske Lene Albarts-Jensen og vores specialeansvarlige overlæge for det infektionsmedicinske område, Lothar Wiese, rykker vi rundt på bemandingen, og der bliver sat yderligere to læger, ud over vagthavende, til at modtage opkald fra regionens læger. I løbet af torsdagen poder vi mange patienter for mulig smitte, og det bliver hurtigt klart, at vi er nødt til at lave nogle større omrokeringer på afdelingen. Fra at have ryddet to sengestuer til at lave tests for mulig smitte, udvider vi til fire sengestuer. Jeg er nødt til at kalde ekstra personale ind. Samtidig beslutter vi at aflyse ambulatorietider, og flytte personale fra ambulatoriet til sengeafsnittet.

Senere på dagen deltager jeg sammen med regionsdirektionen og alle regionens sygehusledelser i et regionalt beredskabsmøde i Regionshuset i Sorø. Almen praksis har et problem: De skal bogstaveligt talt klædes bedre på, og mangler kitler og værnemidler. Den opgave påtager regionen sig, og i løbet af dagen lykkedes det at få fordelt mundbind m.v. til de praktiserende læger. Alles fokus er på at løse opgaven bedst muligt, og der skeles ikke til ekstraudgifter for regionen, sygehuset eller afdelingen.

Weekendens planer på hjemmefronten er sat lidt på standby. Jeg bor på en gård, og havde nogle vedligeholdelsesprojekter, jeg skulle have lavet, men det må jeg udskyde. Som ledende overlæge er det en del af gamet

Sygehusledelsen, Lene, Lothar og jeg beslutter, at hele sengeafsnittet – 21 senge på 12 stuer – lukkes og reserveres til undersøgelser af patienter med mistænkt COVID-19-smitte. Patienterne i sengeafsnittet skal flyttes til et andet afsnit, som står tomt, og som skal klargøres inden for de næste 24 timer. Vi får aftalt med Sjællands Universitetshospital i Køge, hvordan de kan aflaste os, og det besluttes, at de patienter med specialiserede lungesygdomme, vi tidligere har fået fra Holbæk Sygehus, nu sendes til Næstved Sygehus.

Det har været en lang dag, og omkring kl. 20 kan jeg sætte mig i bilen, og køre hjem – heldigvis kun en strækning på ca. 10 km. I løbet af aftenen må jeg tage et par telefonsamtaler med afdelingen, men ellers en fredelig aften og nat.«

Fredag 28. februar

»Vi fortsætter arbejdet med at få ryddet sengeafsnittet. I forhold til torsdag er der mindre pres på telefonerne. Færre opkald fra almen praksis, færre patienter som skal testes for smitte. Det giver os lidt luft til at få planlagt weekendens bemanding på afdelingen. Lene tager lørdagen, jeg tager søndag.

Når der opstår en situation som denne, giver den os også nyttig læring, og vi får prøvet vores beredskab af. Derfor er det en god oplevelse at mærke, at der er en god korpsånd på afdelingen. Alle arbejder tæt sammen om at løse de mange nye opgaver, som løbende opstår, og jeg imødeser den kommende weekend med nogenlunde sindsro.«

Lørdag 29. februar

»Vi holder beredskabsmøder med sygehusledelsen både lørdag og søndag, og jeg er i kontakt med Lene over telefonen hele dagen. Der kommer fortsat en hel del henvendelser om mulige smittede personer, der skal podes, men generelt væsentligt færre henvendelser end de foregående dage. Vi kan nemt og hurtigt tage stilling til henvendelserne, og vi har nok overvurderet behovet for bemanding i weekenden – men hellere det end at skulle kalde ekstra personale ind.

I løbet af dagen tager jeg ind på afdelingen for at give et interview til TV2. Det er blevet til mange henvendelser fra medierne de seneste dage. Mit indtryk er, at der heldigvis hersker en vis grad af selvjustits i medierne, som er opmærksomme på ikke at puste til ilden, og bidrage til panik i befolkningen.

Weekendens planer på hjemmefronten er sat lidt på standby. Jeg bor på en gård, og havde nogle vedligeholdelsesprojekter, jeg skulle have lavet, men det må jeg udskyde. Som ledende overlæge er det en del af gamet. Det er så ekstraordinær en situation, og det er nu vi skal vise, at vi kan håndtere opgaven.«

Søndag 1. marts

»Jeg er løbende i tæt kontakt med sygehusets lægefaglige vicedirektør Jesper Gyllenborg, der i sagens natur har orkestreret de større organisatoriske omrokeringer. Én af mine bekymringer er, at der desværre er risiko for en opskalering af situationen, og at den kan blive langvarig. Det lægger et stort pres på vores fire infektionsmedicinske speciallæger, der skal dække hele døgnet. Derfor overvejer vi i afdelingsledelsen, om vi kan give infektionsmedicinerne en mere superviserende funktion, og inddrage vores læger fra de øvrige intern medicinske specialer i beredskabet.«

Mandag 2. marts

»Dagen starter med en orientering til hele lægegruppen på Medicinsk Afdeling om den aktuelle situation, beredskabsmøde med sygehusledelsen, og møde med Lothar Wiese og afdelingens tre øvrige specialeansvarlige overlæger. Vi har fortsat tre læger til at tage telefoner, men det er vanskeligt at komme igennem til vagthavende infektionsmediciner. Det er uholdbart, hvis en praktiserende læge ikke hurtigt kan få hjælp til f.eks. en mulig meningitispatient. I løbet af dagen får vi etableret et call-center, så forespørgsler fra almen praksis om COVID-19 går til en sekretær, der stiller igennem til vores kolleger på klinisk mikrobiologisk afdeling på Slagelse Sygehus. Det aflaster vores infektionsmedicinere.

Situationen ændrer sig hurtigt, og heldigvis er der stor forståelse og opbakning fra personalet til, at vi i den aktuelle situation er nødt til at være fleksible.

Vi kan godt mærke, at det lige har været vinterferie. Mange er kommet hjem fra skiferie i Norditalien. Det giver mere pres på telefonerne. Vi poder en del personer i løbet af dagen – og poder i øvrigt også for almindelig influenza, når vi alligevel er i gang.

Vi skal også sikre tæt opfølgning på et stigende antal personer, der er i karantæne. Det bliver hygiejnesygeplejerskens opgave at følge dem. Sker der en voldsom opskalering af behovet for at følge de, der er i karantæne, er det en ny situation.

Mandag aften får jeg besked om det andet bekræftede tilfælde af COVID-19 smitte på afdelingen. Det var forventeligt, at der ville komme flere. Styrelsen for Patientsikkerhed har ansvaret for at offentliggøre, at der er endnu et bekræftet tilfælde.«

Tirsdag 3. marts

»Kl. 9.30 har sygehusdirektør Niels Würgler Hansen og jeg en aftale med Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der gerne vil se vores afsnit til corona-virus. Han er blevet forhindret, og sender en af sine kontorchefer. Vi viser hende vores faciliteter på afdelingen, call-center osv.

Bagefter bruger jeg tid på at planlægge bemandingen i løbet af ugen.

Indtil i dag har Statens Serum Institut lavet tests for COVID-19 for os, men nu kan Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Slagelse Sygehus lave dem. De kører tests to gange om dagen, og prøverne skal transporteres til Slagelse, så tidsmæssigt mærker vi ikke forskel på, hvor hurtigt vi får svar. Til gengæld har vi nu en væsentlig større regional kapacitet.

Situationen ændrer sig hurtigt, og heldigvis er der stor forståelse og opbakning fra personalet til, at vi i den aktuelle situation er nødt til at være fleksible. Samtidig er vi også nødt til at forberede os på, at det kan blive en langvarig situation, så vi er som ledelse nødt til at sikre os, at vi kan have et langtidsrobust beredskab. Den måde, COVID-19-smitten har spredt sig på i andre lande indikerer, at mange personer med beskedne symptomer går under radaren, og er med til at sprede smitten.«

LÆS OGSÅ: AUH-afdeling lagt ned af coronakarantæne til læger