»Velkommen til Steno Diabetes Center Copenhagen, her er dit boardingpas.«

Sådan kan patienter, pårørende og øvrige gæster godt komme ud for at blive mødt, når de træder ind på det nye diabeteshospital, som Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) netop har taget i brug, og som ligger klos op ad det nye Herlev Hospital.

Boardingpasset er lidt ment som en joke, og så alligevel ikke, for på sedlen står faktisk, hvor gæsten skal hen og hvornår.

Og har man lidt problemer med at finde rundt i det rummelige hus, er der hjælp at hente fra en såkaldt floorwalker. Dem er der tre af, og de er en overlevering fra tidligere COVID-19-betingede restriktioner på SDCC’s gamle adresse i Gentofte.

Gulvgængerne blev på det tidspunkt opfundet til at sørge for, at der ikke samlede sig for mange mennesker f.eks. i receptionen og venteområderne.

»Vi skulle have de borgere, der kom til konsultation, ud til behandlerne,« forklarer Bea Petersen, en af de tre floorwalkers.

I det internationale diabetesmiljø har det været en anbefaling i 30 år at skabe et set-up, hvor borgere med den højeste risiko for amputationer blev set hurtigt. Men det er bare ikke blevet gjort

Allan Flyvbjerg, direktør, Steno Diabetes Center Copenhagen

Ideen blev taget med, da SDCC flyttede til det nye domicil i Herlev, hvor der i skrivende stund dog ikke er de store restriktioner i forbindelse med COVID-19. Nu handler det mere om god service.

»Vi har et stort hus nu med mange lokaler, hvor folk skal finde vej. Og hvor er lige toilettet? Så vi gør meget ud af at forklare, eksempelvis hvor folk kan sidde og vente, og vi prøver at slippe besøgende fri i huset.«

Det kan man godt forestille sig, at der skal en vis hjælp til. Bygningen på i alt 24.000 m2 fordelt på tre etager – den nederste er dog en parkeringskælder – er temmelig vidtstrakt og indeholder lange gangarealer. Men selve indtrykket er lyst og inviterende.

Stilen er lige i nutidens trend med træ, glas, metal og natur i form af fire gårdhaver – tænk ‘scandi-cool’ møder japansk minimalisme. Centralt placeret i det store, nærmest halagtige rum, som alle gæster først betræder, er der ud over en reception også en café.

Klinikken er her stadig

Med andre ord ligner SDCC ikke umiddelbart et hospital, men det ER det jo, og det mere kliniske udtryk melder sig i konsultations- og undersøgelsesrummene.

Når patienterne f.eks. skal have øjnene tjekket, foregår det med det sædvanlige, kliniske apparatur, og fra begyndelsen af det nye år vil det også være muligt at få øjnene laserbehandlet.

Og i fodklinikken kan man f.eks. få sin måde at gå på analyseret på et slags bånd på gulvet, som via bluetooth sender meldinger fra sensorer i båndet op på en skærm på væggen. Pointen er, at man ved ganganalysen har mulighed for at opdage fodproblemer, som patienterne ikke selv kan mærke, og i tide sætte ind med f.eks. aflastning i form af skoindlæg, så tilstanden ikke forværres.

Sådanne kliniske funktioner befinder sig i husets stueplan sammen med bl.a. træningscenteret og et køkken – eller FoodLab, som det er døbt – hvor brugerne og deres familier kan få hands on-træning i sunde madvaner.

Lige om et splitsekund kommer der også en tandklinik, som dog ikke er beregnet til kroner, broer og lignende, men til at identificere eventuelle problemer såsom paradentose, der optræder hyppigt hos diabetespatienter.

Nu også fase 1-forskning

Alt stråler nærmest af nyt, nyt, nyt, og stedets indretning faciliterer tydeligvis meget velsammenhængende patientforløb. Men selve funktionerne er ikke væsensforskellige fra det, der foregår på andre, moderne behandlingssteder for diabetes.

Leder man efter det særlige i SDCC, må man gå et andet sted hen – f.eks. op ad en af de fire brede trapper beliggende mod hhv. nord, syd, øst og vest – og bevæge sig op på øverste etage.

Her er der ud over kontorpladser til alle ansatte også en forskningsafdeling med 32 senge.

Den venter SDCC sig en del af. På grund af beliggenheden ved Herlev Hospital, som SDCC er direkte, fysisk forbundet med via en gangbro, er der nu muligheder for at bedrive fase 1-forskning.

Fase 1 er den tidligste kliniske fase i udviklingen af medicin – der, hvor et muligt nyt lægemiddel for første gang gives til mennesker. Det er af indlysende årsager også den fase, der indebærer størst risiko for studiedeltagerne, og derfor er beliggenheden lige ved siden af et af Region Hovedstadens akuthospitaler en tryghedsskabende faktor. Det sker meget sjældent, at en deltager i et fase 1-forsøg udvikler alvorlige bivirkninger, men skulle det alligevel ske, er hjælpen nær.

Kulturen på første

Desuden er der selve kulturen, som dog ikke er ny, men måske kan siges at have fået endnu bedre betingelser for at udfolde sig i det nye hus. Kulturen er også velplaceret i en af de fremherskende tendenser lige nu, for SDCC bekender sig til såkaldt værdibaseret sundhed. Et begreb, som centeret har gjort mere håndfast ved at definere det som tre målsætninger. Det første kunne med et lidt slidt udtryk kaldes ‘patienten i centrum’.

»Det handler om, at vi har endnu mere fokus på de personer med diabetes, som vi har ansvaret for,« siger SDCC’s direktør, Allan Flyvbjerg, og afslører hermed, at endnu en af tidens hotte trends – ‘wokeism’ – også har fundet vej til Herlev.

»Jeg siger med vilje ikke diabetikere eller kronikere, men personer med diabetes,« som han siger.

Skeptikere ville måske anse den slags som symbolik uden den store praktiske betydning, men på SDCC holder man på, at sprog er en kulturel byggesten, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man omtaler andre mennesker.

Fra ord til handling

Målsætningen om at sætte patienten – her på stedet altså ‘personen med diabetes’ – i centrum, har verden hørt før, og det sloganagtige udtryk er ofte blevet betragtet som intet andet end en pæn parole, der normalt kun huserer i skåltaler og strategipapirer. Men ifølge Allan Flyvbjerg gør SDCC ord til handling.

Et eksempel er, at SDCC gør det muligt at samle en patients diverse undersøgelser på én dag, hvis vedkommende selv ønsker det. Og omvendt: at sprede undersøgelser og konsultationer etc. ud på forskellige dage, hvis dét er ønsket. Af hensyn til det arbejdende folkefærd har SDCC også sene åbningstider to gange om ugen.

Patienterne kan desuden komme til at se den samme læge og den samme sygeplejerske hver gang. Kun hvis de selv ændrer på deres aftaler, kan den kontinuitet ikke altid holdes. Ellers er de ansattes kalender »mejslet i sten flere måneder frem,« som Allan Flyvbjerg siger.

Resultater, resultater, resultater

Næste målsætning af der lidt ‘elementary, my dear Flyvbjerg’, over. Det handler nemlig om gode sundhedstal – altså de sundhedsmæssige resultater for de enkelte patienter af de indsatser, som SDCC leverer.

Dem er der flere af. Et af de mest spektakulære resultater er reduktionen i antallet af amputationer.

»I det internationale diabetesmiljø har det været en anbefaling i 30 år at skabe et setup, hvor borgere med den højeste risiko for amputationer blev set hurtigt. Men det er bare ikke blevet gjort,« siger Allan Flyvbjerg.

»Men Steno Diabetes Center sagde – og det var før, jeg kom til (i 2016, red.) – skal vi ikke prøve at gøre noget ved det? Så de skabte et setup, hvor en borger med høj risiko for at blive amputeret, der fik konstateret fodsår, enten selv kunne henvende sig, eller den praktiserende læge kunne strakshenvise til en fodterapeut (på Steno, red.) Derved fik vi dem ind med det samme, kunne aflaste sårene og sætte øvrige tiltag i værk. Så mellem år 2000 og 2012 røg amputationsfrekvensen ned med 85 pct. for både type 1- og type 2-diabetes,« siger han.

Det resultat – og det sektoroverskridende samarbejde, der skabte resultatet – var en af årsagerne til, at netværket The Global Coalition for Value in Healthcare under den internationale, økonomisk-politiske tænketank World Economic Forum i foråret udpegede SDCC som et eksempel til global efterfølgelse.

I dag føres samme tankegang videre. Eksempelvis i form af den aftale, som SDCC sidste år indgik med PLO-Hovedstaden og regionen som et pilotprojekt frem til 2023.

Aftalen dækker tre planområder i regionen med de tilhørende hospitaler, kommuner og almen praksis i og omkring København, hvor de praktiserende læger har mulighed for at henvise diabetikere med behov til sammedagsscreening eller til et decideret behandlingsboost kaldet ‘God Start-forløb’ i optageområdet omkring de respektive hospitaler, herunder på SDCC.

Ved ‘God Start-forløb’ kan hospitalet så overtage behandlingsansvaret for patienten i op til seks måneder, før vedkommende vender tilbage til almen praksis.

Aftalen omfatter også screening hjemme hos særligt sårbare diabetespatienter foretaget af praktiserende læger.

Bæredygtig diabetesbehandling

Endelig er der den sidste målsætning i begrebet ‘værdibaseret sundhed’ på SDCC: »at vi gør tingene smartere og mere bæredygtigt,« som Allan Flyvbjerg formulerer det.

Med udtrykket ‘bæredygtigt’ menes først og fremmest økonomisk og strukturelt holdbart. Og her går så muligvis en grænse for SDCC’s virke som eksperimentarium til inspiration for andre.

For som rundet af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på knap tre mia. kr. frem til 2029 – og med mulighed for forlængelse, som fonden har tilkendegivet – har SDCC nogle muligheder, som andre behandlingssteder ikke har.

Det er bl.a. SDCC, som betaler for de interventioner i føromtalte aftale om eksempelvis sammedagsscrening, som de deltagende praktiserende læger i hovedstadsområdet har adgang til.

Men skal sådanne tanker om delt behandlingsansvar, hurtige reaktionsmønstre og god sammenhæng i behandlingsforløb bringes i spil i stor skala, kommer det generelle afregningssystem i det danske sundhedsvæsen, som stadig fortrinsvis baserer sig på penge for aktivitet-princippet, nemt til kort.

»Ser man i hospitalsregi f.eks. på at gøre en særlig indsats for ikke at amputere et ben, så kunne man jo ‘claime’, at for at gøre det, så skulle en diabetesafdeling have penge fra den kirurgiske afdeling, for der kommer jo så ikke en operation. Og der skulle komme penge fra kommunen, som sparer f.eks. en invalidebil,« siger Allan Flyvbjerg.

»Omvendt iværksætter kommunerne og de praktiserende læger mange tiltag, der forhindrer indlæggelser, og skulle de så ikke honoreres specifikt for det af penge, der ellers ville tilfalde hospitalssektoren?« fortsætter han.

Tænk, om man i stedet kunne afregne efter tværsektorielle forløb? Eller ligefrem på resultater? Det kunne være et udtryk for værdibaseret sundhed.

Der er tanker fremme om den slags, f.eks. i forbindelse med regeringens planer om en ny organisering af sundhedsvæsenet centreret om landets 21 akuthospitaler.

Den debat vil SDCC gerne deltage i. Uden ligefrem at lade hospitalet ændre karakter fra et behandlings-, forsknings,- og uddannelsessted til en økonomisk tænketank, så »kommer vi til at arbejde med økonomiske modeller,« siger Allan Flyvbjerg.

»Det kommer til at spille ind i den kommende sundhedsreform. For skal vi have et forpligtende samarbejde (på tværs af sektorerne, red.), så kan det ikke ske uden at ændre den økonomiske model.«