»Det er en god og solid aftale, der sikrer forbedringer her og nu og sætter spor ind i fremtiden,« siger Susanne Wammen.Foto: Joachim Rode

Statsligt ansatte læger får pæn lønstigning i overenskomstforlig Et nyt overenskomstforlig på det statslige område rummer flere forbedringer for læger ansat i staten. Aftalen sætter traditionelt retningen for den økonomiske ramme på det regionale område.

Efter forhandlinger mellem finansministeren og akademikerne er der nu landet en forligsaftale, der både sikrer lønstigninger, barselsvilkår m.m. til læger, der er ansat af staten.

Aftalen på statens område sætter traditionelt rammen for de regionale forhandlinger, der forventes afsluttet indenfor de næste uger. Det skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

»Det vigtigste krav for os har været at sikre generelle lønstigninger. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det er lykkedes at sikre en lønudvikling, hvor medlemmerne allerede den 1. april får en mærkbar lønstigning på 5,9 procent og yderligere 1,7 procent i 2025. Samlet set bliver den økonomiske ramme på 8,8 procent,« siger Susanne Wammen, der er formand for Overlægeforeningen.

Det største plus er, at vi har forhandlet et tillæg for statsansatte læger i hoveduddannelse, så en stor del af lønforskellen til det regionale område nu udlignes for den gruppe

Helga Schultz, forperson, Yngre Læger

Helga Schultz , forperson for Yngre Læger, kommenterer også på den nye aftale:

»Det er lykkedes at indgå aftale om en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025, hvor vi har mulighed for at forhandle igen, hvis lønudviklingen fortsætter med at stige i det private. Dermed er vi kommet rigtig langt i forhold til at indhente det reallønstab, som vi alle har mærket under inflationen. Og vi har sikret, at alle vil få en stor reallønsstigning i de to år, overenskomsten løber.«

Susanne Wammen beskriver også vigtigheden i at lønudviklingen følger det private.

»For os er det afgørende, at lønudviklingen i det offentlige følger den i det private. Det vil brugen af det nye indeks sikre i endnu højere grad. Derfor er skift af indeks også meget vigtig for os – og det vil få betydning i årene fremover,« siger hun.

Godt for læger, men hvad med overlægerne?

Helga Schultz glæder sig over det aftryk i aftalen, der kommer de offentligt ansatte læger til gode.

»Det største plus er, at vi har forhandlet et tillæg for statsansatte læger i hoveduddannelse, så en stor del af lønforskellen til det regionale område nu udlignes for den gruppe,« siger hun og fortsætter:

»Der oprettes også en ny stillingskategori som klinisk adjunkt for læger i hoveduddannelse, der ønsker at have universitetstilknytning og forske sideløbende. For de kliniske lektorer er det også et plus, at forskning fremover kan indgå på lige fod med undervisning i opgaveporteføljen.«

Næste skridt bliver at indgå en aftale på det regionale område, der sikrer lige så gode lønforbedringer

Susanne Wammen, formand, Overlægeforeningen

Men det er ikke lykkedes at gøre noget for de offentlige overlæger.

»Vi har i mange år arbejdet for at få en overenskomst for overlæger i staten, og har også forhandlet ihærdigt for at nå i mål denne gang. Det lykkedes desværre ikke i år. Men heldigvis er vi blevet enige om en god chefpakke, som vil komme mange af de overlæger, der arbejder i staten til gode, og som indebærer særskilte lønforbedringer på grundlønnen,« siger Susanne Wammen.

Vigtigt skridt mod ligestilling

Den nye overenskomstaftale er et vigtigt skridt mod ligestillingen på arbejdsmarkedet, mener forpersonen for Yngre Læger.

»På barselsområdet har vi aftalt rettigheder, der giver tre uger med fuld til løn til fædre, medmødre og adoptanter samt flere uger med fuld løn til soloforældre og tvillingeforældre. Aftalen er et vigtigt skridt i retning af at sikre mere ligestilling på arbejdsmarkedet,« siger Helga Schultz.

»Vi har opnået mærkbare og reelle lønstigninger. Vi har sat markante lægeaftryk forstået på den måde at vi forbedrer forholdene for læger ansat i staten. Og vi har taget et stort skridt på ligestillingsområdet ved at sikre flere uger med fuld løn på barsel. Så jeg synes, det er en god aftale, der er landet på statens område,« uddyber hun.

Susanne Wammen erklærer sig enig:

»Jeg er enig. Det er en god og solid aftale, der sikrer forbedringer her og nu og sætter spor ind i fremtiden. Nu bliver næste skridt at indgå en aftale på det regionale område, der sikrer lige så gode lønforbedringer. Og at indgå aftaler på vores specifikke overenskomstområder. Her står vi stadig langt fra arbejdsgiver på en række områder, men det ændrer ikke ved, at denne aftale på det statslige område er et rigtig godt skridt hen imod at vi også når i mål her.«

Du kan læse hele resultatet af forhandlingerne mellem finansministeren og akademikerne her.

Skriv kommentar