Forleden bragte Dagens Medicin et interview med Alternativets sundhedsordfører, Pernille Schnoor, der forklarede partiets tilgang til sundhedspolitik.

Det er et interessant interview, der også er blevet flittigt debatteret på bl.a. Twitter – også af undertegnede – fordi Schnoor kommer med nogle kommentarer om evidens og videnskab, der har skabt noget undren.

Der er dele af interviewet, jeg er helt enig i: Det er rigtig fornuftigt (og evidensbaseret!) at have et øget fokus på forebyggelse. Jeg er af samme grund varm fortaler for vacciner og tilhænger af højere afgifter på tobak. Det er også rigtigt at have fokus på sundhed frem for behandling, om end de to naturligvis ikke kan adskilles 100 pct. Det er også svært at være uenig i, at man skal arbejde for ikke at bruge unødig medicin – det ligger lidt i ordet ‘unødig’. Medbestemmelse, borgerinddragelse og fokus på psykisk sygdom er også vigtigt, ligesom vi ved, at arkitektur og indretning betyder meget for patienterne.

Men så er der alle de andre dele, som jeg enten finder meget problematiske, eller som jeg i bedste fald ikke rigtig forstår hensigten med.

Det eksplicitte ønske om at inkludere mere alternativ behandling er jeg lodret uenig i. Vi skylder vores patienter, at vi tilbyder dem behandlinger, hvor vi har dokumentation for effekt og sikkerhed. Om noget skulle vi arbejde for, at der kommer øget kontrol med alternative behandlere, så vi kan sikre patienterne en ordentlig forbrugerbeskyttelse.

Problemet med alternativ behandling er jo netop, at der ikke er evidens for, at behandlingen overhovedet virker og at den er sikker for patienterne. Ved al behandling er der tale om en afvejning mellem gavnlig effekt og risiko for bivirkninger, men specielt ved disse virkningsløse behandlinger, hvor det eneste, der reelt tilbydes patienten, er en ritualiseret placeboeffekt, er sikkerhed naturligvis så meget desto vigtigere.

Det er også, mener jeg, det eneste rimelige overfor vores patienter: Vi har ikke uendeligt ressourcer til sundhedsydelser, så pengene skal bruges på den bedst mulige måde. Hvis man vælger at bruge pengene på udokumenterede ‘behandlinger’, kan vi ikke også bruge dem på reel behandling af vores syge medborgere.

Men det hænger fint sammen med den grundlæggende præmis i interviewet, der handler om »et bredere syn på evidens« og en falsk modsætning mellem et »holistisk menneskesyn« og moderne evidensbaseret medicin. Selvfølgelig skal man undgå silotænkning i medicin og huske at inkludere hele patientens sygdomshistorik og de relevante specialister, hvilket vores dygtige læger i forvejen gør i vid udstrækning. Det kan ganske givet blive bedre, men der er ingen modsætning imellem helhedstænkning på den ene side og evidens og videnskabelige fakta på den anden.

Pernille Schnoors sprogbrug lyder som noget, jeg er stødt på mange gange før i debatter om alt fra vaccinationsmodstand til homøopati: Vi skal gøre op med vestlig evidensbaseret  praksis, vi skal udfordre videnskabelige paradigmer, vi skal tænke holistisk.

Alt det er efter min bedste overbevisning fuldstændig misforstået. Ja, evidens kan ganske rigtigt være mange forskellige ting, og der er meget, vi endnu ikke ved. Men det betyder ikke, at alting er lige sandsynligt, eller at alle argumenter er lige gode. En enkelt patienthistorie er evidens, men den står meget svagt i forhold til en stor metaanalyse, og vi skal ikke basere vores sundhedsvæsen på anekdoter.

Der findes ganske rigtigt forskellige metoder indenfor humaniora og de naturvidenskabelige fag, men medicinfaget falder nu engang i sidstnævnte kategori, hvor man netop har udviklet den bedste (om end ikke perfekte) måde at opnå reproducérbar og objektiv viden: Den videnskabelige metode.

Derfor klinger det noget hult, når Schnoor fremhæver, at de er evidensbaserede i alt, hvad de gør, for samtidig at komme med en udtalelse som denne:

»Hvis man tester den alternative behandling ud fra den samme positivistiske, naturvidenskabelige tilgang til sundhed, som man anvender til konventionel behandling, så er det klart, at der vil være nogle alternative metoder, der ikke vil blive godkendt i den test. Derfor skal vi udfordre de videnskabelige paradigmer.«

For det første er det en efterhånden temmelig bedaget og forfejlet kritik af, hvordan naturvidenskabelig forskning udføres i dag. Mere alvorligt viser den en fuldstændig misforståelse af den videnskabelige metode og en grundlæggende manglende indsigt i, hvorfor man laver dobbeltblindede, randomiserede medicinske forsøg: Vi vil jo netop have et så objektivt svar som muligt, der fjerner vores personlige biases. Derfor skal vi kontrollere for så mange faktorer som muligt og kan ikke bare indsamle positive anekdoter og kalde det evidens. Hvis den testede behandling ikke viser en effekt, er det behandlingen, vi skal forkaste – ikke den videnskabelige metode!

Det er her vigtigt at huske på, at behandlinger kan spænde vidt, fra medicinsk behandling til andre former for intervention, hvad enten der er tale om kognitiv terapi eller andet. Men enhver behandling skal naturligvis have dokumentation – evidens om du vil – for effekt. Alt andet er urimeligt overfor patienterne og vores i forvejen pressede sundhedsbudget.

Vi har jo i Danmark et system for godkendelse af nye behandlinger, hvor den uvildige lægemiddelstyrelse skal vurdere den videnskabelige dokumentation, inden behandlingen kan introduceres. Hvis vi pludselig begynder at acceptere »en bredere forståelse af evidens« eller sætter spørgsmålstegn ved den videnskabelige metode, åbner det op for, at Lægemiddelstyrelsen skal til at godkende nye behandlinger på et helt andet og meget mere spinkelt grundlag. Det er i mine øjne en farlig vej at gå.

Schnoor udtaler sig i interviewet meget positivt for en relativistisk tilgang til sandt og falsk indenfor medicin og naturvidenskab, hvor den rigtige behandling for mig ikke nødvendigvis er den rigtige for dig. Det er jo sådan set korrekt, og det passer jo fint ind i det nuværende fokus på præcisionsmedicin rettet mod den enkelte patient. Det, hun glemmer, er, at selve grundlaget for denne udvikling bygger på netop objektivitet, den videnskabelige metode og hele det fundament, hun undergraver i resten af interviewet.

Jeg kan heller ikke forstå, hvordan man på den ene side kan tale for større tillid til sundhedspersonalets faglighed, mens man på den anden side undergraver selve grundlaget for deres faglighed.

Kombinationen af at slække på kravene til dokumentation af behandlingstilbud, et opgør med den videnskabelige metode og større accept af alternative behandlinger er efter min bedste overbevisning ødelæggende for den medicinske videnskab, vi har opbygget over århundreder og som dagligt redder utallige menneskeliv, mens vi alle sammen lever markant længere. Det kan vi ikke tilbyde vores medborgere.