Overlæge om patientsikkerhed: Kvalitetssikring uden tung indflydelse fra klinikere er en tabt sag Det er absolut meningsfuldt at hjælpe patienter igennem systemets mangler, mens man venter på sin pension, men vi vil faktisk gerne noget mere. Det skriver overlæge Ingolf Mølle i et svar på Beth Lilja og Torben Mogensens kronik ‘Vi har fejlet big time’ om de seneste 20 års forfejlede arbejde med at højne patientsikkerheden.

Tak til Beth Lilja og Torben Mogensen for kronikken ’Vi har fejlet big time’ i Dagens Medicin 21. januar. Det er usædvanligt at se så høj grad af selverkendelse fra jeres ledelsesmæssige niveau.

RKKP har nu sat sig på processen med stram topstyring af de kliniske retningslinjer, som ikke længere er særligt anvendelige

I kronikken efterlyser I lægers engagement i arbejdet med kvalitetssikring og patientsikkerhed, og I beskriver tiltagende vanskeligheder med at få læger med til møder og udvalg.

Men læger vil gerne lave kvalitetsarbejde. Jeg kender ikke læger, som ikke gerne ser kvalitetssikring og sikkerhed integreret i klinisk arbejde.

Det fejler, når kvalitetsarbejde tager udgangspunkt i systemtænkning ovenfra fra ’den parallelverden, der er opbygget og uddelegeret til det’, som I skriver i en modig offentlig erkendelse.

Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) er historie, men der vil komme nye initiativer med akkreditering, og vi skal lære af fortidens fejl. Standardisering af processer har vist sig meget udfordrende og ressourcekrævende.

Nedefra og oppefra blev der lagt monstrøse arbejdsmængder i det. Ros til de kolleger, der sagde fra, og til de politikere, der lyttede.

Stram topstyring

Gennem mange år har faggrupper under Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe (DMCG) arbejdet med nationale retningslinjer og kliniske databaser. Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP) har nu sat sig på processen med stram topstyring af de kliniske retningslinjer, som ikke længere er særligt anvendelige.

De kolleger, jeg har talt med, bruger dem heller ikke. Det er stadig klinikere, der skriver retningslinjerne, men forfatterne selv ryster på hovedet, når man taler med dem om processen og produktet.

Mange patientnære processer trænger til optimering. På min afdeling drejer det sig f.eks. om signering af prøvesvar og styring af lange komplekse forløb.

Det er absolut meningsfuldt at hjælpe patienter igennem systemets mangler, mens man venter på sin pension – men vi vil faktisk gerne noget mere

Mangel på smidighed gør, at behandlinger, som for år tilbage kunne tilpasses efter patientens behov, nu ofte må tilpasses til afdelingens muligheder for at give behandlingen, selvom vi stritter imod udviklingen på alle niveauer.

It-værktøjerne er ofte ikke driftssikre eller sammenhængende, og de indføres med stramme tidsfrister og efterfølgende lange tilpasningsfaser, hvor det engang imellem rent ud sagt sejler.

Den aktuelle mangel på plejepersonale er selvfølgelig en ekstra udfordring for gode patientforløb, men det er forkert udelukkende at råbe på personaleressourcer.

Der er tunge ledelsesopgaver forude fra afdelingsledelse og helt op i toppen af systemet.

Todelingen af landet ift. den Elektroniske Patientjournal (EPJ) er politisk ømfindtlig, men hvis man et eller andet sted stadig drømmer om et stort nationalt kvalitetssikringsprojekt, kunne man starte her.

Detailstyring tæt på patienten

Iveren efter at indføre nye tiltag er ofte stor, men rettidig opmærksomhed på optimeringsprocesser, som uomgængeligt følger med, er ofte lille – det mærkes på gulvniveau, og det skader implementering af tiltag, også de gode af slagsen.

Ofte bliver det ved skåltaler og søsætning af projekter. Det er nok lettere at åbne et kontor og uddelegere et projekt nedad end at optimere komplekse varierende patientnære processer.

Om muligt bør detailstyring foregå patientnært, for behov varierer meget, alt efter hvilke ydelser der gives, og hvor de gives.

I toppen vil man få færre procesdata at tygge på, men med fornuftige politiske og administrative valg kan sundhedsvæsenet alligevel kvalitetssikres bedre. Og når vi kan mærke det på gulvet, tror vi på det.

Reel kvalitetssikring uden tung indflydelse fra klinikere er en tabt sag. Det viser historien, og det fremstilles fint af Lilja og Mogensen. Klinikere vil være engagerede, hvis det giver mening ift. patientforløb.

I modsat fald trækker de sig og forsøger at passe arbejdet bedst muligt under de givne rammer.

Selvom det trætter i længden, er det absolut meningsfuldt at hjælpe patienter igennem systemets mangler, mens man venter på sin pension – men vi vil faktisk gerne noget mere.

Læs også:

Vi har fejlet big time

Skriv kommentar