Foto: MSD Danmark

Hvor er ambitionen i det danske vaccinationsprogram? MSD Danmarks vaccinechef, Tea Egeskov Thomsen, efterlyser ambitioner i det danske vaccinationsprogram og opfordrer til, at vi får øjnene op for det store forebyggelsespotentiale, der ligger i vacciner for at beskytte både borgere og vores sundhedsvæsen.

Det er de færreste danskere, der tænker over, at man kan blive alvorligt syg og dø af lungebetændelse. Men hvert år indlægges i gennemsnit 48.000 danskere med lungebetændelse, og over 1.600 danskere mister livet til lungebetændelse. 

At man fjerner et succesfuldt program med stor opbakning, har jeg svært ved at se fornuften i

Men der findes en vaccine, der kan nedsætte risikoen for at blive ramt. Alligevel er pneumokokvaccination ikke en del af efterårets vaccinationsprogram, på trods af at Sundhedsstyrelsen kalder vaccinationsindsatsen de seneste tre år en succes. 

Det er første gang siden koppevaccinen – som nu er en udryddet sygdom – at man har tilbagerullet et vaccinationstilbud til danskerne.

Under corona besluttede den daværende regering og et enigt Folketing at tilbyde gratis pneumokokvaccination til borgere over 65 år og andre i særlig risiko for sygdomsudvikling. 

Det gjorde man for at mindske sygdomsbyrden for patienterne, men også for at aflaste det hårdtpressede sundhedsvæsen. 

Hvor er fornuften?

Det tilbud har regeringen nu rullet tilbage. Således er tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker ikke en del af efterårets vaccinationstilbud. 

Det til trods for at pneumokokvaccination har været et tilbud de sidste tre år, som 81 pct. af danskere over 65 år har gjort brug af. 

At man fjerner et succesfuldt program med stor opbakning, har jeg svært ved at se fornuften i – særligt i lyset af, at vi igen og igen hører, hvor hurtigt vores sundhedspersonale løber.

Flere patientforeninger er også uforstående over for, at tilbuddet ikke er fortsat eller permanentgjort. 

Bl.a. har Morten Freil, direktør i Danske Patienter, udtalt, at det er en forkert prioritering. Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, er ligeledes skuffet over beslutningen, herunder at foreningen ikke er blevet hørt i processen.

Danmark sakker bagud af dansen

I en nyligt offentliggjort rapport sammenligner det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd VIVE vaccinationsindsatserne i de nordiske lande. Her fremgår det, at Danmark er det land, der tilbyder færrest vacciner som en del af det offentlige program

Det kan være svært at forstå prioriteringen, da forebyggelse ikke blot kommer borgerne til gavn, men også sparer ressourcer hos personalet i vores sundhedssystem

Samme tendens gør sig gældende, hvis man løfter blikket ud i Europa. Her placerer en undersøgelse, lavet blandt 23 europæiske lande, ligeledes Danmark i bunden med det laveste antal vacciner i vaccinationsprogrammet.

Kigger man på udgifterne til vacciner og forebyggelse pr. indbygger, ligger Danmark ligeledes i den lave ende. Eksempelvis bruger Sverige og Finland ifølge Vaccines Europe hvert år omkring 175 kr. pr. indbygger på vacciner og forebyggelse, mens vi i Danmark kun bruger knap 40 kr. pr. indbygger.

Det skal ses op imod de 32.000 kr. pr. indbygger, som vi samlet bruger på offentlige sundhedsudgifter. Vaccination fylder altså ganske lidt i det samlede sundhedsregnskab. 

Danmark er altså generelt bagud ift. at introducere vacciner i det offentlige vaccinationsprogram. 

Vacciner er win-win

Det kan være svært at forstå prioriteringen, da forebyggelse ikke blot kommer borgerne til gavn, men også sparer ressourcer hos personalet i vores sundhedssystem. 

Dertil kan man lægge de økonomiske gevinster, der er ved at reducere tabte arbejdsdage hos de syge og eksempelvis syge børns forældre. 

Jeg vil med nysgerrighed følge dette efterårs og vinters sygdomsudvikling. Jeg frygter desværre, at sundhedspersonalet med sygdomssæsonens komme skal løbe stærkere end de behøver. 

Det er ærgerligt, når der er håndtag, vi kunne have drejet på for at aflaste og lette presset. Et pres, regeringen ellers har sat alt ind på at lette.

Jeg kan kun håbe, at vi lærer af det og (gen)indfører de nødvendige forebyggelsestilbud og generelt bringer Danmark mere i front på denne sundhedsdagsorden også.

 Jeg tror, at alle kan være enige om, at vi er dårligt tjent med at ligge bagerst. 

Skriv kommentar