Økonomiforhandlinger – et tragikomisk teaterstykke?
Foto: Joachim Rode

Økonomiforhandlinger – et tragikomisk teaterstykke? Økonomiforhandlingerne mellem KL, Danske Regioner og regeringen er som et rituelt opført teaterstykke, der næppe heller i år vil skabe fundamentet for den nødvendige grundlæggende reform af sundhedsvæsenet. Det skriver VIVE's professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg.

Første akt: Send flere penge

Med samme sikkerhed som forårets komme starter økonomiforhandlingerne mellem KL, Danske Regioner og staten. KL har bedt om 5,5 mia. kr. mere til handicapområdet, og Danske Regioner har toppet med krav om 6 mia. kr. mere til apparatur og bygninger, og dertil kommer naturligvis ønsket om flere driftsmidler mv. Helt forudsigeligt har Finansministeriet afvist ønskerne og meddelt, at rammerne er snævre.

Alt er igen ved at være, som det plejede at være før corona.

Anden akt: Regioner og kommuner gør sig til

Andet akt i spillet om økonomien på sundhedsområdet vil formodentlig blive, at borgmestrene rundt om i landet gør opmærksom på, at de ikke er blevet kompenseret for de stigende sundhedsudgifter.

For selv om der er en betryggende forudsigelighed i de årlige økonomiforhandlinger, så er de også en påmindelse om de mere grundlæggende problemer i vores sundhedsvæsen

De vil pege på markant stigende udgifter til sygeplejen og klandre regionerne, da de sender patienterne alt for tidligt hjem fra sygehuset; det er den ufinansierede opgaveglidning, må vi forstå.

Kommunernes ringe data på sundhedsområdet gør det dog ualmindeligt svært at fremføre argumentet med nogen større styrke. Regionerne vil hurtigt svare igen med solid dokumentation for, at borgere, der har fået planlagt accelereret kirurgi, ikke er dårligere ved udskrivelsen end dengang, liggetiden var længere, også selv om det ikke siger ret meget om udfordringerne ved det stigende antal korte akutte medicinske indlæggelser blandt de mange flere ældre borgere.

Pausen

I sommerpausen fryder Finansministeriet sig over, at regionerne og kommunerne bruger kræfterne på at slå på hinanden frem for at danne fælles front. Måske får de tid til at tage ud i sommerlandet og nynne med på tv•2-hittet ‘Kom, lad os brokke os’, hvor Steffen Brandt synger:

»Lad bare de andre slås
Det er da synd for dem
Men på den anden side
Det kommer sådan set ikke rigtig os ved
Vi har rigeligt at se til med vores eget liv
Og det er stadig bedre at rive i end at blive revet i«

Tredje akt: Finansministeriet har ikke flere penge

I tredje akt melder Finansministeriet den økonomiske ramme ud. Jokeren er her, om der planlægges med folketingsvalg i efteråret eller ej. Men ellers skal parterne nok forberede sig på en ret begrænset vækst, der lige dækker det demografiske pres, samt nogle nøje udvalgte højprofilerede indsatsområder, der er rigt krydret med gode hensigtserklæringer.

Reelt er de centrale myndigheder de eneste, der kan sikre mere grundlæggende forandringer

Parterne har reelt ikke andre muligheder end at acceptere den udmeldte ramme, og vi forlader herefter teateret og træder ud i den barske virkelighed.

For selv om der er en betryggende forudsigelighed i de årlige økonomiforhandlinger, så er de også en påmindelse om de mere grundlæggende problemer i vores sundhedsvæsen, som forbliver uløste både før, under og efter økonomiforhandlingerne.

Efterspil: De ældre koster kommunerne knaster

Siden årtusindskiftet er sygehusvæsenet vokset med 6.000 flere læger og 6.000 flere sygeplejersker, mens kapaciteten i almen praksis har ligget fuldstændig stille, og kommunerne har måttet gennemføre reale besparelser i den samlede ældrepleje for bl.a. at finansiere de stigende omkostninger til sygeplejen.

Den såkaldte opgaveglidning er dog næppe problemet. VIVE har tidligere vist, at det særligt er de ældste borgere, der driver væksten i sygehusudgifterne. I den kommunale ældrepleje hylder man omvendt antagelsen om, at der er ‘sund aldring’, i hvert fald økonomisk.

Men kommunernes problemer på sundhedsområdet kan dog hurtigt blive regionernes problem, for hele forudsætningen for korte forløb i sygehusvæsenet er, at der står en velfungerende ældrepleje klar til at løse plejeopgaven.

Økonomiforhandlinger løser ikke sundhedsvæsenets problemer

Sundhedsvæsenet har et grundlæggende behov for udvikle og nytænke den måde, vi tilrettelægger behandlingen på tværs af almen praksis, sygehus og kommuner. Det er dog temmelig tvivlsomt, om økonomiforhandlinger, hvor alle parter er opdraget til ikke at give noget uden at få noget til gengæld, har potentiale til fundamentalt at rokke ved den kendte driftsmodel.

Reelt er de centrale myndigheder de eneste, der kan sikre mere grundlæggende forandringer, og det bliver spændende, om det bliver i år, at man vælger at tage fat, eller om reformen af sundhedsvæsenet igen skal udskydes til efter næste valg.

Kommentarer

  1. Tak til Jakob Kjellberg for en nøgtern analyse af årets “repremiere” på det samme rituelle sundhedsøkonomiske skuespil, som de politiske aktører atter opfører efter det sædvanlige manuskript. Jeg savner en regering der kan sætte teaterstykket “Vi vil have flere penge” op i en ny mere patientorienteret udgave, som kan give danskerne troen tilbage på, at vi måske ad åre kan få realiteter bag politikernes floskel om, at Danmark har “verdens bedste sygehusvæsen”. Tak for kaffe.

Skriv kommentar