MR-scanning kan tidligt afsløre Parkinsons sygdom

MR-scanning kan tidligt afsløre Parkinsons sygdom En mr-scanning af hjernen kan i et tidligt stadium afsløre Parkinsons sygdom, viser en amerikansk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Neurology.

Personer med Parkinsons sygdom har kun ca. halvt så mange dopaminerge neuroner som raske personer i dele af substantia nigra, som tilhører hjernens basale ganglier.

Tabet af dopaminerge neuroner kan undersøges med en pet-scanner, men det er dyrt og kræver injektion af radioaktive sporstoffer. 

I undersøgelsen indgik 14 personer med tidlige tegn på Parkinsons sygdom og 14 raske personer.

Samtlige deltagere blev undersøgt i mr-scanner, hvor en specifik mr-teknik kaldet diffusion tensor imaging blev anvendt.

Forskerne interesserede sig især for substantia nigra, hvor neurotransmitteren dopamin produceres.

Ved hjælp af mr-teknikken fastsatte forskerne værdier for såkaldt fraktionel anisotropi, et mål for signalintensitet i hjernen, og kunne konstatere signifikante forskelle mellem de personer, der havde Parkinsons sygdom, og dem, der var raske.

Forfatterne til undersøgelsen konkluderer, at mr-scanning kan bruges til at identificere personer med tidlig Parkinsons sygdom. 

Kilde

Skriv kommentar