Da coronavirussen meldte sin ankomst, forårsagede den en radikal omlægning i det danske sundhedsvæsen. En af ændringerne var på det helt lavpraktiske plan, at en række hospitalslæger fik nye opgaver i det mindste for en tid.

»Coronaroller« kalder Jesper Rømhild Davidsen dem, og den specialeansvarlige overlæge på Odense Universitetshospitals Lungemedicinske afdeling J har selv en af disse nye roller.

»Da udredningen af lungekræft skal køre videre, blev det primært os speciallæger, der sidder med andre ambulante patientgrupper som f.eks. KOL, astma og interstitielle lungesygdomme (bindevævssygdomme i lungerne red.), der gik over i denne coronapulje, sammen med læger fra andre subspecialer,« siger han.

Til daglig beskæftiger han sig med først og fremmest med interstitielle sygdomme som f.eks. idiopatisk pulmonal fibrose (en undertype af fibrose, red.), ligesom han arbejder med patienter, der skal udredes til eller følges efter en lungetransplantation. Derudover forsker han inden for de samme emner med særlig fokus på ultralydsskanning af lunger.

Nu går han så coronastuegang.

Han meldte sig selv til tjansen.

»Jeg syntes, det kunne være interessant og spændende at lære en ny luftvejsinfektion at kende, og så mente jeg også, at jeg havde noget at kunne tilbyde. Jeg er vant til at håndtere patienter, der hurtigt kan blive respiratorisk dårligere og evt. udvikler et stigende iltbehov. Nogle af dem så hurtigt, at de ligefrem har brug for en intensivplads og en respirator,« siger han.

»Vores infektionsmedicinere er rigtig dygtige til alt med infektioner. De ved en masse om f.eks. immunapparatet, men vi (lungelæger, red.) er forhåbentlig mere erfarne i at stå på en intensivafdeling og vurdere patienter med dårlig vejrtrækning og også afveje, om en patient i det hele taget skal tilbydes intensiv behandling; om vi kan give andre hjælpemidler end bare en respirator; og om der er andre tilstande, der skal afklares. Det er vores metier.«

Hvordan er det så at lære en helt ny sygdom at kende?

»Der er rigtig mange spørgsmål, som jeg ikke engang kan svare mig selv på. Hvorfor er der nogle af disse tidligere lungeraske patienter, som får en infektion? Og hvorfor er nogle så dårlige, at de ender på intensiv, mens andre ikke gør? Vi får nye input hver eneste time, bl.a. ny viden fra andre lande – Kina, Italien, USA osv. – og så skal vi overveje, om det, de lande har observeret, også lige passer på fynboer. Der er formentlig forskel på danskere og f.eks. kinesere på flere parametre. Jeg lærer hele tiden. Det, jeg troede for et par uger siden, er ikke nødvendigvis det, jeg tror i morgen.«

Er COVID-19 arbejdet meget anderledes end dit sædvanlige job?

»Der er en anderledes fællesånd, som løfter hele projekt COVID-19. Det sammenhold, man har med de forskellige specialister – vi har alle det samme formål og den samme mission både klinisk, men også forskningsmæssigt: at få gjort disse patienter så raske som muligt, og forskningsmæssigt også at være med til at identificere nye diagnostiske muligheder af COVID-19 og evt. også behandlinger. Jeg er meget glad for det arbejde, jeg laver til hverdag, men det er noget andet, når man arbejder sammen med nogle nye faggrupper. Man får ligesom en ekstra energi af det.«

Jesper Rømhild Davidsen peger på netop det tværfaglige samarbejde, både hvad angår det kliniske og det forskningsmæssige, som den helt store gevinst ved hans “udstationering” til coronatjeneste.

Det med at møde andre specialer – hjertelæger, infektionslæger, gigtlæger, hudlæger, nyrelæger, intensivlæger – man lærer ufatteligt meget i et sådant krydsfelt af enorm viden.

»Det med at møde andre specialer – hjertelæger, infektionslæger, gigtlæger, hudlæger, nyrelæger, intensivlæger – man lærer ufatteligt meget i et sådant krydsfelt af enorm viden. Det, der kan være banalt for en lungelæge, kan være noget, en infektionsmediciner aldrig har overvejet, og omvendt. Jeg er så heldig at gå klogere derfra hver dag,« siger han.

Øget kendskab til andre specialer og de måder, andre afdelinger er organiseret på, kan også komme både ham selv og andre læger – for slet ikke tale om patienterne – til gode senere, f.eks. når coronapatienterne kommer så langt, at de skal i kontrolforløb.

Jesper Rømhild Davidsen er også overbevist om, at coronakrisen kommer til at sætte sig varige spor i organiseringen af sundhedsvæsenet. Det får også betydning for hans eget arbejdsliv.

»I takt med, at vi nu har været nødsaget til at reducere den ambulante aktivitet for ikke-kritisk syge lungepatienter, fordi der skal allokeres ressourcer til COVID-19, så har vi skullet selektere i vores ambulante patienter. De dårligste skal stadig komme, men mange af de vanlige og måske mindst syge patienter er blevet skubbet måske en til tre måneder, og nogle har vi ringet til eller haft virtuel kontakt med i form af et facetime lignende setup. Og jeg tror, at lige nøjagtig telekonsultationer er noget, vi i vores lungeambulatorium vil se mere hyppigt anvendt fremadrettet,« siger han.

»Der er også nogle sygeplejerskekonsultationer, der kunne laves om til noget virtuelt. I det hele taget – det bliver ikke det samme sundhedsvæsen.«

Det lyder helt historisk?

»Ja. Der er vel noget spansk syge over det.«

Hvis du som Jesper Rømhild Davidsen er læge i andet speciale end infektionsmedicin, men i denne coronakrise arbejder med COVID-19 og gerne vil dele dine erfaringer, så skriv dem som kommentar under artiklen.