Læge Michael Boesen
Foto: Privat

En lang rejse til akutlægens indre Læge Michael Boesen har prøvet kræfter med alt, fra almen praksis til Forsvaret, uden at finde sig helt til rette. Men 1.200 km på den japanske pilgrimsrute Shikoku 88 har rusket op i hans sind, forvandlet rastløshed til ro og har fået ham til at hvile i at være læge.

De sidste kilometer op til det 69. tempel på pilgrimsruten Shikoku 88 er stejle. Meget stejle. Michael Boesen sætter tempoet op. Han husker, at han har læst, at nogle af de tiggermunke, der oprindeligt vandrede turen, faldt døde om undervejs. Afkræftede. Han sætter tempoet yderligere op. Hans ømme knæ værker, og det begynder at sortne for hans øjne. Tanker om livet hjemme i Danmark afløses af tanker om børnene og ekskonen. Han sætter igen tempoet op. Den ene fod foran den anden. Han tænker, at døden i disse smertefulde minutter ikke er så langt væk. Det skræmmer ham ikke. Hans krop hviner af smerte, men indeni er han rolig. Han mærker, hvordan tankerne falder på plads.

Buddhastatue
Buddhastatuen ligger langt oppe i bjergene. Den er det første af fire ’check-points’, hvor pilgrimmene beviser, om de har den rette mentale indstilling.Foto: Privat

I maj vendte akutlæge Michael Boesen hjem til Danmark efter at have tilbagelagt 1.200 km med vandrestøvler og rygsæk på den japanske pilgrimsrute Shikoku 88 på øen Shikoku, den mindste og mindst befolkede af de fire japanske hovedøer. Da han et lille år forinden besluttede at begive sig ud på den syv uger lange pilgrimsfærd, havde hans liv længe været præget af uro og rastløshed. Hans lægekarriere havde ført ham vidt omkring. Fra de første år på medicinske og anæstesiologiske afdelinger, over vikariater flere steder på Grønland, en speciallægeuddannelse i almen medicin, kortere ansættelser på de nu nedlagte sygehuse i Lemvig og Brædstrup, fire år i Forsvaret og sidst til en uddannelse i akutmedicin. Ind imellem karriereskiftene var han sygemeldt med stress ad to omgange. »Brændt sammen i hovedet,« som han selv betegner det.

Når Michael Boesen ser tilbage på sin vej gennem sundhedsvæsenet, har den været kendetegnet ved et repetitivt mønster: Han bliver ansat på en ny arbejdsplads. De første måneder er udfordrende. De følgende måneder er trygge. Og så sætter en frustrerende følelse af kedsomhed og rastløshed ind. Og med den følger de negative tanker: Hvorfor har han ikke for længst fundet ro i en velestimeret overlægestilling eller som indehaver af egen praksis? Hvorfor flakker han rundt og famler efter et ståsted?

Faldt på plads på en date

»Jeg havde et håb om, at det at vandre på Shikoku 88 ville gøre mig afklaret med en masse ting i mit liv. I den dagbog, jeg skrev i hver dag på turen, noterede jeg på én af de første sider, at mit mål med at vandre var at finde frem til den bedst mulige udgave af mig selv,« fortæller Michael Boesen.

Han hviler albuerne på bordet. Intet i hans kropssprog eller mimik afslører, at han for ganske kort tid siden er vendt hjem til huset i Silkeborg efter en lang nattevagt på Hjørring Sygehus. Med rolig stemme sætter han ord på de følelser, der fór rundt i hovedet på ham i ugerne op afrejsen. Det falder ham ikke svært – det er følelser, han har kendt og bakset med i store dele af sit liv.

Tanken om at vandre sig til indre ro og afklaring havde han egentlig også haft længe, men det blev på en date med en kvinde, at det endelig faldt helt på plads. Hun var netop vendt hjem fra Shikoku.

»Jeg kunne med det samme mærke, at jeg skulle af sted. Det var en intuitiv følelse af at være draget mod Japan og de mange kilometer på Shikoku 88. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig,« husker Michael Boesen.

Han var vant til at gå langt, så 1.200 kilometer rundt til de 88 templer på Shikoku skræmte ham ikke. Inden afrejsen fokuserede han derfor størstedelen af sin forberedelse på at lære at spise med pinde og tage et kursus i japansk, så han kunne sikre sig tag over hovedet og en seng at hvile benene i undervejs på turen.

Afmagt og udbrændthed

Han havde talt med overlægen på akutafdelingen på Regionshospitalet Herning om at gå ned i tid. Han var igen begyndt at mærke symptomer på stress og udbrændthed. En eftermiddag sidder han foran sin computer, da en af de yngre læger på afdelingen henvender sig til ham. Den unge læger spørger ham ind til en simpel procedure. En af de procedurer, han kan forfra og bagfra og i søvne. Men som han sidder der, kan han intet huske. Michael Boesen fejer den unge læge væk og beder ham om at læse instruksen. Han prøver febrilsk at memorere proceduren, men han kan ingenting huske. Absolut ingenting! Samme dag bliver han sygemeldt i en måned.

Jeg følte til tider, at jeg som læge på en akutafdeling først og fremmest blev vurderet på, hvor god jeg var til at sende patienterne hurtigt hjem igen. Det sled meget på mit faglige selvværd og identitet

De første dage på Shikoku 88 havde Michael Boesen svært ved at slippe Danmark. Han brugte megen tankevirksomhed på at forsøge at binde knude på alle de løse ender, han følte, han havde efterladt sig hjemme i Danmark. Efter sin sygemelding fra opholdet på Regionshospitalet Herning, som havde været en del af uddannelsen i akutmedicin, stod det klart for ham, at han ikke ønskede at være en fast del af det faglige miljø på en stor akutafdeling.

»Jeg følte til tider, at jeg som læge på en akutafdeling først og fremmest blev vurderet på, hvor god jeg var til at sende patienterne hurtigt hjem igen. Det sled meget på mit faglige selvværd og identitet,« fortæller Michael Boesen.

Freelancer

Efter at have gjort sin uddannelse i akutmedicin færdig valgte Michael Boesen at droppe de faste ansættelser og slå sig ned som freelancer. Det betyder, at han i dag er tilknyttet en række vikarbureauer og arbejder i tidsbegrænsede vikariater i bl.a. Sverige, Norge og på Grønland. Senest har han også taget vagter på akutafdelingen på Hjørring Sygehus.

Det er typisk tilbud om nattevagter og døgnvagter i weekender, der ligger i hans indbakke. Michael Boesen værdsætter den store frihed, der følger med freelancelivet, men den har også fået ham til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem han er. Hele sit voksne liv havde han forestillet sig, at roen og lykken lå i at finde det rette lægefaglige speciale. Forud for rejsen til Japan havde han derfor brugt megen tid på at bebrejde sig selv, at han ikke kunne finde sig tilpas i at gøre som ‘alle andre’.

Jeg befandt mig i en sindstilstand – et ‘pilgrims-mode’ – hvor alt, jeg oplevede, mens jeg gik, blev skrevet ind i en større forståelse

»I begyndelsen tænkte jeg meget over det liv, jeg havde ‘efterladt’ hjemme i Danmark. Skulle jeg sælge mit hus? Var der mon arbejde til mig, når jeg vendte hjem? Var det i orden at have truffet de valg, jeg havde. Men lidt efter lidt faldt stress­niveauet, og jeg oplevede en enorm ro sænke sig. Det føltes næsten som at være i en hypnotisk tilstand: Gå, spise, sove. Gå, spise, sove,« siger Michael Boesen og fortsætter:

»Jeg befandt mig i en sindstilstand – et ‘pilgrims-mode’ – hvor alt, jeg oplevede, mens jeg gik, blev skrevet ind i en større forståelse. Gik jeg f.eks. forkert på ruten, fordi jeg havde undladt at tage imod råd fra en forbipasserende, så blev det i mit hoved til en læring om at tage mere imod. Når jeg siger det højt nu, lyder det måske lidt skørt, men det gav mening for mig, mens jeg gik.«

På flugt fra døden

De udveksler ikke mange ord, Michael Boesen og den ældre japanske mand, der har gjort ham selskab. Den japanske mand har ikke talt engelsk, siden han gik ud af folkeskolen for mere end 50 år siden, så ordene mangler. Men de nyder hinandens selskab. Drikker kaffe og spiser dampende varm nudelsuppe om aftenen, inden de går hver til sit for natten. Sådan går der flere uger. Noget tid senere modtager Michael Boesen en besked om, at den japanske mands ældste søn er afgået ved døden efter et sygdomsforløb. Beskeden tikker ind samme dag, som hans egen søn har fødselsdag. Mens tårerne triller ned ad hans kinder, minder han sig selv om at værne om de øjeblikke, han har haft og kommer til at have med sine egne børn.

Det føltes næsten som at være i en hypnotisk tilstand: Gå, spise, sove. Gå, spise, sove

Jo længere han gik, des mere følte Michael Boesen, at hans liv flyttede sig. Ikke på det ydre plan – gå, spise, sove – men indeni. Tankerne faldt i hak, og rastløsheden var væk. Meget af tiden gik han alene. Men på dele af turen fulgtes han med den ældre japanske mand, da de havde nogenlunde samme indstilling til, hvor mange kilometer der skulle tilbagelægges fra solopgang til solnedgang. For japanske buddhister er det at gå Shikoku 88 en måde at forberede sig til døden på. Det er, ifølge buddhistisk filosofi, en vigtig læring, da et menneske, der tør se døden i øjnene, bedre er i stand til at være til stede i nuet. At integrere døden mere i det levede liv, mener Michael Boesen, kunne gavne det danske sundhedssystem.

»I Vesten er vi bange for at tale om døden. Det har nogle uheldige konsekvenser, tror jeg. Se bare på udgifterne i sundhedsvæsenet! Langt størstedelen går til at holde patienter i live de sidste seks måneder af deres liv. Vi gør ikke altid patienterne en tjeneste ved at skubbe døden foran dem som en nærmest mytisk størrelse,« siger Michael Boesen.

Du er sgu god nok

Han lader blikket glide ned over højre arm, mens han tager en tår af den sorte kaffe. Da han vendte hjem til Silkeborg efter de knap to måneder på Shikoku 88 og to uger med den transsibiriske jernbane, fik han tatoveret en perlekrans om sit højre håndled. Den skal minde ham om turen og den ro, han fandt. Og ikke mindst om, hvor vigtigt det er at holde fast i roen, og ikke lade de negative ‘automat-tanker’ få spillerum – for det gør de let, når hverdagen sætter ind, er hans erfaring.

»Det vigtigste, turen lærte mig, var at stå ved mig selv. Jeg er 56 år, og det er først nu, at jeg kan se mig selv i spejlet og tænke: ‘Du er sgu god nok’. Min rastløshed har på mange måder været en følge af, at jeg følte, jeg skulle leve op til en hel masse. Men jeg har indset, at jeg ikke kommer til at redde verden eller genopfinde penicillinet. Og det har jeg det langt om længe helt fint med,« siger Michael Boesen.

Jeg tror, at rigtig mange læger ville have godt af at stige af præstationsræset. Mange har knoklet og fået topkarakterer hele vejen gennem studiet, og de er skrækslagne for at lave selv den mindste fejl

Selvaccepten har betydet, at Michael Boesen oplever, at han er blevet bedre til at sætte og stå ved sine grænser. Fra nytår har han sagt ja til at være tilknyttet som fast overlæge på akutafdelingen på Herning Sygehus en uge om måneden. Før ville han have bebrejdet sig selv, at han ikke magtede at varetage stillingen på fuld tid, men i dag føles det godt at trække en streg i sandet, lægge præstationerne på hylden og passe på sig selv.

Ro er en drivkraft

»Jeg tror, at rigtig mange læger ville have godt af at stige af præstationsræset. Mange har knoklet og fået topkarakterer hele vejen gennem studiet, og de er skrækslagne for at lave selv den mindste fejl, når de kommer ud i ‘den virkelige verden’. Det er bekymrende at se på et helt system, der på så mange måder har seriøse stress-symptomer,« siger han.

Michael Boesen er klar over, at hvis alle i sundhedsvæsenet tænkte, som han gør, så ville der ikke ske megen udvikling. Så det er godt, at der også findes ildsjæle, som er villige til at dedikere deres liv til arbejdet – det er en del af en større balance, mener han.

»Dermed ikke sagt, at den ro, jeg oplever, er en sovepude. Jeg ser den som drivkraft. Jeg er blevet mere tålmodig, bl.a. over for mennesker, jeg arbejder med. Jeg griner og smiler mere. Det er, som om nogen har løsnet en ventil og lukket al vreden og alle frustrationerne ud.«

Michael Boesen er overbevist om, at han skal ud at vandre igen. Næste pilgrimsfærd bliver sandsynligvis på Camino del Norte, der snor sig gennem bjerge og dale i det spanske Baskerland og langs Middelhavets kyst.

Tempel 42
Templet var lukket, da Michael Boesen og hans japanske følgesvend endelig nåede frem. Heldigvis indvilligede munken i at genåbne templet, så de to pilgrimme kunne få deres stempel i tempelbogen. – Foto: PrivatFoto: Privat

 

Kommentarer

Skriv kommentar