Længe ventet diabetes-afgørelse fra Ankestyrelsen placerer ikke et klart ansvar
»Kassetænkningen må og skal stoppes,« siger adm. direktør Henrik Nedergaard fra Diabetesforeningen.

Længe ventet diabetes-afgørelse fra Ankestyrelsen placerer ikke et klart ansvar Principafgørelsen er så uklar, at den giver myndigheder mulighed for at skubbe ansvaret fra sig, mener Diabetesforeningen.

Det kommer an på den konkrete sag, hvem der hænger på regningen til de såkaldte flash glukosemålere, som kan lette tilværelsen for nogle diabetikere.

Det slår Ankestyrelsen fast i en længe ventet principafgørelse.

I flere tilfælde har borgere haft svært ved at få stillet målerne til rådighed, fordi kommuner og regioner har været uenige om, hvem der skulle betale, og Diabetesforeningen havde håbet, at den nye afgørelse ville give et endegyldigt svar på det.

Principafgørelsen er imidlertid så uklar, at den giver myndighederne mulighed for at skubbe ansvaret fra sig.

»De mange mennesker med diabetes, der har været fanget i kassetænkningen mellem kommuner og regioner det seneste år, havde forventet en klar afgørelse, der kunne fastslå, om flash glukosemåling enten er et kommunalt eller et regionalt ansvar. I stedet er det blevet en både-og-afgørelse. Den stiller store krav til myndighederne om at samarbejde, og det er netop det, vi set, der har været store problemer med,« siger administrerende direktør Henrik Nedergaard i Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

»Derfor ønsker vi, at myndighedernes roller og ansvar defineres umisforståeligt og tydeligt, så mennesker med diabetes kan få klar besked. Det har de ikke fået med denne afgørelse,« fortsætter han.

Vurdering fra sag til sag

Tvisten om flash glukoserne er gået på, om de kunne betragtes som behandlingsredskab, der skal betales af regionen, eller et hjælpemiddel, der skal betales af kommunen.

Afgørelsen fra Ankestyrelsen siger imidlertid, at det afhænger af en konkret vurdering af den enkelte sag, om flash glukosemålere er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel eller eventuelt begge dele.

»Et produkt kan både være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Hvilken myndighed, der i givet fald bevilger produkt afhænger af, hvordan produktet anvendes og administreres,« skriver Ankestyrelsen.

Selv om styrelsen ikke kommer med et endegyldigt svar på, om det er kommuner eller regioner, der har ansvaret for at bevilge glukosemålere, giver afgørelsen flere rettesnore.

Det betones således i afgørelsen, at det i første omgang skal afklares, om en flash glukosemåler kan betragtes som et behandlingsredskab, som regionen kan bevilge. Er det ikke tilfældet, kan kommunen eventuelt bevilge apparatet som et hjælpemiddel efter serviceloven.

»Hvis sundhedssektoren har afgjort, at et produkt ikke kan anses som et behandlingsredskab, skal kommunen afgøre, om der er tale om et hjælpemiddel, der kan bevilges efter serviceloven – herunder foretage en væsentlighedsvurdering,« skriver Ankestyrelsen i sin afgørelse.

»Et produkt kan kun bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, når det ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dette følger af servicelovens bestemmelse om subsidiaritetsprincippet,« hedder det videre.

Tre konkrete sager

Ankestyrelsens principafgørelse tager udgangspunkt i tre konkrete sager, som styrelsen har afgjort på forskellige vis.

I en sag har styrelsen afgjort, at en kommunal beslutning om ikke at bevilge en flash glukosemåler var korrekt, da måleren i det tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel. I en anden sag har Ankestyrelsen omvendt omgjort en kommunal afgørelse om ikke at bevilge en sådan måler, da Ankestyrelsen i det tilfælde vurderer, at måleren  måtte anses som et hjælpemiddel, der ville fungere som en væsentlig afhjælpning af borgeren.

Som hjælp til kommuner, der skal vurdere, om en flash glukosemåler skal betragtes som et hjælpemiddel, fremlægger Ankestyrelsen derudover tre eksempler.

For voksne velregulerede diabetikere, som ikke har behov for instruktion og assistance til at anvende glukosemålingssystemet hjemme, vil flash glukosemåling være et hjælpemiddel.

Flash glukosemåling vil til gengæld hverken kunne betragtes som et hjælpemiddel for borgere med manglende sygdomserkendelse eller manglende evne til at anvende traditionelle blodsukkermålinger eller for børn og unge, hvor der foreligger lægelige oplysninger om, at glukosemålingssystemet er nødvendigt.

Tvist må ikke gå ud over borgerne

Samtidig understreges det i et svar fra Sundhedsstyrelsen, som Ankestyrelsen fremlægger i forbindelse med offentliggørelsen af principafgørelsen, at tvivl eller strid om, hvem der skal betale for en flash glukosemåler, ikke må gå ud over borgerne.

[box]

Flash glukosemåling
  • Er en ny teknologi til at måle glukose, som bruges til insulinbehandlede diabetespatienter. Metoden bruger ikke fingerprikkere og strips, men en sensorteknologi.
  • Består af en sensor i et lille plaster og en måle-enhed på størrelse med en mobiltelefon
  • Sensorens lille måle-nål trænger ind i underhuden, når sensoren prikkes fast på overarmen. Sensoren måler glukoseværdien i vævsvæsken lige under huden.
  • Glukoseniveauet aflæses ved at føre måle-enheden hen over sensoren, hvorved den aktuelle værdi scannes og vises på et display med glukoseværdier fra de seneste otte timer.
  • Sensoren med måle-nålen skiftes af patienten selv hver anden uge.
  • De første videnskabelige undersøgelser af teknologien viser, den er lige så præcis som en almindelig glukosesensor.
  • Eneste produkt på markedet er foreløbig den såkaldte Freestyle Libre fra firmaet Abbott.

Kilde: Diabetesforeningen

[/box]

»Det forudsættes, at regioner og kommuner samarbejder om at sikre, at tvivl om hvilken myndighed, der har bevillingsansvaret for et redskab, ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder,« skriver Sundhedsstyrelsen i svaret, som Ankestyrelsen lægger frem.

»Såfremt region og kommune er enige om, at borgeren har brug for et givent behandlingsredskab/hjælpemiddel, men ikke sørger for at stille dette til rådighed som følge af tvivl om den ansvarlige myndighed, vil dette være i strid med princippet i afgrænsningscirkulæret,« fastslås det videre.

Det ændrer dog ikke på, at Diabetesforeningen anser principafgørelsen for at være utilstrækkelig. Håndteringen af snitfladerne mellem kommuner og regioner skal ændres afgørende, hvis problemer skal undgås.

»At situationen overhovedet kan opstå viser, at systemet ikke fungerer. Der vil helt sikkert komme flere lignende sager med ny teknologi, som ikke er forudset i reglerne, og derfor skal de ændres. Kassetænkningen må og skal stoppes,« siger Henrik Nedergaard fra Diabetesforeningen.

Skriv kommentar