Claus Bretlau er i gang med at supervisere en yngre læge ved en patient.Foto: privat

Lægestafetten: Vi er lægernes 112 på det akutte område Anæstesiolog Claus Bretlau står gerne i front, når der skal træffes hurtige og svære beslutninger. Tidligere var han ved fronten, da han var i forsvaret. I dag kan han ikke forestille sig at arbejde som andet end læge, og han elsker at være med til at uddanne yngre læger.

Claus Bretlau, hvad er det første, du gør, når du møder på arbejde?

»Ved en normal arbejdsdag klæder jeg om og får overblik over operationer og personale i koordinationsrummet på operationsgangen, hvor jeg er ansvarlig for ti operationsstuer. Jeg går til morgenkonference kl. 7.45, og så begynder dagen kl. 8.«

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

»Der er et godt arbejdsmiljø på afdelingen, jeg har gode kolleger, griner hver dag, mit arbejde er alsidigt og udfordrende, og ikke to dage er ens. Jeg kan ikke ønske mig bedre.«

Kan du nævne en god oplevelse den seneste uge?

»Jeg har været bagvagt i denne uge og havde en ung forvagt med mig på vagt. Det var en god oplevelse, at forvagten kunne løse stort set alle opgaver. Vedkommende lavede selv bl.a. nerveblokader, bedøvelser og CVK. Det bekræftede mig i, at vores yngre læger er dygtige, og det gør mig stolt, at vi uddanner højt kvalificerede på Bispebjerg.«

Hvad er det værste ved dit arbejde?

»Anæstesien er i front, når andre læger ikke kan komme igennem med det akutte. Vi er lægernes 112 på det akutte område. Vi tager imod traumer og går ud i huset og henter de dårligste patienter i afdelingerne. Vi er også med til at tage den tunge beslutning om at indstille behandling. Men den præmis accepterer man som anæstesilæge. Det værste er, når jeg oplever, at arbejdsmiljøet bliver presset af faktorer udefra. Der er flere fra vores afdeling, der er gået ned med stress, og det er hårdt at se kolleger gå grædende herfra.«

Jeg griner hver dag, mit arbejde er alsidigt og udfordrende, og ikke to dage er ens. Jeg kan ikke ønske mig bedre.

Claus Bretlau, anæstesiolog

Kan du nævne en dårlig oplevelse den seneste uge?

»I sidste uge havde vi en mand på 43 år, der var ved at aflevere sit barn i børnehaven. Han fik et ildebefindende og kom ind hos os. Det endte med, at han døde herinde, mens barnet sad ude i akutmodtagelsen. Man lærer at skærme sig selv, for vi oplever mange hårde situationer, men der er få gange, hvor oplevelserne ikke er til at ryste af sig. Heldigvis er vi gode til at snakke om det.«

Hvilke fordomme møder du i forhold til dit speciale?

»Der er fordommen om, at vi er en kaffeklub på tilkald, og når vi ikke arbejder, sidder vi og drikker litervis af kaffe og har altid en kaffeplet på trøjen. Det kan jeg ikke genkende. Ellers er der mange, der tænker, at vi kører lægeambulance, flyver lægehelikopter og hele tiden er i front. Men det er et fåtal af os. De fleste af os er på en operationsgang, i smerteklinik eller på en intensiv afdeling, hvor vi ikke kun tænker akut.«

Hvorfor blev du læge?

»Jeg var fire år i forsvaret, blev reserveofficer og var udsendt to gange til henholdsvis Bosnien og Kosovo. Men jeg ville ikke blive i forsvaret. Jeg havde behov for at finde et fag, hvor jeg blev fagligt og mentalt udfordret, men uden at blive bundet til et kontor. Desuden er min mor læge, så det lå ikke fjernt for mig. Som læge gør vi gode ting for andre mennesker, og det er rart at være en del af den historie.«

»Som medicinstuderende fulgte jeg en mave-tarmkirurg rundt. Hver gang han snakkede med patienter, gik han i øjenhøjde med dem rent fysisk. Det gav en helt anden patientkontakt.Foto: Privat

Hvor meget arbejder du om ugen?

»Denne uge har jeg arbejdet 70 timer, men det er, fordi jeg har haft tre ekstra vagter på grund af sygdom. Normalt er det 40-45 timer, hvor jeg arbejder lidt før og efter vagter. Jeg får ikke løn for mere end 37 timer. Jeg har en familie med tre små børn, så jeg prøver at holde fri, når jeg har fri.«

Hvad ville du være, hvis du ikke skulle være læge?

»Jeg kan ikke se mig selv i andre roller. Min identitet har påtaget sig meget i denne lægerolle. Jeg ramte plet, dengang jeg tog valget om lægegerningen i et lille telt i Bosnien og søgte ind på lægestudiet.«

Hvis du var sundhedsminister, hvad ville du så gøre?

»Jeg har oplevet fra mine 10 år inden for anæstesi, at arbejdspresset er blevet større og ressourcerne færre. Besparelser kan føre noget positivt med sig, for vi er blevet mere effektive, og vi er ved at optimere vores operationsgang. Men besparelserne slider på personalet, som får flere opgaver og færre ressourcer. Det hænger heller ikke sammen med, at politikerne vil have trygge og sammenhængende patientforløb. Så jeg ville kigge på besparelserne.«

Hvad savner du i sundhedsvæsenet lige nu?

»Sundhedsplatformen fylder meget. Der er mange frustrationer, og man føler ikke, at der bliver gjort noget. Jeg vil foreslå, man giver platformen et år til at rette fejl og mangler. Så er det fedt, hvis det bliver bedre, for det har været dyrt. Men vi skal ikke beholde det for enhver pris. Der er tale om et redskab, der skal gøre det nemmere for patienter og læger. Vi har et system i resten af Danmark, der fungerer. Det ville være oplagt med et fælles system, så der sker færre fejl.«

Hvad er din faglige kæphest?

»Vær nidkær med arbejdet og følg op på patientforløb, så man hele tiden gør det bedste. Og spørg om hjælp.«

Hvad er det bedste råd, du har fået af en kollega?

»Som medicinstuderende fulgte jeg en mave-tarm-kirurg rundt. Hver gang han snakkede med patienter, gik han i øjenhøjde med dem rent fysisk. Det gav en helt anden patientkontakt. Jeg bruger samme metode og prøver at være til stede, hilse på patienten først, være høflig, imødekommende – og i øjenhøjde.«

Færdiggør sætningen: Efter en hård arbejdsdag kan jeg godt lide at …

»Drømmescenariet er at komme hjem og give min kone et stort kram og et kys og fortælle om min dag. Men realiteten som småbørnsfar er, at jeg får en baby på armen og to små børn på skødet. Så jeg går fra en hektisk arbejdsdag til et livligt privatliv. Det er lige på og hårdt, indtil de sover. Men det er også det hele værd.«

Hvem giver du stafetten videre til?

»»Jeg vil gerne give stafetten videre til bækkenkirurg Jeppe Barckman fra Aarhus Universitetshospital. Jeg samarbejder meget med ortopædkirurger i dagligdagen med forskellige subspecialer, og jeg er nysgerrig efter at vide, hvad andre subspecialer gør, og hvordan de dygtiggør sig og samarbejder tværfagligt om disse ofte meget komplekse patientforløb og evt. trækker på international erfaring.«

 

Skriv kommentar