Michael Borre
Formand for Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe Michael Borre håber, at de danske læger i den sidste ende ikke får ret i deres bange anelser.

Kræftlæge: Regeringen siger én ting og gør noget andet Trods opfordring fra landets kræftlæger vælger sunhedsministeren ikke at lempe på patientrettigheder. Handlingen er ikke i tråd med regeringens budskab, siger formanden for kræftlægerne.

Regeringen lemper ikke på patientrettighederne. Sådan lyder budskabet fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S). 

Det kommer på baggrund af, at Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG) udsendte særanbefalinger af, hvilke kræftbehandlinger som med fordel vil kunne udskydes, uden det har alvorlige konsekvenser for kræftpatienterne. 

Sundhedsministerens handling svarer ikke til det, vi ser på andre fronter. Jeg mangler, at han lytter til de kliniske eksperter i stedet for misforstået på udvalgte områder at holde patientrettigheder gældende.

Kilde: Michael Borre, formand for DMCG

Men sundhedsministeren deler altså ikke den holdning, oplyser han til Dagens Medicin.

»Netop på kræftområdet, hvor tid ofte er en afgørende faktor for overlevelse, er det afgørende, at vi har maksimale ventetider. Vi følger sammen med myndighederne situationen i sundhedsvæsenet tæt, og vi analyserer løbende vurderinger og behov,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar.

Michael Borre er formand for DMCG samt lærestolsprofessor og overlæge på afdeling for Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital. Han mener ikke, at sundhedsministerens udmelding stemmer overens med det budskab, som statsministeren og regeringen gik ud med på pressemødet 11. marts.

»Sundhedsministerens handling svarer ikke til det, vi ser på andre fronter. Jeg mangler, at han lytter til de kliniske eksperter i stedet for misforstået på udvalgte områder at holde patientrettigheder gældende,« siger Michael Borre. 

Lempelser stadig aktuelle

Han understreger, at de lempelser, han og DMCG anbefalede i sidste uge, fortsat er aktuelle. Selvom stigningen af antallet af coronasmittede flader ud, er der stadig flere – også hospitalspersonale, der bliver smittet. Derfor skal anbefalingerne ses som en form for forebyggelse, der udgør større nytte, når det går galt.

Der er netop en prostatakræftlæge, der er blevet sygemeldt med COVID-19. Vi vil gerne undgå, at der på samme tid er flere på samme afdelinger, der bliver ramt.

Kilde: Michael Borre, formand for DMCG

»Vi skal hellere gøre tingene rettidigt, hvor vi er nødt til at forudse et skrækscenarie og dermed undgå det. Det er ikke udelukkende risiko for patientsmitte, dette drejer sig om. Sættes behandlerkorpset ud af spil, bliver vi kastet ud i at skulle lave langt mere voldsomme prioriteringer, end vi aktuelt foreslår. I det værste tilfælde vil coronakrisen ramme alle kræftområder og ikke kun påvirke veludvalgte grupper,« siger han og fortsætter:

»Der er netop en prostatakræftlæge, der er blevet sygemeldt med COVID-19. Vi vil gerne undgå, at der på samme tid er flere på samme afdelinger, der bliver ramt,« siger Michael Borre.

Står klar med nødanbefalinger

På DMCG’s hjemmeside ligger der nu nødanbefalinger for 10 store kræftområder. Kræftgrupperne har med stor omhu været inde og identificere, hvilke udvalgte områder det giver mening at udskyde udredning og behandling op til tre måneder. 

Michael Borre siger, at selvom Sundhedsstyrelsen 30. marts meldte ud, at patientrettighederne aktuelt ikke bliver ændret, ligger anbefalingerne på hjemmesiden stadig markeret med rød, og er dermed klar til ved behov at blive iværksat og dermed sikre en ensartet landsdækkende indsats.

Han understreger, at hans og hans kolleger nu har råbt vagt i gevær, og sætter deres lid til, at  myndighederne overvåger situationen meget nøje. 

»Jeg håber virkelig, at det er de rigtige valg, myndighederne træffer i disse timer, og at jeg ikke i den sidste ende kan sige, at vi læger fik ret i vores bange anelser,« siger han.

 

Skriv kommentar