Det danske sundhedsvæsen er vokset ud af et velfærdssamfund skabt på demokratiske principper, hvilket bl.a. sikrer befolkningen lige adgang til sundhedsydelser, ensartet behandling og solidarisk finansiering.

De sidste par år har flere rapporter fra styrelser og organisationer vist tegn på stigende ulighed og organisatoriske udfordringer.

På trods af massive investeringer i supersygehuse og specialiseret behandling har vi stadig alvorlige udfordringer med rekruttering og uddannelse af sundhedsfagligt personale til nogle af de meste udsatte og syge mennesker i landet.

I aftalen om strukturreform fra 2004 står der:

’Vi har i Danmark en lang tradition for at tage os af de mest sårbare i vores samfund og investere i mennesker og fremtiden. Det skal den offentlige sektor have endnu bedre mulighed for at gøre fremover. Vi skal derfor fremtidssikre den decentrale offentlige sektor, som er et særkende for Danmark, ved at skabe bæredygtige enheder med et klart ansvar for at levere velfærdsydelser af høj kvalitet til danskerne’.

I lyset af denne opløftende indledning kunne man i 2007, med rette, forvente høj kvalitet og bedre løsninger.

I samme aftale er det også beskrevet, at regionerne var tænkt at skulle varetage ’forsynings- og udviklingspligt for amtslige institutioner, herunder tilbud inden for alkohol og stofmisbrugscentre’.

Vidners beretning om, hvordan rusmiddel- og alkoholområdet endte i kommunernes varetægt, beskriver fællesmøder med ophedede diskussioner og et helt åbenlyst ønske fra kommunerne om at sikre sig området.

Sundhedsfaglige observationer

Det er i dette historiske perspektiv, at jeg undres og hermed vil rette en kritik af den aktuelle situation, primært baseret på observationer fra en sundhedsfaglig vinkel.

Når man har et ønske om at entrere på et fagområde, er der helt elementære forudsætninger, der skal være opfyldt. Skal man varetage et sundhedsområde, kræver det viden, ledelse og visioner.

Vi har i dag en situation, hvor landets største, måske næststørste, udbyder af den sundhedsfaglige rusmiddelbehandling de facto er et vikarbureau

Min påstand er, at det står meget sløjt til på alle tre fronter.

Før det første har kommunerne og KL undervurderet, at man skal besidde den nødvendige faglige viden for at kunne levere sundhed af en vis kvalitet.

Rusmiddelområdet er, lægeligt set, ikke et selvstændigt speciale, og således er det præget af en ringe faglig organisering.

Men faktum er, at rusmiddelbehandlingen rent faktisk endte som et kommunalt anliggende, inklusiv en såkaldt udviklingspligt.

Hvor er KL?

Alligevel kan man konstatere følgende: På intet tidspunkt har KL understøttet udviklingen af addiktiv medicin, til trods for at det i langt de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med, er et selvstændigt område.

På intet tidspunkt har KL eller de enkelte kommuner søgt at fastsætte kvalitetsstandarder for behandlingen, og på intet tidspunkt har man sikret sig, at der blev rekrutteret eller uddannet læger til fremtiden.

Resultatet er, at man har ladet det være op til den enkelte kommune at definere serviceniveau og behandlingsstrategier, hvilket så fint er blevet beskrevet som et ’postnummerlotteri’.

Til sammenligning har Norge afsat 10 mio. kr. årligt til forskning, i Danmark har man siden 2007 afsat 0 kr. I Norge har man også taget konsekvensen af de sundhedsfaglige udfordringer og etableret en uddannelse og sågar en specialhelsetjeneste, som kan agere og ikke mindst tage ansvar.

Vi har i dag en situation, hvor landets største, måske næststørste, udbyder af den sundhedsfaglige rusmiddelbehandling de facto er et vikarbureau.

Dette er opstået ved, at kommunernes ønske om lægefaglig vurdering er blevet opfattet som ’et nødvendigt onde’, og således er det end ikke lykkedes kommunerne at ansætte læger på en egentlig overenskomst. I stedet benyttes konsulenter i vidt omfang, der så leveres via et vikarbureau.

Ved ingen andre alvorlige sygdomme, der påvirker mennesker helt fra den tidlige ungdom, holder dem ude fra uddannelse og arbejdsmarkedet samt giver markant dårligere livskvalitet og et kortere liv, ville vi acceptere, at halvdelen af patienterne blev behandlet af et vikarbureau.

Jeg vil understrege, at jeg ikke har noget holdepunkt for at kritisere de enkelte sundhedsprofessionelle i vikarbureauet, der forventeligt udfører deres arbejde med omhu – dog er der ingen specifikke krav til specialisering eller reel kvalitetssikring.

Behandling gemt væk

For det andet er rusmiddelområdet præget af et konsekvent fravær af faglig ledelse.

KL har ikke haft interesse i at understøtte området med faglig retning, ledelse eller ensartethed.

Der er it-udfordringer, massive rekrutteringsproblemer og ulighed i sundhedstilbud.

I de enkelte kommuner har man bekvemt gemt rusmiddelbehandlingen under det specialiserede socialområde. På den måde har man fjernet fokus fra den sundhedsfaglige virkelighed.

Det er her vigtigt at holde sig for øje, at rusmiddelbehandlingen, som det eneste sundhedsområde i kommunerne, står for både udredning, diagnosticering og behandling af sygdommen, så med andre ord bærer kommunerne det fulde ansvar for behandlingen.

Systematisk fravær af investeringer

For det tredje skal der tages ansvar, hvilket ofte bliver negligeret eller sløret i samordningsfora, visiteringsmøder eller overladt til tilfældigheder.

Sat på spidsen sidder man ofte med følelsen af, at mennesker uden den ringeste uddannelse eller viden om sundhed lader, som om de tager ansvar.

Et helt centralt problem er bare, at det kliniske ansvar altid vil falde tilbage på den, som udfører behandlingen, udskriver medicinen eller afstår fra dette.

Når man træder ind på et område som sundhedsaktør og samtidig gerne vil sælge historien om, at KL’s sundhedselite har mere magt end nogensinde før, så er det manglende rettidig omhu, at man systematisk har undladt den nødvendige investering i viden, uddannelse og kvalitet.

Man fristes til at spørge, om kommunerne egentlig har forstået opgaven.

Det runger derfor hult, når man ifølge Dagens Medicins liste over det danske sundhedsvæsens 100 mest magtfulde fra september 2021 kan læse, at KL’s formand aldrig har været placeret højere på listen over magtindflydelse i sundhedssektoren.

Hægtet af udviklingen

I dag, mere end et årti efter strukturreformen, er resultatet, at den lægefaglige understøttelse og det faglige vidensfællesskab er udpint i en sådan grad, at vi risikerer at blive hægtet af den nyeste udvikling inden for rusmiddelbehandling.

Den moderne rusmiddelbehandling er langt mere balanceret mellem socialfaglige og sundhedsfaglige forklarings- og behandlingsmetoder, hvilket har taget mange år at opnå.

Vi har grund til at være stolte af vores relativ åbne, liberale og fornuftige tilgang til afhængighed og brug af stoffer i Danmark. Men vi har også grund til at være bekymrede for, at mangel på faglig ledelse og viden kalder på umiddelbar handling og ansvarstagen.

Det er min vision, at der kommer en klar sundhedsfaglig retning for rusmiddelbehandling i Danmark med forpligtende behandlingstilbud i hele landet.

Det stærke bånd til den socialfaglige indsats skal ikke sættes over styr, men håndteringen af den enkelte patient må ikke være begrænset af kommunale og regionale grænser, uigennemskuelig økonomi og ansvarsfralæggelse.

Afhængighed er en gennemgribende, alvorlig sygdom i hjernen med vidtgående sundhedsmæssige konsekvenser, og det er på høje tid, at området ligestilles med de andre sundhedstilbud i den danske velfærdsmodel.

Der er i den grad behov for opkvalificering af den kommunale sundhed. KL kan ikke gemme sig bag manglende finansiering, pandemier eller krigsflygtninge.

Giv ansvaret til regionerne

Kommunerne deltog aktivt i overtagelsen af rusmiddelområdet og med udsigten til flere sundhedsfaglige opgaver i fremtiden, er det absolut sidste udkald for at skifte fokus fra positionering til reel handling samt løsning af opgaven.

Hvis dette ikke effektueres med viljen til at løse opgaven, skabe høj kvalitet og en langtidsholdbar rusmiddelbehandling, risikerer vi reelt, at rusmiddelbehandlingen ryger ud af kurs og sejler, hvor vinden fører den hen.

Hvis KL ikke har et reelt ønske om at tage ansvar, så tror jeg, at jeg taler på alle lægers vegne, når jeg gerne så den sundhedsfaglige del af rusmiddelbehandlingen på regionernes hænder.