Hyppig brug af paracetamol kobles til højere blodtryk Studie antyder, at langvarig brug af paracetamol kan lede til højere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom og stroke hos personer med forhøjet blodtryk.

Personer, der er hyppige brugere af smertestillende medicin som paracetamol på grund af kroniske smerter, bør sigte efter at tage så lidt af medicinen som muligt i så kort tid som muligt.

Det siger forskerne bag et nyt studie i tidsskriftet Circulation, der viser, at paracetamol øger blodtrykket, hvilket kan være farligt hos personer med i forvejen forhøjet blodtryk.

Studiet er det første store, randomiserede forsøg til at undersøge effekten af paracetamol på blodtrykket. Paracetamol bliver ofte betegnet som et mere sikkert alternativ til NSAID’er, der er kendt for at kunne øge blodtrykket og dermed øge risikoen for udvikling af hjertekarsygdom.

»Det her handler ikke om brug af paracetamol til at behandle en forbigående hovedpine eller feber, hvilket selvfølgelig er helt fint. Men resultatet indikerer en ny risiko for personer, som tager medicinen over lange perioder, ofte i forbindelse med kroniske smerter,« siger en af forskerne bag studiet, læge Ian MacIntyre, der er konsulent for Clinical Pharmacology and Nephrology ved NHS Lothian.

Udtalelsen faldt i en pressemeddelelse, der er offentliggjort af Eurekalert.

Øger risiko for stroke og hjertekarsygdom

I studiet har 110 personer med forhøjet blodtryk deltaget.

Forsøgsdeltagerne modtog ét gram paracetamol fire gange om dagen, hvilket svarer til den mængde, som rutinemæssigt bliver udskrevet til personer med kroniske smerter. Forsøgsdeltagerne modtog også et placebo, så de enten blev behandlet med paracetamol i 14 dage efterfulgt af placebo i 14 dage eller omvendt.

Resultatet af studiet viser meget tydeligt, at indtag af paracetamol fik blodtrykket til at stige sammenlignet med indtag af placebo.

Forskerne bag studiet vurderer, at stigningen i blodtrykket modsvarer det, som man har set ved behandling af kroniske smerter med NSAID’er, hvilket øger risikoen for hjertekarsygdom eller slagtilfælde med 20 pct.

Læger skal holde øje med blodtryk

Ifølge forskerne bør opdagelsen lede til en genovervejelse af langvarig brug af paracetamol til patienter, specielt til patienter med forhøjet blodtryk eller andre med forhøjet risiko for hjertekarsygdom og slagtilfælde

En anden af forskerne bag studiet, professor David Webb, der leder Therapeutics and Clinical Pharmacology ved University of Edinburgh, er ligeledes klar i mælet:

»Vi vil anbefale, at læger starter med en lav dosis paracetamol og så øger dosis gradvist uden at komme højere i dosis, end hvad der er behov for i forhold til at kontrollere smerten. I betragtning af den substantielle forøgelse i blodtrykket, som vi har set hos nogle af vores patienter, kan det for læger måske være en fordel, hvis de holder ekstra godt øje med blodtrykket hos patienter med allerede forhøjet blodtryk, når patienterne begynder behandling med paracetamol for kroniske smerter,« siger David Webb.

Skriv kommentar