USA bruger årligt 4.167.004.500.000 amerikanske dollars på sundhed, hvilket svarer til omkostningerne til at bygge 1.326 Storebæltsbroer – hvert år. 

Selvom USA har mange indbyggere og man kunne gætte på en gevinst ved stordrift, bruger landet 12.555 dollars pr. person og er det land, der bruger mest af deres BNP på sundhed. OECD har beregnet, at der globalt bruges cirka 9.000.000.000.000 amerikanske dollars på sundhed årligt. Dermed udgør USA’s 4.167.004.500.000 dollars omkring 46 pct. af hele verdens årlige udgifter til sundhedsydelser og -produkter, herunder personlig sundhedspleje, behandlende pleje, rehabilitering, hjælpeydelser og medicinske varer samt tjenester som forebyggelse og folkesundhedstjenester og sundhedsadministration. Dette inkluderer ikke investeringer.

Som en god bekendt sagde: Hvis Danmark lukkede, ville det ikke blive nævnt på Pfizers bestyrelsesmøde

I Danmark bruger vi mindre; OECD estimerer, at vi bruger cirka 6.280 dollars pr. person, hvilket samlet giver udgifter til sundhed på 37.257.067.120 amerikanske dollars. Danmarks samlede sundhedsudgifter udgør dermed 0,4 pct. af verdens totale forbrug. I Storebæltsbroer svarer det til ca. halvanden, mens USA med sine udgifter når halvvejs rundt om jordkloden med Storebæltsbroer. 

Vi er dog ret effektive med vores 0,4 pct. Faktum er, at vi bl.a. har flere vellykkede fødsler og en længere levetid end amerikanerne. Set i lyset af OECD’s data står det faktisk ganske godt til i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Men når man tænker på Danmark som et interessant marked for salg og køb af sundhedsløsninger, er 0,4 pct. det rene ingenting.

Globalt bruges flere og flere penge på sundhed, hvilket betyder at Danmarks andel på 0,4 pct. af verdens sundhedsforbrug vil falde. Det vil sige Danmark som et marked bliver mindre og mindre attraktivt. Som en god bekendt sagde: Hvis Danmark lukkede, ville det ikke blive nævnt på Pfizers bestyrelsesmøde.  

Tilbage til Storebæltsbroerne. Hvis man vil sælge broer, er det sandsynligvis mest attraktivt at træde ind på det amerikanske marked eller et marked, der allerede har planer om at bygge mange broer. Det kunne være lav- og mellemindkomstlande, hvor interessen for brobyggeri stiger. Råd til entreprenører, der vil lave en ‘bro-forretning’, ville derfor sandsynligvis være at fokusere på USA eller markeder under udvikling. Det ville være risikabelt at basere sin virksomhed på knowhow om specifikke og unikke broer til det danske marked. Og hvad kan vi i sundhedssektoren så lære af brobygning?

Måske at vi bør revurdere mange danske innovationsprojekter. Måske bør vi stoppe med danske innovationsprojekter, der afhjælper danske problemer. Projekter der er tænkt at skulle virke i Danmark, før de skal finde et internationalt marked. Hvis Danmark skal være en førende nation inden for life science, er det sandsynligvis vigtigt at fokusere på behov, der også findes og kan betales for af de 99,6 pct. af forbruget, der ikke er dansk. 

Hvis vi nu alligevel vælger at satse på og købe løsninger, der er udviklet til det danske marked, men ikke har forbindelse til salg uden for Danmark, vil det ofte være et spørgsmål om tid, før denne løsning bliver overtaget af en løsning, som har del i et anseligere marked. 

Så en konklusion kunne være, at hvis man gerne vil se flere danske løsninger i sundhedssektoren, skal de fra dag ét udvikles til et internationalt marked. Og en drøm kunne jo være, at danske løsninger kunne skabe erhverv og være med til at sænke udgifterne på sundhed i USA og samtidig øge sundhed for borgere i et lav- og mellem-indkomstland – som f.eks. Nigeria, der har en hastigt voksende befolkning, og hvor ingen i dag har overvejet at udvikle sundhedsløsning. Men det burde de.

Hvis du undervejs har irriteret dig over at priserne er i amerikanske dollars sååååååå. Nej glem det 🙂