I 2010 konkluderede IBM’s globale CEO-undersøgelse, at kreativitet var ‘the most crucial factor for future success’ (også i sundhedssektoren).

Fremtiden set fra 2010 må vist være nu. Men spørgsmålet er, om vi i det danske sundhedsvæsen har taget konsekvensen? Har vi været kreative nok, når vi bygger nye hospitaler og udvikler sundhedsløsninger i kommunerne? Og har vi koordineret og delt erfaringer tilstrækkeligt? Har vores sundhedsledere fokuseret nok på at lede medarbejdere, der kan og tør være kreative og innovative?

Der er et presserende behov for ledelse af kreativitet i sundhedsvæsenet – ikke som grundlag for flere løse idéer eller lokale pilotprojekter, men som en systematisk praksis. Vi bør tænke rammer for kreativitet og innovation på samme måde, som vi tænker den støtte, der findes i Good Clinical Practice (GCP) i forskning – med fælles standarder, gennemsigtighed og deling af resultater for at undgå unødige gentagelser.

Retning uden kaos

Hvert år udvikles der stribevis af projekter og teknologiske løsninger på tværs af regioner og kommuner – ofte uden at drage nytte af eksisterende erfaringer. Hvad nytter det at teste det samme igen og igen, når vi kunne lære af hinanden og skalere det, der virker?

Vi bør etablere en national innovationspraksis

Det virker ofte, som om projekter drives af inspiration fra eksisterende løsninger, med et element af ‘Det må vi da også innovere i vores region, hospital eller kommune’ i stedet for reel nytænkning eller stå på skuldrene af.

Kreativitet uden retning er kaos. Vi har brug for kreative ledere, der tør bryde vanetænkningen og samtidig sikre, at innovation ikke bliver fragmenteret og lokal. Vi bør etablere en national innovationspraksis, hvor vi samler og anvender viden som en fælles ressource – præcis som vi tilstræber det inden for klinisk forskning.

Nationalt fællesskab

En sådan tilgang og praksis bør være den vigtigste funktion for et Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Det ville være fantastisk, hvis tid og ressourcer blev brugt på at skabe en sådan praksis i et nationalt fællesskab – frem for at regionerne bruger kræfter på at positionere sig for at ‘eje’ et ‘fysisk’ nationalt center.

Patienter og personale fortjener, at vi ikke belaster dem unødigt med projekter, der allerede er testet og dokumenteret. Det handler ikke om at bremse udviklingen – tværtimod. Det handler om at lede innovation med kreativitet og ansvar – for fælles national gavn.

For hvis kreativitet i 2010 blev vurderet som fremtidens vigtigste kompetence, er den nu en nødvendighed.

Lad os gøre kreativitet til en del af vores kliniske praksis – og vores ledelse.