Tak-tak, tak-tak, tak-tak – lyden af toget, der kører hen over skinnerne på vej mod Ukraine. Lyden blev højere, da vi passerer grænsen fra Polen, som om skinnerne ligger lidt skævere her. Grænseovergangen tager tid, hvor en ung mand i en falmet uniform nøje har studeret mit pas og spurgt ind til formålet med min rejse til Ukraine.
I min kupé er der plads til tre. De to andre er kvinder, der begge er på vej hjem til Ukraine. Den ene er medicinstuderende, netop hjemvendt fra Tyskland, hvor hun har mødt sin kæreste. Kæresten har valgt at flytte til Spanien – dels for at bruge sine evner som programmør, men måske også for at undgå at blive sendt til fronten.
Den anden kvinde er en ung model, der har været i København til et modeevent. Begge taler ivrigt hen over lyden af togets tak-tak, tak-tak og forklarer, hvordan sundhedssystemet fungerer i et Ukraine i krig.
Jeg har mange spørgsmål, og de har mange svar. De ved dog ikke meget om behovene for sanitet og førstehjælp ved fronten. Det gør andre på toget, for rygtet spreder sig hurtigt om, at vi er en gruppe danskere på vej til Kiev for at undersøge, hvordan vi kan hjælpe landet bedst muligt gennem krisen.
Sekundær sundhedshjælp
Dem som fanger op på rygtet, er en gruppe læger, der er på vej hjem fra USA. De har modtaget uddannelse i akutkirurgi og traumebehandling som led i deres arbejde i militæret. Vi taler om deres oplevelser og de udfordringer, de står over for – både ved fronten og i resten af landet.
Det lyder som om, at de har langt mere brug for bomber end bandage
Det står klart, at disse mennesker har erfaringer, som de fleste danske læger heldigvis aldrig vil få. Men det slår mig, at deres største ønske ikke er medicin eller udstyr, men våben – flere kugler, bomber og krudt. Lægehjælpen virker til at komme i anden række.
Vi står sammen uden at sige noget. Jeg tror, vi alle fordøjer elementer af samtalen. Jeg hører den nu velkendte rytme af tak-tak, tak-tak og tænker på, hvor lidt jeg oplevede under min korte udsendelse til Kosovo sammenlignet med, hvad disse mennesker, der lever og arbejder midt i krigen, har oplevet. Jeg føler mig lidt heldig og meget uvidende.
Det er tydeligt, at selv for lægerne er sundhedshjælpen sekundær. Det gennemgående behov handler om støtte til krigen. Det føles dramatisk, næsten uforståeligt for mig, der rejste fra Danmark med en idé om at se, hvordan dansk teknologi og løsninger kunne forbedre sundhedsvæsenet i Ukraine – ikke ved fronten. Men det jeg hører, de efterspørger, er noget helt andet. Det giver mig anledning til refleksion: Er det muligt at støtte ‘sundheden’, når det, de primært ønsker, er støtte til selve krigen?
Bomber frem for bandage
Mens jeg pakker sengetøjet ud af plastikken og reder min køje, tænker jeg også på, hvor meget vi har mulighed for selv at prioritere vores ressourcer i Danmark, mens dette land, så tæt på Danmark, må prioritere så anderledes, vælge fra og kæmpe med langt større udfordringer under sværere vilkår.
De to kvinder ligger allerede, rutineret med ørepropper og sovebriller. Jeg lægger mig til rette i kupéen, til den monotone lyd af tak-tak, tak-tak, og jeg kan ikke lade være med at gisne om, at min rejse måske har et forkert fokus.
For det lyder som om, at de har langt mere brug for bomber end bandage. Nogle gange er det, man tror man skal tilbyde som læge, og det som folk efterspørger, ikke det samme.
Jeg lægger mig lidt skuffet til at sove til lyden af tak-tak, tak-tak, tak-tak, tak-tak, tak-tak, tak-tak.
