Mens debatten om sundhedsforsikringernes skadelige virkninger kører på højeste omdrejninger, burde alle der holder af det offentlige sygehusvæsen fyldes med stolthed. Antallet af sundhedsforsikringer er ganske vist eksploderet til op mod 800.000 danskere. Men læg mærke til at danskerne ikke anvender deres forsikringer. De henvender sig troligt til de hospitaler, de plejer at blive behandlet på – og som de har tillid til. Et fåtal bruger deres forsikringer. Større cadeau kan de offentlige sygehuse ikke få.