For et halvt århundrede siden var der ikke megen prestige i at være praktiserende læge. »Praktiserende læger havde ikke nogen specialuddannelse. Når man havde fået lægeeksamen og havde tilbragt et halvt år på en kirurgisk afdeling og et halvt år på en medicinsk, kunne man nedsætte sig i praksis. De fleste skaffede sig dog fire-fem års uddannelse ved ansættelse på mere eller mindre relevante hospitalsafdelinger«, fortæller Gert Almind, der blev cand. med. i 1965. »Men man stødte ikke på almen...