Døden i vagten

Jeg havde vagt for et par dage siden. Jeg havde to mors, altså dødsfald, på afdelingen. Begge ventede. Begge efter mange års sygdom. Den ene alene, konfus til sidst, en trist historie. Den anden døde omgivet af familie, få timer efter det sidste besøg af præsten, forpint i sin sidste tid, men med en hidtil uset ro i ansigtet, da han fik fred.

Det var okay at være mig. Jeg havde endda en studerende med inde og syne den ene. Det var roligt. Vi skynder os at syne her, inden udsyngningen.

Traditionen siger, at man må ikke flytte en afdød, før denne er sunget ud. Så samles familie, venner og bekendte om lejet og synger salmer og beder for den afdøde. Mange har så meget familie at de står langt op ad gangen. Også selvom vi er i Nuuk, mens den afdøde måske kommer langvejs fra.

Når udsyngningen er færdig, dækkes den afdøde, og må ikke længere berøres. For så er sjælen sendt afsted. Det er en smuk skik. Og det er rart at der her gives rum til det.

Men døden er nu noget mærkeligt noget alligevel. Få timer efter blev jeg kaldt ind for at tilse en ny patient i det samme rum. Mærkelig fornemmelse. Blandingen af hverdag og endegyldighed.

Og jeg ved godt, jeg stadig har noget til gode. Jeg har endnu ikke oplevet at have døden i hænderne. At stå og behandle på en patient som dør for mig. Men jeg håber jeg finder den samme ro også i den situation.

Mærkeligt job jeg har. Mærkeligt, mærkeligt job.

Use “no name?” in dropdown

Skriv kommentar