Datafangst er en stor succes Der er ikke noget mærkeligt i, at der går lidt tid, fra en læge tilmeldes datafangst, til hun får det installeret via sit patienthåndteringssystem

Almen Praksis i Danmark er i international sammenhæng en rollemodel, når det gælder god klinisk praksis i forbindelse med diagnosekodning og Datafangst. Som en naturlig del af udviklingen i almen praksis udvikles løbende kvalitetsudviklingsværktøjer, der tjener til beslutningsstøtte og optimering af behandlingen af patienter med kroniske sygdomme. Inden for en toårig periode er det således lykkedes at få mere 95 pct. af de praktiserende læger tilmeldt Datafangst, der sikrer muligheden for kvalitetsudvikling inden for kroniske sygdomme som diabetes, KOL, hjertekarsygdom og depression. 

I en artikel i Jyllands-Posten 30. maj 2013 nævnes det, at ikke alle praktiserende læger anvender Datafangst som tiltænkt. Det er korrekt, og det er naturligvis målet, at alle tager Datafangst i anvendelse. Dog er det gået rigtig stærkt, når det gælder implementering af Datafangst og kvalitetsudvikling af behandlingen af patienter med kroniske sygdomme i almen praksis. I forbindelse med den nuværende overenskomst, der blev indgået 2011, blev det aftalt mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner, at praktiserende læger skal foretage diagnosekodning for patienter med kroniske sygdomme og ligeledes tilmeldes Datafangst. Siden da har almen praksis gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling, der fortsat optimeres til gavn for bl.a. patienter med kroniske sygdomme.

Udbredelse af Datafangst er en stor udfordring, når der skal udvikles kvalitetsudviklingsværktøjer til Almen Praksis, idet Datafangst har skullet installeres hos over 3.500 praktiserende læger, der anvender 11 forskellige patienthåndteringssystemer. Alligevel er det lykkedes at gøre Datafangst og kvalitetsudvikling af Almen Praksis i Danmark til en succes, der vinder stor international og national anerkendelse.

I dag er således over 95 pct. af de praktiserende læger tilmeldt Datafangst via Dansk Almenmedicinsk Kvalitetsenhed (DAK-E). 

Heraf har 91 pct. via deres patienthåndteringssystem fået Datafangst installeret, og flere kommer til hver dag. Det betyder, at disse læger i dag har over 40 kvalitetsrapporter til rådighed, med mulighed for at sammenligne data med data på kommunalt, regionalt og nationalt niveau. Samtidig giver arbejdet med Datafangst mulighed for at indkalde patienter til årskontrol og finde de patienter, der har det største behandlingsbehov. 

Når der er en lille forskel på, hvor mange læger der er tilmeldt, og hvor mange der har fået installeret Datafangst, skyldes dette en naturlig proces, der forudsætter, at man først tilmeldes, og siden får installeret Datafangst via den enkelte læges patienthåndteringssystem. Som det illustreres i hosstående graf viser det sig, at der er tale om ganske kort ventetid, der ofte kan forklares med generationsskifte i praksis og udfordringer i forbindelse med installationen. Efter installation af Datafangst opsamles data fremadrettet, og erfaringen er at der går ca. seks måneder, før data har tilstrækkelig kvalitet til at kunne anvendes til kvalitetsudvikling.

Når praksis har været tilmeldt Datafangst i seks måneder, viser det sig ydermere, at de praktiserende læger i høj grad tager de kvalitetsrapporter, der er tilgængelige i forbindelse med Datafangst, i anvendelse. Der er således nu 1.382 praksis, der har sendt data i mindst seks måneder, og af disse anvender 1.167 (84 pct.) deres kvalitetsrapporter. Aktuelt foregår et ambitiøst arbejde både i PLO, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Danske Regioner for at sikre, at de praktiserende læger får det bedst mulige udbytte af kvalitetsrapporterne til glæde for patienterne i almen praksis.

Som det illustreres i grafen for tilmelding, installation og anvendelse af Datafangst kan vi samlet glæde os over en meget hurtig og effektiv implementering af Datafangst i almen praksis i Danmark. Det betyder, at Danmark med en af verdens bedste primærsektorer er forgangsland, når det gælder omkostningseffektiv kvalitetsudvikling til gavn for patienterne.

Dette resultat kan vi tillade os at være stolte over. Dels fordi det sætter nye standarder for kvalitetsudvikling i almen praksis både nationalt og internationalt – og dels fordi dette netop er resultatet af et visionært samarbejde mellem Danske Regioner, PLO og DAK-E. 

OECD og flere andre analytikere ser almen praksis i Danmark i en nøglerolle, når det stigende antal patienter med kroniske sygdomme skal sikres den bedst mulige og billigste behandling i det danske sundhedsvæsen. Værktøjerne til at sikre netop denne behandling er allerede i drift og i stadig udvikling til glæde for patienterne.

Når der er forskel på, hvor mange læger der er tilmeldt, og hvor mange, der har fået installeret Datafangst, skyldes det, at lægen først tilmeldes og siden får installeret Datafangst via sit patienthåndteringssystem.

Skriv kommentar