»De tidligere modtagere er for mig 'toppen af poppen' i dansk klinisk forskning, og derfor er det et enormt klap på skulderen,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen om sin nye hædersmedalje.Foto: Joachim Rode

Danmarks yngste kliniske professor modtager hædersmedalje 'Tydeligvis en af verdens mest lovende forskere', lyder det i indstillingen af Nicolai Jacob Wewer Albrechtsen, der modtager Jakobinerklubbens Hædersmedalje.

Jakobinerklubben har tildelt sin årlige hædersmedalje til Nicolai Jacob Wewer Albrechtsen,  overlæge og klinisk professor i klinisk proteomics og metabolisme ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Han modtager hædersmedaljen for sit arbejde med peptidhormoner, særligt hormoner glukagon, der sammen med insulin er med til at kontrollere blodsukkeret. Det skriver Frederiksberg og Bispebjerg Hospital i en pressemeddelelse. 

»Nicolai J. Wewer Albrechtsen er tydeligvis en af verdens mest lovende forskere, der bygger bro mellem nye opdagelser og klinisk praksis, hvilket bidrager til ny behandling af forskellige patientsygdomme,« står der i indstillingen til hædersmedaljen.

Jakobinerklubben er også kendt som Selskabet for Teoretisk og Anvendt Terapi, der er over 100 år gammel og blev stiftet til det formål at fremme interessen for videnskabeligt begrundet terapi.

»Det er en stor ære at modtage Jakobinerklubbens Hædersmedalje,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen og fortsætter:

»De tidligere modtagere er for mig ‘toppen af poppen’ i dansk klinisk forskning, og derfor er det et enormt klap på skulderen. At blive indstillet til en videnskabelig pris og læse indstillingen er som læge og forsker lidt et eventyr, som bliver til virkelighed,« siger han.

Tidligere modtagere af Jakobinerklubbens Hædersmedalje er blandt andre Tor Biering-Sørensen, Anton Pottegård, Tina Vilsbøl og Lars Bo Nielsen.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen får overrakt sin medalje 3. april i Domus Medica i København.

Læs også: 

Dagens Medicin bragte i november 2024 et stort interview med Nicolai J. Wewer Albrechtsen, hvor han bl.a. fortæller om sine karrierevalg og vej ind i forskningen.

21. november 2024: Danmarks yngste kliniske professor: »Jeg brænder for det, jeg laver, og det kommer med en pris, som jeg er villig til at betale«

Skriv kommentar