Anders Hviid
»Det vil være spekulation at gætte på en mekanisme. Vi kan bare konstatere, at der er en sammenhæng, og at det vil være klinisk relevant at finde ud af, hvorfor sammenhængen er der,« siger Anders Hviid, professor, SSI.Foto: SSI

Børnevaccination: Klar sammenhæng mellem atopisk eksem og risiko for granulomer Danske forskere finder en kobling mellem det at have atopisk eksem som barn og risikoen for at få granulomer i forbindelse med vaccination i børnevaccinationsprogrammet. Der er behov for mere forskning for at kunne fastslå mekanismen, siger SSI-forsker.

En del børn udvikler hvert år granulomer i huden i forbindelse med vacciner i børnevaccinationsprogrammet.

Granulomerne kan være generende og give kløe, og i nogle tilfælde kan de eksistere som generende knuder i huden i flere år.

Vi kan endnu ikke udtale os om kausaliteten, men vi kan bare se, at granulomer og atopisk eksem i vores undersøgelseskohorte oftere optræder sammen

Anders Hviid, professor,  Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut (SSI)

Nu viser et nyt dansk studie, at der er en klar kobling mellem det at have atopisk eksem og det at udvikle granulomer i forbindelse med vaccinering.

Ifølge en af forskerne bag studiet gør resultatet det relevant at søge efter mekanismen og derved også finde ud af, om atopisk eksem øger risikoen for udvikling af granulomer, eller om granulomer øger risikoen for at udvikle atopisk eksem.

»Vi kan endnu ikke udtale os om kausaliteten, men vi kan bare se, at granulomer og atopisk eksem i vores undersøgelseskohorte oftere optræder sammen,« fortæller professor Anders Hviid fra Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut (SSI). 

Forskningen er offentliggjort i Contact Dermatitis.

Aluminium årsag til vaccinationsgranulomer

Årsagen til at der kan udvikles granulomer i forbindelse med vaccinering er med alt overvejende sandsynlighed indholdet af aluminium i vaccinerne.

Aluminium er til stede i vacciner for at få vaccinerne til at virke bedre ved at provokere immunforsvaret.

Denne provokation kan lokalt i huden lede til udvikling af granulomer.

Tidligere har forskerne bag det nye studie undersøgt for faktorer, der prædisponerer for udvikling af granulomer, og i det nye studie ønskede de at undersøge, om det at have astma, høfeber eller atopisk eksem er associeret med højere risiko for at udvikle granulomer ved vaccination i børnevaccinationsprogrammet.

»Vi har blandt andet set, at hvis en søskende tidligere har udviklet granulomer ved vaccinering, er risikoen markant forøget. Selvom vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet indeholder mindre aluminium i dag end for 10-15 år siden, er der stadig et indhold, hvilket betyder, at en del børn hvert år får erkendt en vaccineskade af Patienterstatningen for de her granulomer,« siger Anders Hviid.

Halv mio. danske børn med i undersøgelse

I studiet indhentede forskerne data på alle danske børn, der i perioden fra 2009 til 2017 blev vaccineret i forbindelse med børnevaccinationsprogrammet.

Det er efter min vurdering relativt høje tal for en sammenhæng mellem atopisk eksem og vaccinationsgranulomer

Anders Hviid, professor, Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut (SSI)

Det drejede sig i alt om data på en halv mio. børn.

Blandt alle børnene var der 2.171 tilfælde af granulomer, og forskerne matchede alle disse børn med 10 gange så mange kontroller. Børnene blev matchet i forhold til køn, alder, socioøkonomisk status m.m.

Herefter undersøgte forskerne, om der blandt de børn, der havde udviklet granulomer, var flere tilfælde af atopisk eksem, høfeber og astma end blandt de matchede kontroller.

Koblet til øget risiko for vaccinationsgranulomer

Resultatet af undersøgelsen blotlagde en indtil nu ukendt sammenhæng mellem granulomer og atopisk eksem, men ikke høfeber og astma.

I undersøgelsen var der flere børn med atopisk eksem i gruppen af børn med konstaterede vaccinationsgranulomer end blandt kontrollerne.

Efter 2 år var odds-ratioen på 1,50, mens den efter 4 år var 2,71.

Ifølge Anders Hviid er det tal, som er til at tage at føle på.

»Det er efter min vurdering relativt høje tal for en sammenhæng mellem atopisk eksem og vaccinationsgranulomer,« siger han.

Behov for mere forskning

Ifølge Anders Hviid bør resultatet af studiet først og fremmest være et startskud til mere forskning i sammenhængen mellem vaccinationsgranulomer og atopisk eksem.

Denne forskning skal fokusere på årsagssammenhænge og blandt andet slå fast, om atopisk eksem øger risikoen for vaccinationsgranulomer, eller om vaccinationsgranulomer øger risikoen for udvikling af atopisk eksem, og om de deler fælles risikofaktorer.

Efterfølgende vil det være relevant at blotlægge den bagvedliggende mekanisme.

»Det vil være spekulation at gætte på en mekanisme. Vi kan bare konstatere, at der er en sammenhæng, og at det vil være klinisk relevant at finde ud af, hvorfor sammenhængen er der,« siger Anders Hviid.

Skriv kommentar