Et nyt dansk registerstudie fra Syddansk Universitet nåede i forrige uge den brede offentlighed, da man i Politiken kunne læse, at 250.000 danskeres blodtryksmedicin indeholdende hydrochlorthiazid kædes sammen med modermærkekræft.

Studiet, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift JAMA Internal Medicine, baserer sig på en case-kontrol undersøgelse af data fra cancerregisteret og tyder på, at medicinen efter flere års brug giver en let øget risiko for to undergrupper af modermærkekræft. Undergrupper, som årligt rammer ca. 100-120 danskere, hvoraf omkring tre tilfælde altså vurderes at skyldes den blodtrykssænkende medicin.

Da risikoen for at blive syg er meget lille, understreger forskerne bag studiet, at det er vigtigt, at patienterne ikke stopper behandlingen med hydrochlorthiazid uden at rådføre sig med egen læge. Lægemiddelstyrelsen har også reageret. Styrelsen vurderer, at studiet ikke påviser en endegyldig sammenhæng mellem hydrochlorthiazid og modermærkekræft, men har sendt resultaterne videre til EU’s bivirkningskomité PRAC, der ventes at fremlægge en evaluering senere på året.

Når der først er sagt kræft…

Men hvad nytter den slags detaljer, når man først har kædet en kvart million danskeres vigtige blodtrykssænkende medicin sammen med kræft i Danmarks største avis? Og hvorfor skal den brede befolkning overhovedet inddrages på dette tidlige stadie i den videnskabelige proces?

Hvis Pottegårds formidlingspraksis sætter trend, så vælter sundhedsvæsenet

Det undrer formand i Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, sig over, og i et blogindlæg på DSAM’s hjemmeside rasede han i sidste uge mod forskeren bag studiet, Anton Pottegård, og det velorkestrerede pressefremstød fra Syddansk Universitets side.

»Når nogle forskere går direkte i pressen og har svært ved at skelne resultater fra viden, så ender vi endnu engang op med ekstra arbejde med rådgivning af skræmte borgere i en hårdt presset (primær red.) sektor,« lød kritikken blandt andet fra Anders Beich, der kaldte forskningen præfaktuel og gik så langt som at vedlægge Anton Pottegårds kontaktoplysninger og opfordre sine medlemmer til at henvise bekymrede patienter dertil. En opfordring som en håndfuld borgere efterfølgende har benyttet sig af.

Kritikken blev hurtigt besvaret af professorer og lægelige direktører fra henholdsvis SDU og OUH, der i et debatindlæg i Dagens Medicin kritiserede tonen og bakkede op om Anton Pottegårds videnskabelige resutater og hans måde at formidle forskningen på. Det fik Anders Beich til at sætte sig til tastaturet endnu engang og i Dagens Medicin efterlyse gode argumenter for, at studiet inden EU-evalueringen skulle ‘sælges’ til de store dagblade.

»Hvis Pottegårds formidlingspraksis sætter trend, så vælter sundhedsvæsenet«, skriver han, og dermed er debatten om dansk forskningsformidling atter brudt ud i lys lue.

Freitag: Tre af mine patienter har henvendt sig

En af de aktører, som har fulgt ordvekslingen i Dagens Medicin med stor interesse, er formand for de Praktiserende Lægers Organisation, Christian Freitag, som i stigende grad selv oplever konsekvensen af, at det danske forskningsmiljø er blevet dygtigere til at få deres forskningsresultater ud i offentligheden.

»Hvor god skal evidensen være, før man bør gå bredt ud i offentligheden med sine resultater? I min egen kompagniskabspraksis i Holte, hvor jeg kun er en gang om ugen grundet mit formandskab, har jeg i denne uge siddet med tre patienter på baggrund af omtalen i Politiken. Den ene patient har jeg skrevet fire mails til og forklaret, at vi nok lige skal trække vejret og tænke os om, inden vi ændrer medicinen. En anden skriver, at vedkommende er stoppet med medicinen, mens en tredje vil stoppe med medicinen og have noget andet. Som praktiserende læge er det et meget svært udgangspunkt at arbejde ud fra,« siger Christian Freitag.

Christian Freitag mener derfor, at der er stor og reel substans i den problemstilling, som hans kollega, Anders Beich rejser, selvom diskussionen lidt er druknet i måden, kritikken er blevet fremført på.

»En del af mit job som praktiserende læge er at lytte til patienternes bekymringer. Men jeg har også mange andre patienter med alvorlig sygdom i en travl hverdag. Jeg kan godt ind imellem få en fornemmelse af, at det for forskerne i høj grad handler om at komme bredt ud i forbindelse med fremlæggelsen af deres resultater, snarere end til den øvrige forskningsverden og fagfolkene. Og derfor bør vi diskutere hvordan vi, i en lynhurtig IT-tidsalder, sørger for at forskningsresultater kommer ud, så de gør gavn, også i forhold til den bekymring og det ressourceforbrug, som de nogle gange medfører. Og om vi med den nuværende forskningsstruktur som samfund prioriterer rigtigt,« siger Christian Freitag.

Ullum: Krav om populærvidenskabelig kommunikation

Ifølge Henrik Ullum, formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), er den store fokus på bred omtale et resultat af, at forskningsverdenen har flyttet sig fra de langvarige bevillinger knyttet til professorater, til det han opdeler i to nye tendenser.

»I dag er forskningsbevillingerne midlertidige og konkurrenceudsatte. Det sikrer, at forskningen bevæger sig i en samfundsmæssig relevant retning. For det andet stiller fondene og forskningsverdenen krav om, at forskningen skal ud og påvirke samfundet mere bredt og ikke kun finde anvendelse i snævre videnskabelige kredse. Det gør, at langt de fleste forskningsbevillinger har et vedhæftet krav om, at man skal vise, at man også kommunikerer populærvidenskabeligt. Når den enkelte forsker og institution skal finansiere deres forskning, er de derfor nødt til at følge de spilleregler,« siger Henrik Ullum.

I det konkrete eksempel har Henrik Ullum dog svært ved at se, hvad forskeren bag det omtalte studie, Anton Pottegård, skulle have gjort anderledes.

»Den første og altoverskyggende regel som forskere, journalister og institutionernes pressefolk bør efterleve i formidlingsfasen er at sikre sig, at forskningen har været igennem en review proces og er blevet publiceret i et anerkendt tidsskrift,« siger Henrik Ullum.

»Dernæst skal forskeren og forskerens presseafdeling efter min mening stille sig selv spørgsmålet: Hvem har dette studie betydning for? I dette tilfælde berøres en kvart million danskere potentielt, og Anton Pottegård har derfor konfereret med Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Dansk Hypertensionsselskab og DSAM forud for publicering. Derfor mener jeg, at han som forsker har ageret helt korrekt. Men jeg kan da godt forstå Anders Beichs frustration, når både forskeren og Lægemiddelstyrelsen samtidig er ude og sige, at studiet ikke danner grundlag for, at behandlingen skal ændres, og patienterne så alligevel møder op med deres bekymringer i almen praksis,« siger Henrik Ullum.

Lidegaard: En meget paternalistisk holdning

Øjvind Lidegaard, professor i gynækologi og obstetrik på Gynækologisk Klinik i Juliane Marie Centret, Rigshospitalet og ved Københavns Universitet, har også tidligere fået Anders Beichs opmærksomhed at mærke. Han står bag registerforskning, som har påvist en række risici ved brug af p-piller og andre former for hormonel antikonception, f.eks øget risiko for depression og selvmord – opdagelser som har afstedkommet et stort antal konsultationer hos de praktiserende læger.

»Selve det, at folk kan blive bekymrede, er ikke et argument for mig. Det svarer til at sige, at aviserne ikke må skrive, at der er fundet pesticider i drikkevandet. Det har befolkningen krav på at vide. Det er en meget paternalistisk holdning at have,« siger Øjvind Lidegaard.

»Derudover er jeg slet ikke enig i, at almindelige mennesker ikke kan rumme de informationer, vi som forskere kommer med. I forbindelse med de p-pille studier, som vi har lavet, har vi jo dokumenteret i Danmark, at vi har kunnet køre kvinderne over på de sikre p-piller uden at det samlede forbrug af p-piller er faldet. De er altså ikke blevet skræmt væk.«

Som forsker skal man dog, ifølge Øjvind Lidegaard, gøre sig umage med at formidle sin forskning på en skarp og præcis måde. Noget som ikke alle forskere formår.

»Jeg gør selv meget ud af at udarbejde pressemeddelelser og pressekit, hvor jeg sætter resultaterne ind i en kontekst, og så kontakter jeg altid myndighederne en uge forud for publicering. Det er min erfaring, at de danske videnskabsjournalister er ikke så gode som de udenlandske. De læser ikke videnskabelige artikler i samme omfang, og derfor skal vi sørge for, at præsentere vores resultater på en sober og nuanceret måde.«

Brøsen: Vi har ikke lyst til at tie

Kim Brøsen, professor og forskningsleder ved Klinisk Farmakologi og Farmaci på SDU, har været med til at forfatte det debatindlæg, som har været bragt i Dagens Medicin.

Men hvad angår resultaterne, ville jeg være ked af, hvis man som forsker ikke kan henvende sig til den brede offentlighed. Vi har i den her konkrete sag ikke haft lyst til at tie

Han beretter om et forløb, hvor to tidligere registerstudier, som også påviser en sammenhæng mellem hydrochlorthiazid og kræft, har gjort, at man denne gang valgte at lytte til kritikken og på forhånd orientere Sundhedsstyrelsen.

»Men hvad angår resultaterne, ville jeg være ked af, hvis man som forsker ikke kan henvende sig til den brede offentlighed. Vi har i den her konkrete sag ikke haft lyst til at tie. Vi ser studiet, som er det sjette mest læste i JAMA Int Med denne måned, som et markant forskningsresultat. At et vanddrivende lægemiddel, som bruges af mange millioner mennesker på verdensplan, giver en forøget forekomst – heldigvis meget lille – af ondartet modermærkekræft,« siger Kim Brøsen og pointerer, at forskerne alligevel ikke kan styre, hvad journalisterne vælger at skrive i sidste ende og hvor.

Når det er sagt, medgiver Kim Brøsen dog, at vilkårene for at forske i Danmark har ændret sig markant i de 40 år, han har været en del af sundhedssystemet.

»Alle videnskabelige publikationer som universiteterne udgiver bliver i dag registreret i et stort system – den bibliometriske forskningsindikator, hvor der foretages en minutiøs gennemgang af, hvad forskeren publicerer af artikler, bøger, læserbreve, kronikker og interviews med journalister. Det bliver regnet om i penge, fordi politikerne vil dele pengene hen, hvor der sker noget. Det har i praksis flyttet 100 mio. kr. rundt i systemet, vil jeg skyde på. Det er ikke noget, vi tænker meget over, men det er klart, at der er en præstationsforventning om, at vi kan dokumentere, at vi bestiller noget, og det vi laver har relevans og skaber værdi for borgerne,« siger Kim Brøsen.