Brug af antipsykotiske lægemidler til ældre med demens øger allerede efter en måneds behandling risikoen kraftigt for sygehusindlæggelse eller død. Det viser resultaterne af en stor canadisk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine.
Antipsykotiske lægemidler bruges ofte til at behandle adfærdsforstyrrelser hos demente. I et retrospektivt studie undersøgte forskerne risici for, at denne behandling kan føre til en eller anden form for alvorlig negativ hændelse, defineret som en hændelse, som fører til akut sygehusindlæggelse eller død inden for en måned efter behandlingen er indledt.
Da forskerne analyserede data for ca. 20.000 ældre demente, der fortsat boede i egen bolig, viste det sig, at 16 pct. af de patienter, der inden for den seneste måned havde indledt behandling med konventionel antipsykotisk medicin, havde været ramt af en alvorlig negativ hændelse, sammenlignet med 4,5 pct. af de ældre demente, der ikke havde fået antipsykotiske lægemidler.
Blandt de demente ældre, der fik såkaldte atypiske antipsykotiske lægemidler, var tallet 15 pct. Forskerne fandt et tilsvarende mønster blandt 20.000 demente, der boede på plejehjem, selv om risikoøgningen ikke var helt så udtalt.
Forskerne konkluderer, at alvorlige negative hændelser er almindeligt forekommende ved behandling af ældre demente med antipsykotiske lægemidler, og konstaterer at præparaterne bør anvendes med forsigtighed, også ved kortere tids behandling.