Kontoret er pakket ned, invitationerne til afskedsreceptionen skrevet og sendt ud, afskedstalen til kollegerne og gæsterne er på plads.

Hjemme i lejligheden på Østerbro står fiskeudstyret og lokker. Om en uge er Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og en lang karriere i det danske sundhedsvæsen historie for Allan Flyvbjerg, og hans fokus vil være et helt andet sted: at få den stalling på krogen, som lurer derude et sted i den store norske elv Glomma.

Men hvorfor har lægen, forskeren, debattøren og direktøren Allan Flyvbjerg valgt at skifte en prestigetung post i det danske sundhedsvæsen ud med waders og fluefiskeudstyr?

»Jeg laver et rent snit i forhold til SDCC. Ingen seniorkonsulentaftale eller overgangsstilling. Det er et valg, jeg har taget. Det har været længe undervejs, men det er helt og holdent mit eget valg. Jeg synes selv, at jeg har taget nogle modige valg gennem min karriere. Nu tager jeg et nyt modigt valg. Men én ting er sikkert. Jeg kommer ikke til at kede mig,« siger Allan Flyvbjerg med overbevisning i stemmen.

Kedelige driftsopgaver

Da Allan Flyvbjerg blev direktør for SDCC i 2016, begrundede han blandt andet jobskiftet med, at han heller ikke i de foregående seks år som dekan på Aarhus Universitet havde kunnet slippe arbejdet med diabetes.

Efter seks års arbejde med at få etableret det nye Steno-center i en separat bygning ved Herlev Hospital er det ikke desto mindre det, han gør nu. Slipper den daglige kontakt med først og fremmest mennesker med diabetes, men også med de læger, forskere, sygeplejersker og alle de andre faggrupper, han har arbejdet tæt sammen med, og som har været en integreret del af hans liv i de 36 år, han har været læge.

Flosklerne står jo i kø. ‘Vi har kun et liv’, ‘Man skal stoppe, mens legen er god’ osv., men det er ikke desto mindre rigtigt

Allan Flyvbjerg, direktør, Steno Diabetes Center Copenhagen

»Jeg er ikke meget for driftsopgaver. Det keder mig rent ud sagt lidt. Så enten skulle jeg gå på pension, eller finde en ny opgave at kaste mig over. Men min hustru er 70 år, jeg har tre børn, børnebørn og mange interesser. Flosklerne står jo i kø. ‘Vi har kun et liv’, ‘Man skal stoppe, mens legen er god’ osv., men det er ikke desto mindre rigtigt. Seks år i spidsen for SDCC – det er det rigtige tidspunkt at stoppe på. Jeg ville nok ende med at blive rastløs, hvis jeg blev i jobbet her. Og uanset om man stopper som 63-, 68- eller 73-årig, vil det altid være svært at forlade en aktiv karriere,« siger han.

Allan Flyvbjerg har i omtrent lige så mange år, som han har været læge, blandet sig i den offentlige debat, hvad enten det handlede om diabetes, eller om sundhedsvæsenet i al almindelighed. Ikke desto mindre forsikrer han, at der ikke bliver brug for en mundkurv for at hindre ham i at blande sig fremover.

»Når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg vil kunne lade være med at blande mig i debatten, når jeg bliver pensionist, plejer jeg at svare, at da jeg var formand for Diabetesforeningen, kunne jeg næsten tillade mig at sige alt. Da jeg blev dekan i Aarhus, lidt mindre. Og som direktør for SDCC har jeg i bund og grund været en embedsmand i en politisk styret region, hvor jeg ikke skulle fylde for meget. Sandheden er jo, at du er nødt til at agere ud fra den rolle, du sidder i. Du skal ikke være klovn, hvis du ikke er i cirkus.«

Kastet ud i patientforeningsarbejde

Allan Flyvbjerg var dårligt nok blevet færdig som speciallæge i endokrinologi, da der i 2000 skulle vælges en ny formand for Diabetesforeningen. Årsagen til, at en række centrale personer i patientforeningen ønskede at have ham som formand, mener Allan Flyvbjerg skal findes i to årsager: at han allerede da i en årrække hyppigt havde holdt mange foredrag om diabetes ved offentlige arrangementer, og at han forstod at formulere sig i et sprog, som ikke-læger kunne forstå.

»Jeg blev kontaktet i 2000 og spurgt, om jeg ville stille op som formand for Diabetesforeningen. Jeg havde ingen forudsætninger overhovedet for at bestride den post, og jeg havde travlt med en karriere som kliniker og forsker. Men jeg sprang ud i det, stillede op til formandsposten på Diabetesforeningens repræsentantskab, og endte med at vinde et kampvalg med et par stemmers forspring. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde sagt ja til, da jeg indvilligede i at stille op som formand for en stor patientforening, så de første to år var hårde, og jeg var flere gange på nippet til at smide håndklædet i ringen,« husker han.

»Samtidig var det en forening, der manglede styring, og hvor retningen nok heller ikke var helt klar. Skulle man anbefale screening for symptomatisk type 2-diabetes, når der ‘kun’ var en række risikofaktorer, eller ej? Men det blev rigtig godt, og det blev 11 år, hvor jeg virkelig fik diabetes ind under huden, og hvor jeg – selv om hverken min familie eller jeg selv har diabetes – fik en dybtgående forståelse for, hvad det vil sige at skulle leve med sygdommen 24/7. Det blev en opgave og en periode i mit liv, hvor jeg lærte, at jeg ved siden af mit arbejde som kliniker og forsker nu havde fået et tredje ben at stå på, hvor jeg kunne agitere politisk og have indflydelse på centrale beslutninger. Vi fik afstigmatiseret diabetes, medlemstallet gik fra 40.000 til 80.000 medlemmer, vi fik en national handlingsplan for diabetes. Det var en stærk forening, som blev givet videre. Fagligt og personligt var mine år som formand for Diabetesforeningen en periode, hvor jeg gik fra at være læge, 1. reservelæge, overlæge, forskningsoverlæge og endte med at være lærestolsprofessor.«

Svære valg

Mange andre ville formodentlig have stillet sig yderst tilfredse med et professorat og muligheden for at lave den forskning, man brænder for.

»Jeg nåede at være professor i et par år, og så kom muligheden i 2010 for at blive dekan på Aarhus Universitet. Der var en meget visionær rektor, Lauritz B. Holm-Nielsen, der gerne ville reformere universitetet, reducere fra ni til fire fakulteter, halvere antallet af institutter osv. Det lød som en meget spændende jobmulighed, men for at komplicere det yderligere blev jeg ringet op af direktøren for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte. De skulle bruge en ny direktør til det privatejede Steno Diabetes Center (SDC), men der var kun gået halvanden måned, siden jeg sagde ja til at blive dekan for Det sundhedsvidenskabelige fakultet. Så svaret blev ‘tak, men nej tak’. I stedet blev jeg en del af et internationalt advisory board sammen med blandt andre Henning Beck-Nielsen,« siger Allan Flyvbjerg.

Efter seks år som dekan kom muligheden for at vende tilbage til diabetesområdet. Det hører med til historien, at Allan Flyvbjerg i årene som dekan aldrig for alvor lagde diabetesområdet bag sig. Fritiden blev brugt til forskningsarbejde, og i løbet af de seks år som dekan fik han publiceret 15-20 videnskabelige diabetesartikler.

Direktørjob var for fristende

Men i september 2015 lagde Novo Nordisk Fonden fundamentet til det, som i dag er blevet til SDCC og de fire øvrige regionale Steno Diabetes Centre.

Det gamle hæderkronede, privatejede Steno Diabetes Center i Gentofte skulle lukke ved udgangen af 2016, og Novo Nordisk Fonden ville indgå et offentligt-privat-partnerskab med de fem regioner om etableringen af regionale Steno Diabetes Centre, og et helt nyt hospital til SDCC skulle opføres ved Herlev Hospital.

»Muligheden for som direktør at stå i spidsen for at føre det over 80-årige, privatejede SDC ind i det offentlige sundhedsvæsen kunne jeg ikke sige nej til. Jeg vidste, at nu er det nu, jeg tager springet.«

Transformationen fra privat til offentlig, væksten i antallet af personer med diabetes og i personale, at skulle aflevere et nybygget SDCC ved Herlev Hospital til tiden og inden for det fastsatte budget, blev en arbejdsopgave, som med Allan Flyvbjergs egne underspillede ord ‘ikke var for børn’.

Antallet af personer med diabetes tilknyttet det nye SDCC er fordoblet fra ca. 5.500 på det gamle SDC til 11.000 i dag, og personalegruppen er udvidet fra 195 på det gamle Steno til godt 500 på det nye SDCC.

»Jeg havde knap 3.000 ansatte og 4.000 studerende som dekan på fakultetet i Aarhus, så ledelsesopgaven har ikke afskrækket mig. Og jeg kan jo godt lide, at der sker noget omkring mig. Der må gerne lugte lidt af krudtrøg i lokalet. Jeg kan lide at blive kastet ud i lidt umulige opgaver, og så lykkes med dem. Som formand for Diabetesforeningen, som dekan, som direktør for et SDCC, der skulle stampes op af jorden.«

Svær overgang

Overgangen fra det privatejede SDC til at være en integreret del af det offentlige sundhedsvæsen i Region Hovedstaden var ikke nem.

»Jeg var meget fokuseret på at sikre os et ordentligt renomme. Det første år brugte jeg blandt andet til møder med regionens praktiserende læger, der i starten var skeptiske og mest så os som ‘Novo Nordisks hospital i forklædning’, så der skulle bruges megen tid på tillidsopbygning. De andre hospitaler i regionen så os som konkurrenter, så der skulle også bruges en del energi og tid på at gøre det klart, at vi var en del af det offentlige sundhedsvæsen. Det er jo det, som Steno Diabetes Center-satsningen kan. Vi er inde i maven på sundhedsvæsenet og vil ændre det indefra og ud.«

Overgangen fra privat til offentlig indebar også et opgør med tidligere tiders holdning til rejseformer og bibeskæftigelse.

»Vi besluttede, at alle skulle rejse på økonomiklasse – også direktøren – og opgaver for eksterne parter skulle cleares med nærmeste leder for at undgå habilitetsproblemer, honorarer for opgaver skulle tilgå SDCC’s kasse, og der blev nu sagt nej tak til firmabetalte kongresrejser. Der skulle være fuldstændig transparens om centrets arbejde,« siger Allan Flyvbjerg.

En tredje flanke, som skulle dækkes af i SDCC’s første leveår, var bekymringen for, at et stærkt SDCC ville dræne regionens endokrinologiske afdelinger for diabetesekspertise.

»Det er ikke sket. Der er blevet en fin balance. Selvfølgelig har der været en vækst, hvor vi har ansat endokrinologer og andre faggrupper fra regionens øvrige hospitaler, men for nogle endokrinologer har diabetes været for snævert, og de har søgt væk igen. Så efter min vurdering er vi blevet accepteret. Frygten for, at vi skulle kannibalisere resten af regionen, er væk,« siger Allan Flyvbjerg.

Værdibaseret sundhed?

Allan Flyvbjerg fremhæver tre fokuspunkter for SDCC’s arbejde: brugertilfredshed, sundhedsmål og bæredygtige løsninger.

»Vi arbejder med værdibaseret sundhed. Sidste år pegede World Economic Forum på os for at arbejde dedikeret med behandlingen af diabetes, måle brugertilfredsheden, gøre tingene smartere og anderledes. Den såkaldte sundhedsreform, som regeringen præsenterede tidligere i år, taler også om værdibaseret sundhed, populationsansvar og forpligtende samarbejde mellem sektorerne. Det er der, jeg mener, at sundhedsvæsenet generelt svigter. Man har talt om værdibaseret sundhed i mange år, men der er ikke mange, der praktiserer det i hverdagen. Når vores fodterapeuter følger højrisikoborgere tæt for fodsår og forebygger svært behandlelige sår eller amputationer, sparer det penge i kommunerne til hjemmesygeplejerskers arbejde, og på hospitalerne. Vi gør noget i hospitalsregi, som ud over at gøre en masse gode ting for det enkelte menneske gør, at kommunen får en besparelse som ikke kommer os til gode. Omvendt gør kommunen ting, som sparer os for penge,« siger Allan Flyvbjerg.

Han ærgrer sig over, at det danske sundhedsvæsen efter hans mening ikke forstår at hædre dem, der gør det rigtig godt.

»Der er masser af velmenende og hårdtarbejdende mennesker i den danske sundhedssektor. Men de rammer, som de har for deres arbejde, er ikke gode nok. Alt for ofte glemmer vi at tænke på, hvordan vi selv helst vil behandles. At sætte os i borgerens sted. Hvad er det, der er vigtigt for det enkelte menneske? Det, som ofte går galt, er, at vi skærer alle over én kam. Vi er nødt til at tænke og arbejde mere skræddersyet. Det er ikke kun gentest eller biomarkører, vi skal måle på, men vigtigst af alt skal vi sætte os ned og snakke med den enkelte borger om præferencer og ønsker. Det vil også optimere brugen af ressourcer,« siger Allan Flyvbjerg.

Historien gentager sig

Som kliniker, forsker, patientforeningsformand, dekan og direktør har Allan Flyvbjerg set sundhedsvæsenets problemer gentage sig.

Jeg kan godt love dig, at jeg ikke bliver én af de kloge, alvidende pensionister, der sidder og skælder ud over sundhedsvæsenets dårligdomme

Allan Flyvbjerg, direktør, Steno Diabetes Center Copenhagen

»Det er de samme udfordringer og problemer, vi har diskuteret de sidste 20-30 år. Gå nu ind og fix det. Brug dog den værdibaserede tilgang. Lyt til borgerne. Mål på sundhedstal, og gør noget ved dem i stedet for bare at se på dem og gå videre. Arbejd nytænkende og innovativt på tværs af sektorer,« lyder Allan Flyvbjergs råd til den nuværende og den kommende sundhedsminister.

Det bliver også hans afsluttende ord. Hvis Allan Flyvbjergs løfte om at opretholde sin radiotavshed i den sundhedspolitiske debat står ved magt, er det sidste gang, han blander sig i politik.

»Jeg kommer ikke til at fungere som affilieret konsulent eller i andre roller. Men jeg fortsætter i Bagger-Sørensen Fondens bestyrelse, og jeg sidder fortsat i den europæiske diabetesorganisation EASD’s bestyrelse, ligesom jeg også fortsætter i bestyrelsen for Danish Diabetes Academy,« siger Allan Flyvbjerg og afviser endnu en gang blankt, at vi om kort tid igen vil se ham i rollen som aktiv sundhedsdebattør.

»Jeg kan godt love dig, at jeg ikke bliver én af de kloge, alvidende pensionister, der sidder og skælder ud over sundhedsvæsenets dårligdomme. Kronikker, debatindlæg og mig i rollen som klogeåge – det kommer ikke til at ske. Det er jeg helt afklaret med. Gratis omgange fra en person, der ikke længere har nogen impact på beslutningerne – det grænser til at være decideret pinligt.«

Familie, natur, sprogstudier og fiskeri bliver Allan Flyvbjergs agenda i den kommende tid.

»Jeg er meget begejstret for den japanske kultur, og jeg vil gerne læse japansk. Jeg skal ud at gå vandreruten Shikoku 88 i Japan. Det skal jeg gøre alene – og det bliver dejligt.«