Regeringen vil forebygge smitte med RS-virus hos spædbørn gennem et nyt vaccinationsprogram for gravide. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge Sundhedsministeriet bliver hundredvis af spædbørn indlagt med alvorlig sygdom efter at være smittet med RS-virus, hvilket det nye vaccinationsprogram skal gøre op med. Vaccinationsprogrammet vil være sæsonbaseret og skal finansieres af finanslovsforslaget for 2026.
»Det kan være utrolig hårdt at skulle igennem en sygehusindlæggelse med et lille barn, og vi vil gerne give nybagte forældre og deres børn en så god start på livet som muligt. Og derfor vil vi gerne sætte penge af til, at alle gravide allerede fra næste år kan blive tilbudt at blive vaccineret mod RS-virus, så de kan beskytte deres børn mod at blive alvorligt syge,« siger Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister i pressemeddelelsen.
Vaccinationen vil fremover blive tilbudt kvinder i 32. graviditetsuge, hvor de i forvejen har en fastlagt graviditetsundersøgelse, for at gøre det nemt for de gravide at få vaccinationen. Vaccinen vil blive tilbudt i perioden fra 1. maj til 31. januar for at være mest effektiv mod RS-virus.
Regeringen foreslår at afsætte 35,9 mio. kr. i 2026 og 40,2 mio. kr årligt fra 2027 og frem for at indføre det nye vaccinationsprogram.
Vaccination mod RS-virus må ikke være en entydig indsats
Tilbage i maj talte Dagens Medicin med Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han mener, at man i Danmark skal passe på med entydigt at pege på vacciner som det eneste forebyggende behandlingstilbud.
»Når antistofbehandling mod RS-virus har vist sig så effektiv i kliniske studier, og en række af vores nabolande har valgt denne løsning frem for vaccine, bør det sammen med vacciner også være en del af tilbuddet til danske kvinder og deres spædbørn,« sagde Allan Randrup Thomsen dengang til Dagens Medicin.
Du kan læse resten af interviewet med Allan Randrup Thomsen her.