Det primære sundhedsvæsen er fundamentet for sundhedsvæsenet, men særligt i yderområderne i landet er der betydelige sætningsskader, og nogle steder er der både sprækker og revner. Derfor skal det primære sundhedsvæsen styrkes. Det er budskabet blandt andet i den sundhedsreform, regeringen og aftalepartierne lancerede i foråret 2022, ligesom det har været i en lang række af tidligere reforminitiativer.

En væsentlig del af kuren for sundhedsvæsenet er, at der skal sikres nok praktiserende læger – og ikke mindst nok praktiserende læger i hele landet. Prognoserne for antallet af speciallæger i almen medicin peger også på, at om nogle år vil vi være i en situation, hvor målet om 6.500 speciallæger i almen medicin er nået – og lidt til endda. Udfordringen er at sikre, at speciallæger i almen medicin ikke blot søger praksis i de større byer eller søger arbejde i andre sektorer eller brancher centreret omkring de større byer. 

Behov for incitamenter, der ikke er økonomi

PLO’s formand, Jørgen Skadborg, foreslog for nylig at skabe stærke incitamenter for speciallæger i almen medicin til at nedsætte sig i områder, hvor behovet for lægehjælp er størst. Han foreslår en honorarstruktur, der tager højde for arbejdstyngden. 

Vi er for så vidt enige med Skadborg i analysen af, at der skal ses nærmere på incitamenterne til at søge beskæftigelse i de lægedækningstruede områder. 

I stedet for en økonomisk gulerod bør man se på andre incitamentsstrukturer, herunder arbejdsforholdene i almen praksis

Spørgsmålet er, om det reelt er muligt at påvirke en i forvejen relativt velhavende faggruppe med en økonomisk bonus, når vi kan konstatere, at gruppen allerede under hoveduddannelsen har vist sig meget vanskelig at flytte. I 2022 var det eksempelvis kun knap en fjerdedel af uddannelsespladserne, der var besat i Region Sjælland.

I stedet for en økonomisk gulerod bør man se på andre incitamentsstrukturer, herunder arbejdsforholdene i almen praksis. Som det er nu, udløser 1.600 raske studerende, der flytter ind på Københavns brokvarterer, et ekstra ydernummer, mens læger i andre dele af landet skal tage sig af 1.600 patienter med et langt mere komplekst sygdomsbillede og langt større behov for den praktiserende læges ydelser. Den sidstnævnte gruppe er formodentlig en langt mere spændende opgave at varetage, men når arbejdsbyrden bliver for voldsom – hvem gider så påtage sig den? 

Vores påstand er, at man ikke realistisk kan aflønne sig ud af det merarbejde, der følger med i mange af de områder, som allerede er eller ser ud til at blive lægedækningstruede. Man bør i stedet overveje, om normtallet for patienter knyttet til en lægekapacitet skal være forskellig, afhængig af om praksis ligger på Østerbro eller i Nykøbing Sjælland. 

Skal ejermodellen gentænkes?

Ejermodellen i almen praksis er et andet forhold, som kan være værd at tage op til overvejelse. Den gennemsnitlige nyuddannede speciallæge i almen medicin er midt i 30’erne, har et par børn, en partner med et job og måske en ejerbolig. Med andre ord et etableret liv. En ting er at flytte hele menageriet, og en anden ting er at binde sig økonomisk. Og særligt til et område hvor fordommene om, hvordan livet kommer til at udspille sig, står i kø. Undersøgelser peger på, at kommende speciallæger i almen medicin drømmer om at eje egen praksis, men det ser ikke ud til, at de drømmer om at realisere den i alle afkroge af landet.  Derudover står vi over for en generation, hvor lysten til at binde sig til et bestemt arbejdsliv, og dermed give afkald på muligheden for at prøve sig selv af i andre sammenhænge, også ser noget anderledes ud end for tidligere generationer. 

Hvis vi skal have en saglig debat om de udfordringer, der er i almen praksis, så skal vi gå så langt, at vi tør tælle alle, der yder et bidrag på det almenmedicinske område med i de statistikker, vi forholder os til. Vi bliver nødt til at betragte dem alle som en ressource

En løsning er derfor at udvikle og udvide mulighederne for at være praktiserende læge, som ikke nødvendigvis inkluderer hele pakken af bygninger og udstyr. Et argument, der ofte anvendes som forsvar for den nuværende model, er hensynet til læge-patient-kontinuitet. Vi argumenterer ikke imod, at kontinuitet er vigtigt, men man kunne forestille sig, at det er muligt at levere ordentligt lægearbejde, uden at man ejer den bygning, man sidder i.

Diskussionen skal rumme alle tilbud

I den forlængelse er det væsentligt, at vi breder diskussionen om lægedækning ud, så den rummer alle almenmedicinske tilbud. Vi hører gentagne gange, at antallet af praktiserende læger er faldende og aldrig har været så lavt, som det er nu og har været det i en årrække. PLO har eksempelvis i et faktaark fra 2021 arbejdet med et fald på 7,4 pct. i perioden 2012-2021. Det er umiddelbart et dramatisk fald, som også skal ses i sammenhæng med, at befolkningens gennemsnitsalder er stigende, og dermed har mere brug for almenmedicinsk lægehjælp. Problemet er bare, at statistikken kun tæller medlemmer af PLO, som har et ydernummer. I 2022 inkluderer PLO også ansatte PLO-læger i deres opgørelser over antallet af praktiserende læger samt ansatte læger, der ikke er medlem af PLO, men ikke læger ansat i udbuds- og regionsklinikker. 

Faktum er dog, at netop udbuds- og regionsklinikkerne udfylder nogle af de huller, der er i landkortet, når det kommer til lægedækning. Det er klart, at PLO har sine grunde til ikke at tage dem med, men det gavner ikke vores fælles forståelse af lægedækningsproblematikken og mulighederne for at løse den, hvis man helt undlader en efterhånden stor og voksende gruppe af læger, som ovenikøbet kan være en del af løsningen. 

Hvis vi skal have en saglig debat om de udfordringer, der er i almen praksis, så skal vi gå så langt, at vi tør tælle alle, der yder et bidrag på det almenmedicinske område med i de statistikker, vi forholder os til. Vi bliver nødt til at betragte dem alle som en ressource!

Vi skal også turde diskutere kvaliteten i de ydelser, der bliver leveret, og vi skal kunne have en meningsfuld debat om, hvad der kan udgøre lægedækning for den enkelte borger, og sikre os, at vi formår at præge, udvikle og fastholde en gruppe af læger, som vi har så stort behov for. 

Vi vil kun få de læger i almen medicin som prognosen tilsiger, hvis uddannelsespladserne faktisk bliver besat, og vi kommer kun i mål med at sikre lægedækning i hele landet, hvis vi kan tiltrække læger til at praktisere i hele landet. 

At genskabe fundamentet under det samlede sundhedsvæsen i en ny tid med en ny generation af læger, som ikke alle nødvendigvis ønsker sig en kopi af tidligere generationers liv, kræver, at vi ser fordomsfrit på mere strukturelle løsningsmodeller end blot at tilbyde højere løn.